Carsten Topholt er en belæst og klog cand.scient.pol. og cand.mag., der ved meget om kulturpolitik. Hans faktuelle viden er bogens styrke. Denne viden organiserer han i en teoretisk ramme af definitioner på kultur, politik og kulturpolitiske positioner. Disse definitioner hjælper dog ikke altid fremstillingen eller analysen.
Interessant er det, at det offentlige bruger 4000 kroner om året pr. dansker, private fonde 1350 kroner – et stort beløb sammenlignet med andre lande – og hver dansker selv 8000 kroner. Medier og idræt er de store modtagere, og modsat anden offentlig støtte betaler det offentlige mest til de samme områder, som vi også betaler meget til med vores egne penge – altså medier og idræt. Dog er museer og scenekunst en undtagelse. De områder får især offentlige penge, og de kommer mest fra tips- og lottomidlerne. Egentlig en underlig konstruktion: De fleste, der spiller meget tips og lotto, er dårligt uddannede i matematik, for ellers ville de vide, at chancerne for gevinst er meget små. Deres penge går så til de veluddannede museums- og teatergængere. Det er altså sådan en skat på matematik-blindhed. En lignende skat på ordblindhed ville aldrig blive accepteret.
Bogens bedste afsnit er gennemgangen af offentlig støtte til Det Kongelige Teater, musikskoler, Statens Kunstfond, DR, museer, biblioteker, fredninger (der er 3000 fredede bygninger og 33.000 fortidsminder i Danmark), sprog og folkehøjskoler.
Carsten Topholt drøfter til sidst argumenter for kulturstøtte. Den kan bidrage til den enkelte borgers dannelse, til et godt liv, til større demokratisk sammenhængskraft og til en bedre samfundsøkonomi. I forlængelse heraf oplyser han, at effekterne af kulturstøtte ikke er undersøgt på samme grundige måde, som vi undersøger effekten af for eksempel trafik- eller sundhedsinvesteringer. Han mener selv, at der er store perspektiver i at undersøge effekterne af kulturinvesteringer, men hans forslag til, hvordan det kunne gøres, er ikke overbevisende. Det er i sagens natur jo også meget svært at undersøge effekten af at læse romaner, høre strygekvartetter eller se teaterstykker.
Carsten Topholt er rigtig godt orienteret i europæisk kultur og filosofi helt fra den græske begyndelse, og det er en af bogens styrker sammen med hans tydelige kærlighed til kultur. På den baggrund er en fejl i oversættelsen fra tysk af et Humboldt-citat kun en beskeden skønhedsplet.
Uanset den kritik, man kan rette mod teorien i hans tilgang, er bogen spændende læsning, og alle, der arbejder med kultur og kulturstøtte, vil efter denne bog have et mere nuanceret indblik i, hvad de foretager sig.