Prøv avisen

Kulturhovedstad? Hvor er det?

I år er den portugisiske by Guimaraes europæisk kulturhovedstad. Det kan føre til vækst og national opmærksomhed. Men symbolsk har den eftertragtede EU-titel ikke den store betydning, mener EU-ekspert. – Foto: .

De europæiske kulturbyer blev iværksat for at skabe en fælleseuropæisk ånd. Men i dag skaber de højst økonomisk vinding og national opmærksomhed, mener EU-ekspert Uffe Østergaard

Denne artikel starter med en lille gættekonkurrence: Hvilke to byer sidder med den fornemme titel europæisk kulturhovedstad 2012?

Kender De, kære læser, ikke svaret, er det ikke usædvanligt. De færreste er nemlig bekendt med det.

LÆS OGSÅ: Kultur i udkanternes grænseland

Med over 40 kulturhovedstæder siden 1985 har titlen efterhånden mistet noget af sin status. Fra 2001 er der endda to byer ad gangen, og EU står i dag med nogle store økonomiske problemer, der overskygger slovensk folkedans og portugisisk fado.

Selv gør EU-Kommissionen, der har ansvaret for de europæiske kulturhovedstæder, et større nummer ud af titlen og proklamerer, at initiativet er blevet en af de mest prestigefyldte og højprofilerede kulturelle begivenheder i Europa.

I år er det den portugisiske by Guimaraes og den slovenske by Maribor, der er kulturhovedstæder. I næste måned afleverer to danske byer deres ansøgning om at blive europæisk kulturhovedstad i 2017. Aarhus og Sønderborg har lagt mange kræfter og midler bag deres ansøgninger, som for Sønderborgs vedkommende beskrevet i avisen i lørdags.

Men symbolsk har byerne ikke opnået den værdi, som EUs ledere havde drømt om i 1985, hvor Grækenlands hovedstad, Athen, var den første kulturby. Det mener Uffe Østergaard, professor ved CBS, Handelshøjskolen i København, med speciale i Europas historie og integration.

Initiativet var led i EUs bestræbelser i 1980erne på at skabe en europæisk sjæl, og man legede med tanken om en symbolsk udbygning af unionen og introducerede flag, sang og en europadag. Men alt det må siges at være baseret på en fejlagtig forståelse af EU-samarbejdet. At man kan kopiere nationalstaten på europæisk niveau. Al denne symbolpolitik er netop det, EU er mislykkedes allermest med, siger Uffe Østergaard.

Han mener, at de europæiske kulturhovedstæder kan føre til en udvikling af byerne. Men det er ofte projekter, der alligevel er på vej, idet der ikke følger nogen egentlige midler med titlen fra Bruxelles.

EU harselv gjort meget ud af værdien i at blive kulturhovedstad. I 2004 udkom rapporten European Cities and Capitals of Culture, der blandt andet konkluderer, at mange byer har renoveret historiske bygninger eller distrikter og åbnet nye kulturhuse. Det har gjort en vigtig forskel, hvad angår udvalget af tilbud til publikum, øget mulighederne for lokale kunstnere og skabt arbejdspladser inden for den kulturelle sektor og relaterede erhverv.

At blive udpeget til europæisk kulturhovedstad udgør en enestående mulighed for at mobilisere og forene indbyggerne i et område, samtidig med at man sikres usædvanlig høj grad af international bevågenhed. Det er betydningsfuldt at blive valgt, ikke alene for det kulturelle område, men også hvad angår sociale og økonomisk afledte effekter, hedder det blandt andet i rapporten.

En af de byer, der har haft succes som kulturhovedstad, er den engelske havneby Liverpool. Her lavede forskere ved byens universitet efter et begivenhedsrigt år i 2008 efterfølgende en evaluering, der blandt andet viste, at byen havde 27,7 millioner besøgende, hvilket er 34 procent flere end året før. Ifølge rapporten havde titlen også stor betydning socialt og økonomisk.

