Sandet springer flere meter op i luften, når en gæst træder på en landmine i det interaktive minefelt på Tirpitz-museet i Blåvand og dermed udløser en eksplosion, der viser sig på væggen. Ruinerne ved Danmarks Borgcenter i Vordingborg forvandler sig til det kongeslot, der lå på stedet for 700 år siden, når museets gæster bevæger sig rundt på terrænet med en iPad i hånden. Og en museumsgæsts krop forvandles til en slagtørstig vikings, når gæsten bevæger arme og ben i et felt på gulvet på museet Kongernes Jelling.
Kulturhistoriske museer er i dag i høj grad også digitale museer, hvor ny interaktiv teknologi bruges til at lade publikum opleve kulturhistorien på egen hånd. Det bekræfter en rundspørge, som Kristeligt Dagblad har foretaget blandt ansatte på landets kulturhistoriske museer. Her svarer 52 ud af 64 ja til, at deres museum tilbyder digitale interaktive muligheder for de besøgende. Samtidig svarer 61 ud af 62 svarende museumsansatte, at de i en eller anden grad mener, at digital interaktivitet er en nødvendighed for at kunne tiltrække og fastholde besøgende på de kulturhistoriske museer anno 2019, mens kun én ud af de 62, der har besvaret spørgsmålet, mener, at det slet ikke er nødvendigt.
Men sådan har det ikke altid været, fortæller Hans Dam Christensen, der er professor i kulturformidling ved Københavns Universitet og tilknyttet et nationalt forskningsprogram, kaldet Vores Museum, om innovativ og digital museumsformidling. Ifølge ham begyndte museernes digitale rejse i midten af 1990’erne, hvor museerne i stigende grad fik hjemmesider med oplysninger om åbningstider. I 2000’erne blev det digitale så også bragt ind i udstillingsrummene – i begyndelsen særligt for at rette sig mod børn og unge. Det var dog ikke museumsledelsen selv, der havde ambitioner om at gøre museerne digitale.
”Museerne er fra politisk side blevet presset til at gå med på den her digitaliseringsbølge. Det er det, der har været uddelt midler til, og det, museerne er blevet målt på. I evalueringer er der blevet givet anmærkninger, hvis museer ikke anvendte nye digitale medier i formidlingsøjemed. Det har været et kulturpolitisk krav, fordi der har været antagelser om, at digitaliseringen fremmede formidlingen af museernes kulturarv, men det har der faktisk aldrig været videnskabelig dokumentation for,” siger Hans Dam Christensen, der fortæller, at man i forskningen først nu for alvor er begyndt at undersøge effekten af digital formidling på museerne.
Og som han ser det, kan de digitale virkemidler have positiv effekt, men de har det ikke nødvendigvis.
”Gennem tiden er der blevet brugt rigtig mange penge på teknologiske ting, som var fuldstændig unødvendige, men heldigvis også på ting, som vitterligt har udvidet museumsformidlingen,” siger Hans Dam Christensen og fortsætter:
”Man kan stå foran noget midt ude i en skov og scanne en QR-kode med sin mobiltelefon og så få svar på, hvad det er, man står og ser på – eller man kunne i 2006 låne en mobiltelefon på Vikingeskibsmuseet, der ved hjælp af GPS gav fakta om sunkne skibe og gamle havne i det område af Roskilde Fjord, man befandt sig i. Det ville man ikke kunne gøre uden det digitale. Men samtidig er der også meget digital formidling, der ikke nødvendigvis har en højere værdi i sig selv. Om man står på et museum og scanner en QR-kode for at få oplysninger om en genstand, eller om man læser om genstanden på et skilt, gør ikke altid den store forskel,” siger Hans Dam Christensen.
I dag ved de fleste museer, at det digitale ikke i sig selv gør museer mere attraktive, vurderer Signe Lykke Littrup, der er museumsinspektør på Frilandsmuseet nord for København og netop har færdiggjort sin ph.d.-afhandling om digitale teknologier og museumsoplevelser.
”For 10-15 år siden var der mere hype omkring det digitale og en tendens til at forvente, at med digitalitet ville museerne også blive mere demokratiske og interaktive og tilløbsstykker for selv de unge gæster. Sådan gik det ikke, og museer har fået erfaring med det digitale nu og har mere realistiske forventninger. For det digitale kan løse noget, men ikke alt – og nogle ting er det analoge bedre til,” siger Signe Lykke Littrup.
I kommentarsporet til Kristeligt Dagblads rundspørge fremfører flere museumsansatte netop også, at det er vigtigt, at digitale løsninger ikke bare bruges, fordi de er digitale, men fordi – og når – de løfter formidlingen. Men selvom man på museerne er ved at få øjnene op for, at digitale løsninger ikke altid er de bedste løsninger, betyder det ikke nødvendigvis, at de kasseres, siger Signe Lykke Littrup.
”Der er altid et økonomisk aspekt i udstillinger, og nye teknologier er en investering. Man kan ikke bare kassere dét, man indkøbte året før. Derfor vil der også i dag være museer, der bruger udstyr, som dybest set ikke er optimalt. Men man har ikke råd til at købe nyt hele tiden,” siger Signe Lykke Littrup.
*Avisens spørgsmål til de statslige- og statsanerkendte kulturhistoriske museer tager afsæt i Danmarks Statistiks tabel ”Aktiviteten på museer sorteret efter landsdel, museumstype og museumskategori 2017”, der på tidspunktet for undersøgelsens tilrettelæggelse var den nyeste tabel. Danmarks Statistik har senere ændret klassificeringen af museumskategorierne.