Forfatter: Kulturer støder ikke sammen, de blander sig med hinanden

Forfatteren Jens Christian Grøndahl indkredser i sin bog ”Europas ambassade” , der udkommer i dag, hvordan flygtningekrisen påvirker den europæiske selvforståelse. I dette uddrag fra bogen møder den danske forfatter sin italienske kollega Erri De Luca i Rom, hvor samtalen falder på de bibelske perspektiver i den aktuelle krise

Blandt bogens spørgsmål er, om de europæiske velfærdssamfund kan holde til at tage imod et uanet antal mennesker.
Blandt bogens spørgsmål er, om de europæiske velfærdssamfund kan holde til at tage imod et uanet antal mennesker. . Foto: ELIO DESIDERIO/EPA.

Linje 3 fortsatte langs San Lorenzo-kvarteret og viadukten, der leder trafikken ud til de store motorvejsudfletninger mod øst. Jeg skulle af næste gang, dér hvor sporene fra Termini passerer Porta Maggiores arrede triumfbue. Her begynder forstæderne med deres lejekaserner, autoværksteder og småindustri. Rom kan gøre et forslået indtryk i den ubestemmelige overgang mellem centrum og periferi, og så er der tomrummet, aldrig helt udfyldt igen, efter byen, der var. Sollyset gjalder mere end ellers over ruinerne af den aurelianske bymur, omgivet af tørt græs og affald. Man bliver mindet om, at det virkelig er skæret fra en stjerne. At vi blot befinder os på en planet blandt så mange andre.

Da jeg var i Paris et par måneder før, havde jeg en aften hos nogle venner fortalt om min sidste bog, ”Vejen til Betlehem”, en lang novelle, der genfortolker juleevangeliet fra Josefs synspunkt. Min værtinde svarede, at hun kendte en bog, der fortalte den samme historie, ”Au nom de la mère”. Forfatteren var Erri De Luca. Jeg læste den, før jeg tog til Rom, forundret og lettere urolig på den naive måde, som kun en forfatter kan præstere, når det viser sig, at en kollega har fået den samme idé.

Hvordan reagerer mennesker på tanken om det guddommeliges indtrængen i deres liv? Til min lettelse var hans greb om historien helt anderledes end mit.

Hos ham var Josef ikke en patriarkalsk jøde af den gamle skole, der kun modstræbende overgiver sig til Maria og det underfulde ved hendes tilstand. Erri De Lucas Josef er en forelsket mand, der kaster sig ud i kærligheden og gør oprør imod loven og dens bud om, at utro kvinder skal stenes.

Min fortælling er en omvej til mødet med det hellige, og jeg havde efterladt mine personer dér, på tærsklen til kristendommen. Erri De Luca tager derimod myten på ordet, oplyser den indefra med troens poesi. Jeg ved ikke, om han er troende, men det kan også være lige meget.

Da jeg sammenlignede hans bog med min egen, sprang det i øjnene, at de er skrevet i hver sin kulturelle atmosfære. Min er mere jordnær og blufærdig, hans er i mere selvfølgelig kontakt med det bibelske stof, den er gjort af.

Jeg fortsatte til fods fra Porta Maggiore, forbi Minerva-templet og videre op ad Via Giolitti langs det kinesiske kvarter og den lange, travertinklædte mur mellem gaden og sporene ind til Termini. Jeg fik hurtigt øje på Erri foran sideindgangen til ankomsthallen. Han stod omgivet af et tv-hold, der havde lavet nogle optagelser med ham inde på banegården.

Vi gik hen på en bar i kolonnaden mellem Termini og Piazza della Repubblica. Erri er i 60’erne og ligner en bonde fra Lazio, hans ansigt er som skåret i oliventræ. En olivenbonde, ikke sådan lige til at aflæse, kun klædt i sweater og en gammel tweedjakke, selv om det var en kølig aften. Vi talte om Josef og Maria. Man måtte huske på, sagde han, at Josef var migrant. Han var brudt op fra Betlehem i det tørre, stenede syd for at prøve lykken i det frodige nord. Ligesom bønderne fra Syditalien, der efter krigen søgte mod nord for at blive fremmedarbejdere i deres eget land. Galilæa havde været lige så tiltrækkende som Piemonte eller Emilia Romagna.

