Mathilde Walter Clarks samling af essays glimter både i deres høje kvalitet – og i de mangler, som også bærer dem, nemlig den befriende mangel på domsafsigelse. Essayene er tidligere trykt i især danske dagblade, og de indeholder som oftest en form for kulturkritik, der gnidningsløst er flettet sammen med personlige anekdoter, men det er imidlertid en kulturkritik uden overforklarende konklusioner og ”sådan er det”-påstande. Snarere aner man, at Mathilde Walter Clark er kritisk over for det meste.
Samtidig skriver Mathilde Walter Clark både ukunstlet og med en metabevidsthed, der sætter den pågældende tekst i scene a la ”den og den redaktør har bedt mig om at skrive om dette og hint…”. Det er uhøjtideligt virkelighedsnært og pointerer undervejs også en hel del om det at skrive, som da forfatteren er blevet bedt om at skrive et Søren Kierkegaard-essay, hvori hun kritiserer den skematiske læsning af ham, men ender med at måtte forkaste sit første uddrag:
”Jeg ville skrive, så interesserede læsere gik til Kierkegaard selv frem for at læse letintroduktioner som for eksempel Johannes Sløks ’Kierkegaards Univers’, fordi jeg synes, den giver et fortegnet billede af elefanten. (…) Da min mor efter at have læst mit første essay skrev til mig, at nu havde hun købt Sløks bog, forstod jeg, at jeg måtte skrive et nyt.”
Netop anekdoterne er et af Mathilde Walter Clarks stærke kort. Hun har oplevet meget, rejst verden rundt på skriveophold og mødt spændende og stimulerende selskab, og hvert ophold har affødt væsentlige tanker. Som i essayet ”Gorillaen i Corsicana”, hvor indbyggerne i en lille amerikansk soveby bliver rystet i deres grundvold, da en gennemrejsende kunstner påpeger, at en gorilla-skulptur på byens legeplads er racistisk.
Som den eneste af legepladsens store figurer er den i bur (grundet balancemæssige udfordringer, da børnene kravler på figurerne, lærer vi undervejs), og desuden er den jo sort. Det må være et tegn på en underliggende racisme. Mathilde Walter Clark stiller sig undrende over hele historien, men hun genfortæller den sobert og uden den indignation, som ellers ligger lige for at gribe efter – ligesom hendes ubarmhjertige fremstilling af stedfaderens uværdige behandling på et navngivet hospital bliver fremstillet uden vrede eller bitterhed, blot i fremadskridende nøgternhed:
”Indimellem holder morfinen op med at virke. Vi ringer på klokken. En ny sygeplejerske, én jeg ikke har set før. Hun råber: I har ringet på klokken? Hun lyder som et sportsstævne. Det var morfinen, siger jeg. Hun sætter mig ind i reglerne for at give morfin. Hendes stemme er hæs og høj. Hun virker irriteret. Vi er irriterende. Vi er de irriterende på stue 7. Døden er irriterende.”
Stedfaderens død i essayet ”Min stedfars sidste dage” fungerede også som katalysator for gennembrudsromanen, ”Lone Star”, der udkom for to år siden, ligesom nogle af de samme oplevelser og sammenligninger, som en strofe fra en Dirch Passer-vise, går igen i flere essays. Man bliver med andre ord også klogere på den dansk-amerikanske forfatters natur og historie, og selvom Mathilde Walter Clark tidligere i sit skønlitterære forfatterskab har styret uden om det personlige stof og især skrevet fantasirig og næsten surrealistisk litteratur, så virker det til, at hun virkelig har ramt en fortællemæssig guldåre med sin subjektive stemme. ”Well done”.