Der er noget eksotisk over haven i Jebjerg. Foran indgangen til atelieret vokser et figentræ vildt op ad murene på huset fra 1934. Dets grønne frugter lover god høst i sensommermånederne. Haven i Jebjerg, der ligger i Salling, 13 kilometer nord for Skive, er kultiveret med det, dens ejere kalder en urtehave.
For en bybo ligner det en mindre grøntsagsmark med kartofler, asparges og ærter side om side med skrigende orange og gule morgenfruer og afdæmpede engblomster i en douce palette, som er nabo til vældige artiskokker. De er plantet mere for deres udseende end deres smag. Drivhuset synes ganske overbevokset med et vildt, grønt indre, og det samlede indtryk kan for en lægmand være af utæmmelig og utæmmet karakter.
Men sådan er det ikke, fastslår havens ejere. Her hersker en vis systematik og orden. Og der er ikke meget ukrudt at spore, lyder det samstemmende fra efterskolelærer Pia Brask Andersen og hendes mand, kunstmaler og lektor i billedkunst, Henrik Scheel Andersen.
Bedene er farvekoordinerede og fortrinsvis holdt i dæmpede nuancer. Morgenfruernes farvehidsighed danner et bevidst ”komplementært farvechok” mod de blålilla lavendler. En uartig ærtesort med røde blomster skaber ravage i det hvide bed, og sådan er det, når man holder af at eksperimentere med gamle sorter, siger Henrik Scheel Andersen med et smil.
Haven er deres fristed og et helle til at samle tankerne og få fornyet inspiration, når et kunstværk kræver en pause, forstår man på hustruen.
”Vi prøver at være selvforsynende med det grønne og henter mad i haven,” siger Pia Brask Andersen. ”Vi nyder at spise det, vi selv planter, og langsommeligheden ved det.”
Huset fortæller samme historie. Det er et særligt hus, som bevidner overgangen mellem Bedre Byggeskik til funkis-arkitekturen, og da parret købte det i 1995, stod det endnu helt originalt. Nænsomt og med stor respekt for det oprindelige er huset blevet gennemrestaureret og bevaret – ”for vi har det kun til låns, sådan tænker vi om det. Nogen skal overtage det en dag, så vi vil passe på det, så godt vi kan,” siger Henrik Scheel Andersen og åbner indgangen mod et bryggers.
Duften af granskov og harpiks fra terpentinen afslører, at vi er tæt på atelieret, hvor der lige nu arbejdes med en række nye oliemalerier. Karakteristiske limfjordslandskaber går igen i motiverne. Sidste efterår udgav Henrik Scheel Andersen og digteren Knud Sørensen den anmelderroste bog ”Horisonter”, hvor digte og landskabsmalerier afløser og komplementerer hinanden.
Samarbejdet med Knud Sørensen hviler på et skæbnefællesskab, idet begge udøver kunst fra udkanten, siger Henrik Scheel Andersen.
”På den måde kommer vi skævt ind i et kulturdanmark, som er meget i København og perifert i Aarhus. Men i stedet for at tænke på alt det, de kan i København, med stor respekt for det, så kan vi måske noget andet herude. Og det skal vi passe på med at glemme,” siger han og fortæller om åbningstalen til Knud Sørensens og sin egen første fælles udgivelse, ”Nordjyske horisonter” fra 2012.
”Knud sagde, at når vi malede og digtede fra Mors og Salling, så var det vores kulturdanmark. Fordi vi lavede kultur, der hvor vi var. Det har jeg tænkt meget over. Knud er et lokalt kulturfyrtårn, og jeg tænker på samme måde – nu er det her, jeg bor, og så vælger jeg at lave mine billeder herfra.”
Henrik Scheel Andersen har altid malet Limfjorden. Som barn var det den vestjyske udgave, for han voksede op i Nørre Nissum med Vesterhavet og Limfjorden som naboer. Han husker at male med vandfarver som helt lille. Også landskaber.
Som lidt større ønskede han sig oliefarver og malede videre med dem. Den første udstilling var i den lokale bank i Lemvig. Han føler sig privilegeret over at have fået en umærkelig kulturel bagage af sine forældre, der var med i den lokale kunstkreds; faderen spillede teater og underviste i dansk på seminariet.
Følelsen af at være privilegeret strækker sig gennem hele hans liv, forstår man, når han fremviser husets smukke stuer og i detaljer fortæller om karmenes kvadrater, halvcirkler, buer og vinduernes lysindfald over elipseformede sprosser.
På den måde brydes lyset smukkere end sædvanens firkantede. Stuerne er indrettet med moderne kunst og keramik fra Japan. Bordet har hustruen dækket med agurk fra drivhuset og oste fra Thise-mejeriet få kilometer herfra. Pia Brask Andersen træder ind i stuen og i samtalen om at bo langt væk fra storbyerne.