Vi undgik ikke at tale om Inger Støjbergs flygtninge- stramninger. Han betragtede mig, mens jeg refererede så fair, jeg kunne, og jeg kom næsten til at føle mig skyldig, måske fordi han ikke fortrak en mine. Jeg prøvede at sammenfatte den danske diskussion om muslimske parallelsamfund og afbrød mig selv med et spørgsmål, mest for at vriste mig fri af den følelse, hans rolige blik fremkaldte.

Følelsen af at repræsentere noget, som jeg hverken kunne identificere mig med eller undsige helt. Vores danske forbehold ikke bare over for Europa, men over for alt, hvad der kommer udefra. Alt, hvad der forstyrrer freden i et lille samfund, hvor man neden under de passerende kontroverser føler sig i pagt med hinanden.

Jeg spurgte, om man også oplevede kultursammenstød i Italien. Der gik nogle lange sekunder, før han svarede.

”Kulturer støder ikke sammen,“ sagde han stilfærdigt, ”de blander sig med hinanden.“ Hans ord skulle komme til at genlyde i mit baghoved i de følgende dage og uger. Havde han ret, eller overså han alt for letkøbt, hvad vi nordeuropæere mere end nogensinde har fået ind på livet? Simpelthen fordi det er Tyskland og Sverige, til nød Danmark, de flygtende og migrerende menneskemasser har for øje, når de sætter fødderne på en græsk eller italiensk strandbred?

Erri talte om Sicilien, hvor fønikere, grækere, romere, arabere og normanner på skift har efterladt deres spor, og hvor sporene krydser hinanden i en spraglet, frodig uorden. Han fortalte, at sicilianske fiskere i nogle tilfælde var blevet anklaget for menneskesmugling, fordi de havde bjærget bådflygtninge i rum sø.

Jeg talte om den skrøbelige velfærdsstat, om velfærdsstatens følsomme balance mellem at nyde og at kunne yde sit. Han så bare på mig ud af sit kloge, uransagelige bondeansigt, og jeg måtte spørge mig selv, mens jeg talte, hvordan noget så sammentømret som det danske samfund pludselig skulle kunne blive så sårbart. Jeg kom til at føle mig fornæret, mens jeg forklarede.

Her var der ikke den samme tryghed, svarede han. Man havde kun sin familie, dén var det eneste sociale sikkerhedsnet, man kunne regne med. ”Hos os er staten svag,“ fortsatte han,” men folk er mere tolerante.”

Jeg sagde, at svagheden ved al vores finmaskede velfærd nok er, at vi har uddelegeret næstekærligheden til institutioner og professionelt personale. Sammen med skattetrykket og skatteydernes følelse af at have ydet deres kan det give den udenforstående en opfattelse af, at vores moralske beredskab er under permanent lokalbedøvelse. Som om det går ud over indlevelsen, når solidariteten holdes ud i strakt arm.

Vi kom til at tale om forskellen mellem den katolske kirkes sociale engagement og den lutheranske tilbageholdenhed over for alt politisk. Jeg prøvede at forklare den tidehvervske holdning: at næsten altid og kun er den konkrete fremmede på éns dørmåtte. At det almengjorte engagement i menneskelige lidelser hinsides havelågen er første skridt i retning af den verdslige humanismes totalitære guddommeliggørelse af Mennesket. Igen så Erri bare på mig, denne gang med et anstrøg af træthed.

