Kulturmødet Mors rummer alt fra børnedans og kirkebus til håndværkerkor

Torsdag åbnede Kulturmødet Mors efter to år med digitale og fysiske restriktioner. Over 500 debatter, samtaler og koncerter i kulturens tegn er på programmet. Som noget nyt har de mindste morsingboere fået deres eget børnekulturmøde

Den officielle åbning af Kulturmødet Mors fandt sted torsdag den 25. august klokken 11.00, hvor det lokale Håndværkerkor traditionen tro sang Kulturmødet åbent med ”Blæsten går frisk over Limfjordens vande”.
Den officielle åbning af Kulturmødet Mors fandt sted torsdag den 25. august klokken 11.00, hvor det lokale Håndværkerkor traditionen tro sang Kulturmødet åbent med ”Blæsten går frisk over Limfjordens vande”. Foto: Liv Høybye.

Der er ikke noget på Hovedvej 26 mellem Skive og Nykøbing Mors, der afslører, at Kulturmødet på Mors officielt bliver skudt i gang om få timer. Det er torsdag. Morgensolen skinner hvidt fra øst ned på afsvedne marker, hvor bigballerne står skulder ved skulder. Der er næsten ingen biler på vejen mod Mors, hvor renoveringen af Sallingsundbroen medfører sneglefart på den sidste strækning mod Nykøbing Mors.

Beskedne gul-sorte skilte afslører ved afkørslen til byen, at Kulturmødet er forestående, og bilerne i vejkanten vidner om en vis aktivitet. I byens kerne byder glade rytmer velkommen til børnenes kulturmøde, der for først gang er en del af Kulturmødet Mors. Børn og unge fra daginstitutioner og skoler på Mors mødes fra morgenstunden ved bredden af Limfjorden, i disse dage kaldet Kulturfjorden.

Tidligere dannede stedet ramme om de unges kulturmøde, men i år er de unge blevet inviteret ind på selve pladsen, og børnene har overtaget. Børnescenen åbnes klokken 9 af en lokal skoleleder: ”Er det en god morgen?” ”Jaaaaa,” brøler koret af børnestemmer tilbage, og de yngstes kulturmøde er hermed officielt i gang.

Børnene i fokus

Børnenes Kulturmøde finder sted sideløbende med Kulturmødet Mors, der strækker sig tre dage frem over weekenden. Siden hun tiltrådte i 2018, har det været en af direktør Trine Bangs visioner at invitere de yngste morsingboere med til Kulturmødet: ”Vi tror på, at mødet med kunst og kultur i en tidlig alder er med til at udvikle og påvirke børnenes kreativitet,” siger hun.

”Ved at inddrage børnene i Kulturmødet kan vi allerede fra starten bygge bro mellem almindelige menneskers hverdag og kunst og kultur. I løbet af foråret har børn på hele Mors fra fire til ni år øvet sig i fællessange og i at danse folkedans og flamenco. De tilbagemeldinger vi har fået er, at det skaber en stor glæde og også et stærkt fællesskab,” understreger hun.

Det billede kan pædagogerne Fra M.C. Holms Børnehus i Nykøbing Mors genkende. Med en flok dansende børn foran sig fortæller pædagogerne, at forberedelserne til Børnekulturmødet netop har skabt et fællesskab og et sammenhold på tværs af institutionerne på Mors, og nu kulminerer forberedelserne i fællessang, dans og optog gennem byen for flere end 2000 børn.

Anne Mathea Lieb tager en selfie foran Danske Bladtegneres campingvogn. Hun går på pædagogseminariet i Thisted og deltager for i Kulturmødet Mors med sin klasse, som en del af faget kulturforståelse.
Anne Mathea Lieb tager en selfie foran Danske Bladtegneres campingvogn. Hun går på pædagogseminariet i Thisted og deltager for i Kulturmødet Mors med sin klasse, som en del af faget kulturforståelse.
Foto: Liv Høybye

Også de unge stærkt repræsenteret i år, fortæller Trine Bang, og det er den lokale ungdomsorganisation ”Ung Kult”, der står bag Kulturmødets ungeområde.

”Da kulturmødet startede op i 2013, var det primært med aktører udefra, men vi har hele tiden ønsket en lokal forankring. Vi ønsker et lokalt ejerskab og at sætte spor lokalt.” 

”Ung Kult viser, at Kulturmødet har været med til at skabe en slags kulturel fødekæde, som betyder, at man, selvom man kommer fra en lille ø i Limfjorden, kan gå ud i verden med stor kulturel erfaring.”

Nordjyllands nationalsang

”Børnene overtager kulturmødet,” siger en ung pige, som må vige pladsen for to ladcykler fulde af vuggestuebørn, som er på vej i modsat retning af dem.

På kulturpladsen står en samling af granvoksne mænd iført bordeauxfarvede skjorter og lange, sorte bukser. Det er et varmt, men ulasteligt antræk, som Håndværkerkorets medlemmer har trukket i. Korets formand, Anders Holmgaard, fortæller, at det er en særlig glæde og ære at være med til at åbne Kulturmødet. Det er efterhånden en fast tradition, at Håndværkerkoret synger den nordjyske nationalsang ”Blæsten går frisk over Limfjordens vande”.

”Vi mener jo nok ikke, det er nationalsangen, men vi er ikke så pjattede. Hvis nogen beder os om at synge den, så siger vi ikke nej,” siger formanden.

