Der har i de seneste r i den danske litterre og kulturelle offentlighed vret en tendens til, at de to tidligere hvdvundne etiketter kulturradikalisme og modernisme og deres vigtigste eksponenter, Torben Brostrm, Villy Srensen og Klaus Rifbjerg, er blevet udsat for voldsom kritik. Mens visse litterater mener, at de tre herrers kardinalsynd er, at de har undertrykt en amerikansk beatlyrisk inspireret dansk digttradition fra slutningen af 1960'erne, mener andre, at det i frste rkke er den realistiske prosa, der er blevet underkuet.
Og minsandten om man ikke ogs fra folketingsmedlemmer og ministre kan hre, at kulturradikalismen brer hovedansvaret for problematiske pdagogiske tilstande i dagens folkeskole, fald i kvaliteten inden for forskningen ved universiteternes humanistiske fag, samt at visse af dens reprsentanter med deres politiske engagementer har udvet landsskadelig virksomhed.
Bemrkelsesvrdig
mangel p humor
6Flles for de mange vidt forskellige bidrag til, hvad der med et poppet udtryk er blevet dbt kulturkampen, er dog vistnok nsten kun, som litteraturforskeren Thomas Bredsdorff trt har bemrket, den aggressive tone og den bemrkelsesvrdige mangel p humor i den ofte yderst ensidige argumentation.
I forhold til denne opinion kan der vre grund til at glde sig over, at der i hvert fald er n, der konstant tager til genmle, nemlig 1960'er-generationens mske srede, men absolut ikke svkkede gamle hanelefant Klaus Rifbjerg. Det nyeste skud fra hoften i denne retning er den netop udkomne satiriske digtsamling med titlen Pap.
Man kan roligt kalde Rifbjergs digtsamling for en samling dagsaktuelle lejlighedsdigte, idet der i teksterne ofte beskrives konkrete begivenheder fra de allerseneste mneder ssom stats- og kulturministerens mde p Marienborg med udvalgte - ls: ikke-kulturradikale - forfattere. Der er sledes p ingen mde tale om digte i den klassiske stil med almene og psykologisk-eksistentielle problemstillinger og anvendelse af et srligt sofistikeret lyrisk sprog.
P den anden side har Rifbjergs tekster som altid et drive, en intensitet og en fandenivoldsk humor, der gr dem til unikke vidnesbyrd fra denne digter.
Smalltalkstrm
Grebet i de fleste digte fra Pap bestr i at vende og dreje bestemte situationer, sledes at resultatet bliver en absurdistisk satire. Der opstr p denne vis groteske spil med betydning, og der ironiseres raffineret over tidens floskler, som det f.eks. er tilfldet i et rablende digt, der bliver ved med at gentage stningen Jeg synes det er synd for Kurt Thorsen. Et andet skingrende vanvittigt (og kulturradikalt!) politisk-satirisk digt hedder Bush og Gud og er en gigantisk smalltalkstrm, der bl.a. lyder: s kom Gud ind ad dren og gik hen til Bush / der l p gulvet i sit eget brk og med en / knust flaske i hnden og sagde til ham: / S, Bush, hold s op med det der. Du ved jo / godt at du ikke kan tle det og du bliver / ndt til at sende dit tj til rensning og at / Laura ikke kan lide det. S rejs dig op og / vind det prsidentvalg. Endelig kunne man nvnte denne anmelders favorit i samlingen, nemlig I en sal p et hospital, der handler om intet mindre end Rifbjergs fantasi om et sygebesg hos Sren Krarup.
Det er ufattelig morsomt (og kulturradikalt!). Og samlingen viser i hvert fald Rifbjerg som en skribent, der mske ikke er klogere end sine debatmodstandere, der naturligvis alle - spndende fra Bent Jensen og Jrgen Schleimann til Brian Mikkelsen og Bertel Haarder - optrder i samlingen, men som til gengld med sit sproglige overskud og sin fabelagtige humor har et helt andet format end disse. S hrer man tilmed til dem, der har mere sympati for 1960'ernes kulturradikalisme end de seneste tiders kulturkamp, er Rifbjergs Pap en guldgrube.
Klaus Rifbjerg: Pap. Digte.
72 sider. 150 kr. Gyldendal.