Byen oplevede en renæssance, fortæller dr. Beatriz Garcia, der leder universitetets institut for kulturel kapital og stod i spidsen for rapporten.

Den gamle havneby havde førhen ikke noget godt ry, men det ændrede sig i 2008, siger hun. Titlen gav Liverpool en platform til at transformere sig, og der opstod et godt samarbejde på tværs af miljøer og faggrupper.

Før havde den kulturelle sektor svært ved at markere sig og samarbejde både internt og med andre områder. Men titlen tvang folk til at arbejde sammen, og der opstod en god forvaltning af processen. Det blev en stor økonomisk succes, det blev godt for infrastrukturen og turistsektoren, siger Beatriz Garcia.

Ifølge hende er det ofte de mindre byer, der har størst succes som kulturhovedstæder. Der er mest potentiale for at finde et fælles mål og skabe et godt samarbejde mellem sektorerne. Store byer som Istanbul, Paris og København kan ifølge hende have sværere ved at nå samme resultat og koordineringsgrad, måske fordi de allerede er kendte kulturelle centre. Men det er op til den enkelte by at nå frem til, hvad man vil opnå med titlen, fastslår Beatriz Garcia. Hun peger også på nogle byer, hvor det er gået helt galt med at være kulturhovedstad, som for eksempel i Grækenland, hvor budgetter og dårlig ledelse har kastet et dårligt lys over kulturbyen.

København var kulturhovedstad i 1996 og fik ifølge Trevor Davies, der var generalsekretær for byen som kulturhovedstad, meget ud af anstrengelserne. Han nævner helt konkret kunstmuseet Arken i Ishøj, spillestedet Vega, Øksnehallen, udflytningen af de kunstneriske uddannelser til Holmen og udbygningen af Statens Museum for Kunst.

Men endnu vigtigere er den mentale ændring, som København gennemgik, mener Trevor Davies.

Byen kom til at se sig selv som en storby i europæisk sammenhæng. Byen fik international omtale og kunne lægge en helt ny strategi som kulturby. København blev meget mere end Tivoli og Den Lille Havfrue. Man fik øjnene op for, at kulturturisme kunne være andet og mere end det. Samtidig begyndte det kulturelle regionale sammenarbejde for alvor med kulturhovedstadsprojektet i 1996, siger Trevor Davies, der i dag er projektleder for Aarhus arbejde for at blive kulturhovedstad.

Aarhus står over for nogle af de samme udfordringer, som København gjorde dengang, mener han.

Aarhus kalder sit kulturhovedstadsprojekt Rethink, fordi det handler om at gentænke kulturen. Kulturen er ikke blot museer og teatre, det er også vores måde at leve sammen på, og vi vil gerne i højere grad være med til at involvere borgerne i det offentlige og kulturelle liv. Aarhus har de samme udfordringer som mange andre europæiske byer, eksempelvis med ghettodannelser og den måde vi organiserer vores bysamfund på, og vi vil gerne gå forrest og finde nye veje. Jeg ser vidensudvikling som vores fornemste opgave, hvis vi bliver kulturhovedstad i 2017, siger han.

Uffe Østergaard er enig i, at kulturhovedstæderne har en national branding-funktion, blandt andet fordi titlen gør det lettere at få adgang til nationale midler. Han ser det også som positivt, at titlen nu går til mindre byer, hvilket er med til at sætte fokus på andre sider af lande, der er udpræget centralistiske. Men vi bliver altså ikke mere europæere af den grund.

Man vil heller ikke få den store succes med et fælleseuropæisk fodboldhold. Man kan ikke kan gentage nationalstaterne. De er der allerede. Der er masser af samarbejde og reel indflydelse, der er flyttet til Bruxelles. Men symbolpolitikken bliver nok aldrig fælles.

Europæiske kultur-hovedstæder 2001-2017