Prøv avisen

Kulturarven under vand kommer frem i lyset

Strandingsmuseet i Thorsminde, der ligger lige ud til Vesterhavet, åbner i en ny udgave op til påske 2017. Museet giver gæsterne fornemmelsen af søgang. - Foto: Petra Theibel Jakobsen

Strandingsmuseet i Thorsminde fortæller de både gode og tragiske personhistorier fra dengang, hvor havet var en motorvej. Stor donation giver nu museet mulighed for at udvide og gentænke formidlingen

Gennem århundreder er skibe strandet på revlerne og slået til pindebrænde ved Jyllands vestkyst.

At havet her har tusindvis af menneskeliv på samvittigheden, er ikke svært at forestille sig en dag som denne, hvor bølgerne lyser op med hvide skumtoppe og blæsten er allestedsnærværende.

”Det er helt normalt her. Faktisk vil jeg kalde det en stille dag i dag,” siger Helle Sigh, mens hendes lange hår flagrer i alle retninger, og vi i fællesskab skutter os lidt, mens vi går op mod vinden.

Helle Sigh er historiker og leder af Strandingsmuseet i Thorsminde, der ligger klos op ad havet, og vi er på vej over mod et stort skur foran museet, hvor stedets vigtigste klenodie ligger pakket ind i plastik.

Inden længe vil det 11,5 meter høje og 8,5 tons tunge skibsror komme frem i lyset og være med til at fortælle historien om det, der er kaldt for verdens værste stranding.

Roret bliver midtpunkt i en nybygget hal med et højt tårn, hvor det kan stå oprejst. Et længe næret ønske om en om- og tilbygning af museet går i gang efter sommerferien og vil være klar til indvielse i påsken 2017.

At det sker, kan Holstebro kulturhistoriske museer, som strandingsmuseet hører ind under, takke A.P. Møller Fonden for. En donation på 27 millioner kroner betyder, at museet for alvor kan få foldet de spændende og oftest tragiske menneskelige historier ud på en helt ny måde.

Fra det kommende tårn bliver det muligt at se ud over det sted på havet, hvor de to krigsskibe ”HMS St. George” og ”HMS Defence” juleaftensdag 1811 om morgenen gik på grund.

Skibene, der var en del af den engelske østersøflåde, var på vej hjem til England, da de løb ind i en orkan. ”HMS Defence” gik hurtigt ned i det frådende hav, mens ”HMS St. George” først julenat måtte overgive sig til bølgerne.

Næsten 1400 mand omkom, kun 17 blev reddet i land.

I dag ligger sømændenes udtrådte sko, kaptajnernes uniformsknapper, portvinsglas, spillebrikker og i tusindvis af andre genstande på Strandingsmuseet og fortæller historien om forliset og ikke mindst om de mennesker, det kom til at gå ud over.

Livet ombord afspejlede også datidens hierarkiske opbygning, hvilket man blandt andet kan se ved, at der både blev spist af det allerfineste fajance og det mest simple lertøj.

”Vi kommer meget tæt på de mennesker, for det er jo deres helt almindelige, dagligdags ting, der ligger her. Man skal altså være ret hårdhjertet for ikke at blive lidt berørt af at se det her,” siger Helle Sigh, mens hun peger på en bunke sorte sko med huller i sålen, og hvor snørebåndene mangler.

Og derefter vender hun sig om mod et skelet af skibskatten, der naturligvis var med ombord for at holde musene væk, men som også havde en vigtig funktion som kæledyr for de oftest meget unge skibsfolk, der i lang tid ad gangen var meget langt væk fra forældre og søskende.

Strandingsmuseet i Thorsminde er opstået omkring de to voldsomme forlis. Det var danmarkshistoriens hidtil største undervandsudgravning, da marinarkæologer fra Nationalmuseet i 1980'erne bjærgede blandt andet kanondækket på ”HMS St. George”, som man havde kendt positionen på allerede siden 1940'erne.

Museet blev bygget i 1992, indtil da var vraggodset en del af Ringkøbing Museum. Strandingsmuseet blev udvidet i 2001 og omfatter nu også en lang række andre genstande, der er skyllet ind fra havet eller fiskerne har fået i deres garn.

Det sker typisk seks-otte gange om året, at lokale eller turister kommer med noget strandingsgods, som de vurderer kan være interessant for museet i Thorsminde.

”Strandingsmuseet er et typisk genstandsmuseum fra 1990'erne, men med om- og tilbygningen får vi mulighed for at brede historierne endnu mere ud og gøre dem mere sanselige, og ikke mindst får vi mulighed for at udstille roret, der blev bjærget i 2003, og som jo virkelig kan anskueliggøre, hvor store de her skibe var,” siger Ingeborg Svennevig, der er direktør for de kulturhistoriske museer i Holstebro.