”Problemet ved at bo herude er, at man føler sig udenfor. Det gør man jo nok,” siger hun, og Henrik Scheel Andersen nikker genkendende.
”Det er prisen,” siger han, inden hustruen fortsætter:
”Men for mig at se har det også den fordel, at du bevarer din identitet – du bliver ikke påvirket af andre, men får lov til at stå selv. Det synes jeg, har sin styrke, hvis jeg må sige noget. Det giver en styrke, at man ikke går efter de nye trends.”
”Det er jo både på godt og ondt,” svarer Henrik Scheel Andersen.
”Det giver frihed, at det ikke er dyrere at bo i dette hus end i et kollegieværelse i Aarhus. I forhold til vores økonomi synes jeg, at vi er privilegerede med at have en frihed, hvor vi kan rejse, leve med kunst og have en dejlig have – i det hele taget leve det liv, vi vil,” understreger han og fortæller, at parrets tre voksne børn er bosat i københavnsområdet og i Aarhus.
”Jeg hører mine københavnske venner og dem fra Aarhus fortælle om alle de begrænsninger, der må være herude. Om alt det, vi ikke kan. De synes, at de kan en hel masse, når de bor på 81 kvadratmeter, som de næsten ikke har råd til at betale husleje for. Jeg kan godt blive misundelig på dem. At de kan gå på Ny Carlsberg Glyptotek eller ARoS. Der er måske en galleriudstilling, hvor man kan danne netværk. Jeg kan ikke danne netværk hver torsdag aften på en café eller ved en fernisering, så derfor er jeg som kunstner også ensom,” fastslår han.
Netværket må man selv facilitere. Finde ligesindede og danne samarbejder på tværs af afstande. Og det gør Henrik Scheel Andersen. I en årrække udstillede og solgte gallerier i Aalborg hans malerier, for kunstmaleren havde det bedst med at være kendt som seminarielæreren i lokalmiljøet.
Men da Galleri Salling åbnede tilbage i 2005, bekendte maleren kunstnerisk kulør i lokalområdet. Stedet fokuserede på det lokale og satte gang i salget af limfjordsmalerierne på egnen. Da galleriet for nogle år siden måtte lukke, lå det ligefor at skabe et nyt kulturelt samlingspunkt med base i Jebjerg. Sammen med grundlæggeren af kulturmødet på Mors, Niels Otto Degn, åbnede Henrik Scheel Andersen Galleri 2132 hundrede meter længere nede af Jebjergs hovedgade. Det er det særlige ved at være kunstner langt væk fra den etablerede kunstscene, siger han. Man må selv få tingene til at ske.
Sådan er det også med de ”Pleinair”-begivenheder, han kuraterer hvert andet år med udgangspunkt i Glyngøre. Her samles syv kunstnere og giver hver deres fortolkning af egnen.
”Der er ikke nogen, der kommer med et halvt eller trekvart arrangement og spørger, om vi vil være med. Hvis vi gerne vil have en trædesten, så skal vi selv skabe den. Det gør vi med galleriet. Vi vil naturligvis sælge kunst, men vi vil også skabe et mødested, hvor man kan opleve ting, som man ellers ikke ser i området. Vi viser helt unge kunstnere, lokale kunstnere, københavnske kunstnere og udenlandske kunstnere. Det er lidt vildt i en by som Jebjerg, hvor der på en god dag bor 1500 mennesker.”
Om det nogensinde vil lykkes at blive en integreret del af Jebjerg, er ikke afgørende, siger han. Bare det at have et sted, hvor kulturen har et afsæt og kan give indtryk, er vigtigt.
Henrik Scheel Andersen vil give kunstens muligheder videre. Det er også derfor, han nu på 27. år underviser i billedkunst på seminariet i Skive. Malerierne laver han for sin egen skyld, sine egne idéer, siger han. Arbejdet med at uddanne kommende lærere i at tilrettelægge billedkunstundervisning er for andre.
”Jeg bliver tit spurgt, om jeg ikke helst ville bruge al min tid på at male. Men at tilrettelægge undervisning, hvor børn og unge kan komme i kontakt med en særlig side af deres liv igennem mødet med billeder eller ved at male, er for mig en meget meningsfuld opgave. Den del er lige så vigtig for mig som at lave mine egne billeder,” afslutter han fra atelierets varme indre, hvor granduften bliver ved med at kildre i næsen.
På turen fra Jebjerg mod storbyen folder sommerlandskabet sig ud i mættede farver. Markerne står grønne, og i de levende skel mellem dem strækker hyldeblomstskærme sig op imod solen. Fra toppen af en bakke åbenbares Limfjordens tap ind mod Skive og giver mindelser om et limfjordsmaleri af Henrik Scheel Andersen.
