Pakhuset ved Alssund i Sønderborg var længe opgivet. Den gamle, historiske bygning stod tom og efterladt i årevis, men i byrådet havde flere en drøm om at revitalisere pakhuset og fylde det med kultur. Og sådan er det gået.
Det gamle pakhus i Sønderborg er nu blevet bygget sammen med en splinterny, hvid bygning, der lader fortiden og fremtiden smelte sammen under den prosaiske titel Multikulturhuset – som et stærkt (men noget mindre), sønderjysk svar på Dokk1 i Aarhus med både foredragssal, et dansk og tysk bibliotek og Sønderjyllands Kunstskole under samme tag.
”Det er nærmest, som om vi har fået en hel ny by,” siger en kone til sin mand, mens de går forbi Multikulturhuset på den helt nye asfalt, som vej- og parkmedarbejderne lige nåede at lægge inden indvielsen af Multikulturhuset i forrige uge.
Gravkøernes larm på den omkringliggende byggegrund, hvor de sidste træer lige skal plantes, er dog stadig en kontrast til de flittige, elektroniske døre, der lydløst glider op og i med næsten samme frekvens som dem i Føtex, mens det vælter ind med besøgende i alle aldre. Skolebørn ankommer på cykler og skateboards, studerende drikker kaffe på trappen ud til Alssund, og i nogle af vinduerne kan man skimte pensionister, der allerede står og maler derinde på kunstskolen.
Ifølge projektbeskrivelsen skal Multikulturhuset hver dag åbne dørene for 1000 mennesker. Og det skal nok passe på denne dag, hvor bygningen jo også stadig har nyhedsinteresse for de lokale.
”Der var mange ældre, der beklagede sig over, at de nu skulle herned i stedet for at gå på biblioteket på Kongensgade, men vi skal nok komme herned. Ellers kommer der jo nok til at komme busser,” som en smilende cyklist på godt 80 år formulerer det, inden hun kigger ud over Alssund og tilføjer:
”Og her er jo også meget skønnere!”
Set ”hernedefra” er Multikulturhuset også kun den nyeste nabo i en by, der i forvejen emmer af kultur. Overalt opføres luksuslejligheder ved vandet. På den anden side af Alssund ligger byens universitet også og spejler sig i vandet med indbygget koncerthal i europæisk topklasse, og vender man blikket, kan man både se Sønderborg Slot og bakken mod Dybbøl Mølle, der maler hele området ind i historie og kultur.
Men det gamle, forfaldne pakhus, der nu er blevet bygget sammen med et moderne prestigebyggeri – vel også som et hvidt modsvar til Den Sorte Diamant i København – er alligevel et billede på en by, som har ønsket sig en stærkere kulturel profil.
Det har flere kulturforkæmpere æren for. A.P. Møller og Hustrus Fond har for eksempel støttet Multikulturhuset med et betragteligt millionbeløb. Men en af de politikere, der allerede i begyndelsen af 2000’erne drømte om at flytte hovedbiblioteket ned til vandet, var efter eget udsagn Stephan Kleinschmidt fra SlesvigskParti.
Han har også for mange sønderjyder været kulturens unge ansigt i byen gennem de seneste tre forskellige konstitueringsaftaler siden 2005, hvor den nu kun 40-årige borgmesterkandidat først kunne skrive ”formand for kultur- og fritidsudvalget”, så ”formand for kultur og erhverv” og siden 2013 ”formand for kulturel og regional udvikling” på visitkortet.
Titlerne afspejler også, hvordan kulturen er blevet en stadig større del af Sønderborgs selvforståelse og strategi. For mens kulturpolitikken på Christiansborg rangerer så lavt i hierarkiet, at kultur- og kirkeminister Mette Bock (LA) flere gange med en vis selvironi har sagt, at hun følte sig som regeringens fundament, er kulturpolitikken noget, der for alvor flytter stemmer i Sønderborg.
Stephan Kleinschmidt går således til valg på sin kulturpolitik, og ifølge de lokale medier er det slet ikke urealistisk, at han snart kan bytte sin formandspost for ”kulturel og regional udvikling” ud med en borgmesterpost. Selveste Mads Clausen fra Danfoss har også støttet ham offentligt, og at dømme efter de mange, der gerne vil sige ”mojn” til borgmesterkandidaten, mens han viser Kristeligt Dagblads medarbejder rundt i Multikulturhuset, skulle han også have en chance.
