Hun bryder sig ikke om klassisk musik og opera. Hun afviser, at hun har læst bøger af Israels nationaldigter, Hayim Nahman Bialik. Og hun har aldrig gidet beskæftige sig med en klassisk forfatter som den russiske Anton Tjekhov.
Med udtalelser som disse har den israelske kulturminister, Miri Regev, gjort sig til en blafrende, rød klud for øjnene af landets kunstnere og kulturpersoner.
”Ærlig talt, hvor mange mennesker lytter faktisk til opera? En person, der hverken går i teater eller i biografen, og som aldrig har læst Bialik, kan også være kulturel,” sagde hun i et interview ifølge dagbladet Haaretz.
Men kulturministeren vil mere end blot provokere det dannede borgerskab. Bag de lavkulturelle paroler gemmer sig en større værdikamp, som den 50-årige Miri Regev har været bannerfører for, siden hun sidste år blev genvalgt for det højreorienterede Likud-parti og overraskende indtog pladsen som sports- og kulturminister.
Der gik blot få måneder, fra hun indtog posten, til landets kunstnere truede med en kollektiv kunststrejke på grund af en af hendes udtalelser. Og siden er der ikke gået mange uger imellem, at hun har fyldt avisernes spalter med nye polemiske udtalelser eller kontroversielle kulturpolitiske tiltag.
”Jeg er ikke nogen hæveautomat,” har det gentagne gange lydt fra hende.
Udtalelsen står som en slags overskrift for hendes kulturkamp. Hun har gjort det til sin mærkesag at gøre statens støtte til kunstnere og kulturinstitutioner til et værdipolitisk værktøj. Staten skal kun støtte kunst og kultur, der afspejler en vis grad af patriotisme, mener hun.
Og som den hidtidige trumf i den kamp har hun de seneste uger præsenteret en egentlig loyalitetslov, hvor kunststøtten skal kunne tages fra kunstnere, som modarbejder staten.
Kritikken fra venstrefløjen og kunstnere har været massiv. Samstemmende advarer de om, at hun underminerer demokratiet og censurerer kunsten. Blandt andet har den internationalt anerkendte forfatter David Grossman sagt til Haaretz, at Miri Regevs kulturpolitik risikerer at omdanne Israel til en ”militant, fundamentalistisk og indadskuende sekt”.
Selvom hendes kulturkamp konkret handler om, hvilke betingelser staten kan sætte for sin kunststøtte, er det en kamp med flere dagsordener, siger Amir Fuchs, forsker ved tænketanken Israels Demokrati Institut.
”Det er også en populistisk kamp. Miri Regev ser sig som folkets forkæmper imod eliten,” siger han.
Miri Regev blev født ind i en arbejderfamilie med forældre, der var indvandret til Israel fra Marokko. Og hendes identitet er i dag tæt knyttet til Israels orientalske jøder, der har en mellemøstlig baggrund.
I årevis har der eksisteret et socialt og kulturelt skel mellem dem og de såkaldte ashkenazi-jøder, der har en europæisk herkomst. Det er med tiden blevet de europæiske jøder, der har indtaget mange af de både kulturelle og politiske ledende pladser i Israel, og det er også dette skel, der bliver afspejlet i kulturministerens værdikamp.
”Det er det konservative Israels opgør med værdierne i det venstreorienterede, højtuddannede miljø, der typisk holder til i Tel Aviv og har en europæisk baggrund. Det er en meget folkelig dagsorden, der er nem at vinde opbakning til,” siger Amir Fuchs.
Miri Regev gik ind i politik for otte år siden efter at have gjort karriere i over 20 år i den israelske hær. Hun sluttede til tops, hvor hun i flere år fungerede som hærens øverste talsperson. Her kom hendes kontante og direkte facon hende til gode, da hun skulle være hærens ansigt udadtil under svære sager med blandt andet rømningen af bosættelserne i Gaza i 2005 samt Libanon-krigen i 2006.
Hun er fortsat med at kæmpe som en soldat, efter at hun skiftede hæren ud med parlamentet og senere blev kulturminister. Blandt andet har hun truet med at fjerne støtten fra et teater, hvor direktøren afviste at ville optræde i en bosættelse på Vestbredden.
Hun vil have hærens radiostation til at spille mere patriotisk og orientalsk-jødisk musik. Og et teater risikerer at miste statsstøtten, fordi det viste en forestilling om en palæstinenser, der havde slået en israelsk soldat ihjel.
Sidste år sagde Israels rigsadvokat dog stop. Han understregede over for Miri Regev, at hun ikke bare kunne uddele statens kulturstøtte på baggrund af kunstnernes holdninger. Den slags skulle baseres på vurderinger fra de fagudvalg, der var nedsat til samme formål.
Men hvis loven står i vejen, så må loven ændres, mener Miri Regev. Derfor har hun nu indledt debatten om en loyalitetslov, der skal sikre, at staten ikke udbetaler støtte til kunstnere, der er illoyale over for Israel. Den vil ifølge Miri Regev give den siddende regering frihed til at bestemme, ”hvad staten Israel vil finansiere i henhold til dens love, værdier og politik”.
Miri Regev står langtfra alene med sin værdikamp. Adskillige andre ministre i regeringen kæmper tilsvarende kampe inden for deres områder, og grundlæggende er det en kamp om, hvad essensen af den israelske stat er, forklarer forskeren Amir Fuchs.
”Den handler om balancen mellem landets jødiske og demokratiske karakter og bunder i en dyb splittelse i det israelske samfund. I de senere år er der kommet et stærkt ønske på højrefløjen om at skubbe balancen over mod, at Israel bliver mere jødisk,” siger han.
Det kom især til udtryk forrige år, da regeringen behandlede et lovforslag, som skulle erklære Israel for hjemstaten for det jødiske folk. Forslaget skabte så store uenigheder, at det endte med at vælte en i forvejen splittet regering.
Amir Fuchs forklarer, at loyalitetsloven grundlæggende handler om samme problemstilling, hvor man på bekostning af demokratiske værdier vil fjerne støtten fra kunstnere, der ikke bakker op om en jødisk stat.
”Det handler mere om nationalisme end om religion. Og det bunder i en reel frygt for, at den jødiske karakter er truet. Derfor ser vi i øjeblikket en konkurrence blandt ledende politikere på højrefløjen som Miri Regev om at fremstå så patriotisk og nationalistisk som muligt,” siger han.