Håndværkerkoret begyndte dets karriere på Kulturmødet ved at være en del af Kirkebussen, der siden 2015 har været en fast bestanddel af mødet. Også i år holder koret en times morgensang ved Kirkebussen, der trods navnet ikke længere har form som en egentlig bus, men er en scene placeret centralt på Klostertorvet i Nykøbing Mors. Koordinatoren for Kirkebussen, Arne Ilkjær, iler rundt på torvet for at gøre scenen om omgivelserne endeligt klart til Kulturmødets program.

”Vi startede med en cafébus på selve kulturpladsen, men er nu rykket her ud på torvet, og det er vi meget glade for,” siger Arne Silkjær.

”Vi møder flere og har en større kontaktflade ved at være her, hvor vi ikke er til hverdag.”

På Klostertorvet i Nykøbing Mors kan man finde Kirkebussen, der i år har taget form som et telt. Scenen danner ramme om kirkelige debatter, foredrag og ikke mindst morgen- og aftensang. Torsdag eftermiddag kunne deltagerne høre præst og højskoleforstander Ole Kamp med foredraget "Next Generation".
På Klostertorvet i Nykøbing Mors kan man finde Kirkebussen, der i år har taget form som et telt. Scenen danner ramme om kirkelige debatter, foredrag og ikke mindst morgen- og aftensang. Torsdag eftermiddag kunne deltagerne høre præst og højskoleforstander Ole Kamp med foredraget "Next Generation". Foto: Liv Høybye

Kirkebussen og arrangementer som eksempelvis ”Kirkens rummelighed” og ”Næste generation og andre udfordringer” spiller en vigtig rolle på Kulturmødet, understreger Arne Silkjær:

”Kirken er en afgørende del af vores kultur og arv. Vores samfund bygger på de kristne værdier, som vi her fremstår som bærere af til de næste generationer.”

Også Grundtvigsk Forum er at finde på Kulturmødet med telt og program, der blandt andre tæller foredrag, samtaler og en lang række sangarrangementer.

Erhvervsministerens forfremmelse

Som en stor hidsig hveps kredser en summende drone langt oppe over deltagernes hoveder, mens moderator Clement Kjærsgaard og direktør for Kulturmødet, Trine Bang, byder officielt velkommen. Det lyder som et ekko af børnenes åbning et par timer forinden, da Clement Kjærsgaard spørger deltagerne, om de er klar. ”Jaaaaa,” lyder det i kor fra mennesker i alle aldre, der er samlet på bænke og ved borde foran Folkescenen, inden Håndværkerkoret tager over.

Veninderne Gudrun, der er fra Skive, og Inger, der er bosat i Wien, har fundet en plads i skyggen. De vil helst ikke have deres efternavne i avisen, men fortæller beredvilligt, at Kulturmødet ” er noget alle udenbys morsingboer kommer hjem til.”

Med kuglepen har de to kvinder indtegnet arrangementer af interesse i årets program. ”Det bliver godt, det her,” bedyrer Gudrun forventningsfuldt.

Borgmester i Morsø Kommune, Hans Ejner Bertelsen (V), tager over efter Håndværkerkoret. Også han fremhæver børnenes kulturmøde som centralt for årets program.

”Vi har udvidet folkefesten,” siger borgmesteren.

Regionsrådsformand i Nordjylland Mads Duedahl (V) betoner kulturens vigtighed, ikke mindst for den mentale sundhed.

”Kulturen kan rigtig meget, og der ligger et stort potentiale inden for sundhed og kultur. Kultur styrker fællesskaber. 77% af alle nordjyder siger, at kunst og kultur er med til at øge deres livskvalitet,” fastslår han inden Clement Kjærsgaard introducerer den sidste taler, erhvervsminister Simon Kollerup (S).

Børnene fra M.C. Holms Børnehus i Nykøbing Mors slår sig løs under fællessangen på Børnekulturmødets samlingssted, Kulturfjorden. Det er første gang, at Kulturmødet Mors arrangerer et Børnekulturmøde, og daginstitutioner og skoler fra hele Mors har øvet dans og sang i foråret.
Børnene fra M.C. Holms Børnehus i Nykøbing Mors slår sig løs under fællessangen på Børnekulturmødets samlingssted, Kulturfjorden. Det er første gang, at Kulturmødet Mors arrangerer et Børnekulturmøde, og daginstitutioner og skoler fra hele Mors har øvet dans og sang i foråret. Foto: Liv Høybye

Ane Halsboe-Jørgensen er desværre forhindret på grund af sygdom i den nærmeste familie. Derfor er det Simon Kollerup, der får lov til at være regeringens kulturminister i de næste par minutter.”

”Tak for det, Clement. Det er dejligt sådan at blive forfremmet,” replicerer Simon Kollerup, inden han fortsætter sin tale:

”For mig var kultur i lang tid noget finkulturelt med ballet eller opera, eller fine gamle malerier. Men kultur er heldigvis mere end det. Det er at få gåsehud, når man hører musik, lyden af at vi griner sammen i biografens mørke, at vende side efter side i den bog, vi ikke kan holde op med at læse i. Det er kammeratskabet i fodboldklubben og til spejdertræf. Kulturen er der hele tiden. Om du er ung eller gammel. Direktør eller pedel. Om man er til Kandis eller Det Kongelige,” siger kulturministerens afløser inden den officielle åbning rundes af i fællessang med Benny Andersens og Povl Dissings ”Barndommens Land”.

”Så bliver det ikke mere dansk,” lyder det fra Inger mellem versene. Gudrun og hende har tænkt sig at blive siddende i skyggepletten foran Folkescenen, for om lidt går Rane Willerslev og Svend Brinkmann på scenen under overskriften: ”Hvad betyder kunst og kultur for mennesker og samfund?”

Svaret synes næsten givet på forhånd her i Nykøbing Mors.