For fire år siden var det efter sigende også tæt på, men dengang havde han lige tabt et andet stort slag, da han forgæves stod i spidsen for Sønderborgs forsøg på at blive europæisk kulturhovedstad. Aarhus vandt som bekendt det kapløb. Men siden har Sønderborg ikke skiftet kurs, og det giver troværdighed omkring byens kulturprofil, siger Stephan Kleinschmidt allerede, da vi sammen går gennem de lydefrie døre – på samme måde som han selv glider frit ind og ud af både rigsdansk, sønderjysk og tysk, alt efter hvem han bliver stoppet af undervejs.
En alsisk kvinde vil for eksempel vide, hvem der fik den vidunderlige idé at bevare pakhuset.
”Dæ væ faktisk mæ,” siger den sønderjyske politiker, inden han på lige så flydende tysk hjælper en tysk biblioteksbruger på vej, mens han smiler undskyldende til Deres udsendte. Men vælgerne skal jo også passes.
”For fire år siden var der nogle, der syntes, at vi havde fokuseret for meget på kultur. Dengang var der også flere, der sagde, at ’ham Stephan Kleinschmidt snart må forstå, at der er andet i livet end kultur’. Men i dag er de fleste enige om, at kultur skal være et af byens fyrtårne sammen med vores grønne profil og havneudvikling.”
Borgmesterkandidaten peger på, at kulturen også gavner kommunen på flere planer:
”Vi bruger kulturen til at styrke selvforståelsen. Kulturen har jo også den effekt, at den skaber fællesskaber. Kulturen er vi fælles om, og vi ved også, at kulturen har en enorm betydning for, at folk bosætter sig her og er stolte af deres by. Det er vigtigt. For vi har stadig en udfordring med en nettofraflytning. Og derfor besluttede vi allerede for 12 år siden, at kulturen skulle være et af vores fyrtårne. Vi skal gøre os lækre, og det hjælper kulturen med,” siger Stephan Kleinschmidt.
Han tilføjer, at de fysiske bygninger i den sammenhæng kun er en del af byens kultursatsning. Byen prøver også at tiltrække store kultur-events – og det er da for nylig også lykkedes at samle både spejdere, brandmænd og kvindesagsfolk i byen. Men symbolværdien i at have et dansk og tysk bibliotek i samme bygning er også god, mener han:
”Mit håb er, at Sønderborgs kultur ikke kun skal overskride kommunegrænser, men også landegrænser. Omkring 150-året for 1864 så vi jo, hvordan det også blev markeret med tysk deltagelse. Dengang talte jeg med den store lokale historiker Inge Adriansen, som desværre døde for nylig, om at lave et monument for fredelig sameksistens.”
”Og nu kommer der snart 100-året for Første Verdenskrigs afslutning i 2018 og 100-året for genforeningen i 2020. Sådan kalder historien også hele tiden på nye kulturprojekter,” siger Stephan Kleinschmidt, mens han åbner døren ind til Sønderjyllands Kunstskole, hvor kunstlæreren Adam Gabriel er ved at lære sine elever at lægge skygge på malerier.
”Vi fik lov til at flytte ind for tre uger siden, så nu er der allerede maling på gulvet,” griner kunstlæreren.
”Det er fantastisk her. Men kunsten kunne sagtens få endnu mere plads,” siger Adam Gabriel og tilføjer:
”Vi skal turde drømme stort. Jeg kan huske, at jeg begyndte at græde, da jeg så Notre Dame-katedralen i Paris som barn og fik forklaret, hvordan kirken var blevet lavet. Og jeg tænkte ’hold da op, er det så smukt at være menneske?’ Sådan kan vi også bygge og lave kunst i en mindre skala, men vi skal turde drømme stort. For den kunst og de bygninger, vi skaber, er også gaver til eftertiden,” siger han, mens solen går ned over Alssund og Sønderborg Slot udenfor. Næsten som i et eventyr.