Kulturministeren giver lukningstruet Museum Ovartaci nyt håb

Det enestående museum på Psykiatrisk Hospital i Risskov kan måske overgå til staten, når Region Midtjylland snart standser finansiering

Museum Ovartaci ligger på Psykiatrisk Hospital i Risskov ved Aarhus. –
Museum Ovartaci ligger på Psykiatrisk Hospital i Risskov ved Aarhus. – . Foto: Scanpix.

Kulturminister Bertel Haarder (V) åbner nu mulighed for, at staten kan gå ind og overtage driften af det lukningstruede Museum Ovartaci, der ligger på Psykiatrisk Hospital i Risskov ved Aarhus.

Det koster 1,6 millioner kroner om året at drive det unikke Museum Ovartaci, der dels rummer en række tankevækkende kunstværker, som hospitalets patienter har skabt gennem tiden, dels en udstilling om psykiatriens historie, hvor man kan blive klogere på forholdene på et psykiatrisk hospital gennem de seneste 200 år.

Region Midtjylland har indtil nu betalt for driften, men det stopper til nytår, da regionen ifølge loven faktisk slet ikke må drive et museum. Museets fremtid er dermed usikker, også på grund af den planlagte flytning af Psykiatrisk Hospital til det kommende storsygehus i Skejby.

”Derfor har jeg stillet kulturministeren et såkaldt paragraf 20-spørgsmål i sidste uge, hvor jeg spørger, hvem ministeren tænker skal drive Museum Ovartaci i fremtiden,” fortæller SF’s gruppeformand, Jonas Dahl, som betegner ministerens svar som et nyt håb for museet.

”Bertel Haarder svarede, at han sammen med Indenrigsministeriet ville kigge på sagen og en mulig overdragelse til staten, hvis det var et ønske fra regionen. Så nu forventer jeg en hurtig henvendelse til ministeren fra regionen,” siger Jonas Dahl.

Og den henvendelse er netop sendt af sted, fortæller Christian Boel, koncerndirektør i Region Midtjylland.

”Vi har nu bedt kulturminister Bertel Haarder om et møde, så vi kan få en dialog om museets fremtid ,” siger Christian Boel.

Når Jonas Dahl er gået ind i sagen om det særprægede museum, hænger det blandt andet sammen med, at han privat bor tæt på museet, som han opfatter som et meget vigtigt stykke kulturhistorie.

”Det fortæller jo en historie, der ellers er ufortalt, og som er meget vigtig at få belyst. Men derudover fungerer museet også som et rum for arbejdsprøvning for patienterne – en slags åbent værksted – og netop den funktion er en helt unik mulighed, der ikke har været så meget fokus på i diskussionen, men som er meget afgørende at kunne fastholde,” siger Jonas Dahl.