”HMS St. George” var et skib, der var 59 meter langt, 17 meter bredt og havde en afstand på 60 meter fra topmast til køl. I forbindelse med udvidelsen håber museet også at få lavet en model af dette skib.

”Som arkitekterne har udtrykt det, så bliver det nye museum som et skib i et oprørt hav og kommer dermed til at danne den perfekte ramme for vores verdenshistoriske fortællinger fra havets bund,” tilføjer hun.

Store del af vragene fra de to skibe ligger stadig på havets bund. Blandt andet lastrummet fra ”HMS St. George” ligger godt beskyttet under fire-syv meter sand, og der vil det formentlig blive ved med at ligge længe endnu.

”HMS St. George” ligger cirka to kilometer syd for Thorsminde og ”HMS Defence” ligger på en position omkring halvanden kilometer nordpå. På det skib er der dog kun kølen tilbage og nogle enkelte spredte genstande.

Kasper Skaarup Sparath, der er marinarkæolog og inspektør på Strandingsmuseet indrømmer, at der er lidt af en skattejæger i sådan en som ham, og at han helt sikkert vil være klar med skovl og dykkerdragt, den dag vragdelene eventuelt skal graves fri.

Men han erkender også, at skibene er bedst beskyttede, hvor de er.

”Det er kun i tilfælde af en orkan, der rykker al sandet væk fra vragene, at man vil forsøge at bjærge dem. Så længe det ikke sker, er kulturhistorien fra krigskibene bedst bevaret på havets bund,” siger Kasper Skaarup Sparath.

Museumsfolkene har da også meget gode indikationer for, hvad det er, der ligger dernede. Dels på grund af det strandingsgods, der allerede er bjærget, og dels på grund af de skriftlige kilder, man også har adgang til.

En hel del breve og andre personlige papirer, der var møjsommeligt indpakket i oilskin og lagt i små kister, skyllede nemlig ind på land og udgør vigtigt materiale for historikerne.

”Der blev blandt andet fundet breve til en ung kadetelev, der var søn af en præst.

De breve giver en god fornemmelse af livet ombord og af familierne omkring den engelske flåde i det hele taget. Det er lidt ligesom at læse en roman af Jane Austen,” siger Helle Sigh.

Hun er begejstret for, at Strandingsmuuseet som statsanerkendt museum udover formidlingen også har forskningsforpligtelser.

I en montre på Strandingsmuseet i Thorsminde kan man også finde historien om det såkaldte kineserskib. Strandingen skete ud for Husby i 1902 og var forholdsvis udramatisk, da alle 28 ombordværende blev reddet i land.

Skibet havde en russisk kaptajn, men det var 15 kinesere, der udgjorde fyrbødermandskabet, der tiltrak sig mest opmærksomhed inde på land. De kom ind med redningsbåde iført silkegevandter og fodtøj, man aldrig tidligere havde set i Ringkøbing og omegn.

De lokale tog sig godt af de eksotiske mennesker, og blandt andet sørgede den lokale herreekviperingshandler for, at de alle 15 fik nydeligt nyt tøj og træsko på fødderne.

Inden de igen forsvandt ud af byen, blev der taget et fotografi, der blev lavet til postkort, som blev rene bestsellere. Fotografiet og eksemplarer af postkortene hører til blandt de af museets genstande, der vækker ret stor opmærksomhed.

Sandsynligvis fordi det siger noget om, hvor lidt de forskellige folkeslag kendte til hinanden på den tid og om det kulturmøde, der fandt sted i forbindelse med et forlis.

”Vi er sat i verden for at formidle det kulturmøde, som de strandede skibe har ført til mellem en vestkystegns beboere og verden udenfor. De skibe, der ved et uheld forliste ud for den jyske vestkyst, udgør en guldgrube af fortællinger, og vi får en hel del forærende, fordi historierne ofte er meget følelesladede.

Folk, der kommer her, er typisk på sommerferie, og så kan det godt være nogle lidt barske fortællinger at få smækket i hovedet. Men de fleste synes, det er spændende og i hvert fald kan det give anledning til mange snakke i familierne bagefter.

Vi fortæller om dengang, havet var lidt af en motorvej. Det kan være lidt svært at forestille sig, når man bagefter måske går ned til stranden og tager sig en uforstyrret svømmetur, men det er en vigtig del af vores historie,” siger Ingeborg Svennevig.

Som et af de få museer i Danmark oplever Strandingsmuseet foruden familierne også en ret stor tilstrømning af mænd.

”Her kommer mange mænd, der dyrker maskuline fællesskaber, og de ved som regel rigtigt meget i forvejen, så det gælder om at være virkelig godt klædt på, når sådan en gruppe skal have en omvisning,” siger Helle Sigh.