Jeg bad ham fortælle noget om Lampedusa. Han beskrev den lille øs geografi, dens næsten lodrette klippevægge mod nord, de indbydende laguner og strande mod syd. Han smilede. Stedet var som skabt til at tage imod mennesker, der kom sejlende fra Afrika. Han beskrev, hvordan øboerne uden forbehold eller tøven havde åbnet deres arme for bådflygtningene. Til at begynde med havde der ikke været noget som helst officielt beredskab. Lokalsamfundet måtte selv organisere modtagelsen, uafhængigt af de fjerne myndigheder på fastlandet.

”Lampedusa er Europas ambassade,” tilføjede han. For resten havde han en veninde på øen, Paola La Rosa, en tidligere advokat fra Palermo, der var stået af ræset sammen med sin mand og havde indrettet en bed & breakfast i deres sommerhus. Han gav mig hendes telefonnummer.

Udenfor var mørket faldet på. ”Paola har en interessant historie at fortælle,” tilføjede han, før vi skiltes i mylderet af forbipasserende under den oplyste arkade.

Da jeg kom hjem, sendte jeg en sms til Paola La Rosa. Om aftenen læste jeg en anden af Erris bøger, som jeg havde fundet i Paris, den lille essaysamling ”Les saintes du scandale”, ”Skandalens helgeninder“. Den beskriver – igen – Maria samt fire kvinder fra Det Gamle Testamente, der som hun går på tværs af religionens maskuline orden og med deres mod åbenbarer troens dybere indhold.

Erri har studeret hebraisk og analyserer undervejs de bibelske begrebers semantiske og poetiske rækkevidde. En af kvinderne er Ruth fra moabitternes land, men historien begynder i Betlehem. Det er efter jødernes erobring af Israel, landet med mælk og honning, der imidlertid snart skal blive tørt og ufrugtbart.

Elimelek, hans kone, Naomi, og deres to sønner flygter fra tørken og bliver de første jøder i diaspora. Som hjemløse migranter slår de sig ned hos moabitterne, hvor der ikke er hungersnød, og sønnerne finder hver en kone. Elimelek dør i eksilet, det samme gør hans sønner, og Naomi beslutter sig for at vende hjem til Israel.

I overensstemmelse med skik og brug sender hun sine svigerdøtre tilbage til deres familier, men den ene enke, Ruth, vil ikke hjem. Hun vil være sammen med sin svigermor og tilhøre det folk, som hun har valgt at blive en del af.

Også Ruth bliver altså migrant, blot i modsat retning. I mellemtiden er jødernes land igen blevet frugtbart. Naomi og hun ankommer til Betlehem under høsten, og Ruth benytter sig af reglen om, at høstarbejderne kun må passere over marken én gang. Hvad de efterlader, kan de fattige frit tage, sådan er fordelingspolitikken i jødernes land.

Det viser sig, at Ruth sanker korn på en mark, der tilhører en af Naomis slægtninge, Boaz. Da hun har takket ham, spørger hun, hvorfor hun, en fremmed, har fundet nåde for hans øjne. Boaz svarer, at det er Guds belønning for, at hun har valgt at tilhøre et folk, som hun ikke kendte i forvejen.

Senere i historien byder Naomi hende at opsøge Boaz om natten. Den gamle mand gifter sig med den unge enke og besegler hendes optagelse i det jødiske folk.

Ruths historie ligger sammenfoldet i en af de ældste tekster om, hvem vi tror, vi er. Da jeg den aften i Rom læste Erris portræt af hende, kunne jeg ikke lade være med at sætte hans fortolkning i forbindelse med, hvad vi havde talt om. Mennesker, der bliver fremmede, fordi de har måttet forlade deres hjem i håbet om et bedre liv eller blot i håb om at overleve. Mennesker, der tager imod en fremmed og gør plads til hende i deres midte. Muligheden for at skifte plads i verden, løsne sit tilhørsforhold og knytte et nyt. Hvordan loyaliteten kan blive et personligt livsvalg frem for at være et etnisk stempel.