Kulturredaktør: Efter 20 år med Bob Dylan-koncerter ser man hans værk i nyt lys

Bob Dylan har været forbi Danmark og Nordtyskland. I Flensborg søndag aften satte han gang i tankerne om, hvornår den tilsyneladende evige turné, han er på, slutter

Mobiltelefoner og fotografering er forbudt under Bob Dylans koncerter. Her ser man ham ved en tidligere koncert i oktober 2016 under musikfestivalen Desert Trip i Californien, USA.
Mobiltelefoner og fotografering er forbudt under Bob Dylans koncerter. Her ser man ham ved en tidligere koncert i oktober 2016 under musikfestivalen Desert Trip i Californien, USA. . Foto: Creative Commons Attribution 2.0 via Wikimedia Commons.

Bob Dylans buskaravane er parkeret ved bagindgangen til Flensborgs sportsarena. Den er ankommet fra København og fortsætter videre til en række mindre nordtyske byer efter aftenens koncert. En ny runde af Dylans uendelige turné er i gang. Han har annonceret, at denne del af turnéen slutter i 2024. Den har været i gang siden midten af 1990'erne, hvor den amerikanske sangskriver var inde i en elendig periode på sine studiealbums. Men på scenerne rundt om i verden strålede han. 

Nu er han her, den første søndag aften i oktober i Flensborg, og snakken inden koncerten går naturligt på, om det er sidste gang, han er på disse breddegrader. Vi er mange danskere til koncerten, og blandt de kendte ansigter, man altid møder på turnéen, er meningerne delte. Jeg tror, at det er sidste gang. Andre mener, at det er noget snak. Dylan bliver ved så længe, han synes, det stadig er sjovt. Og hvorfor skulle han ikke også det? Han har altid gjort, hvad der passede ham, og aldrig givet publikum det, vi forventer. Derfor møder vi op igen og igen. For næsten nøjagtig 20 år siden var jeg til min første Dylan-koncert. Siden er det blevet til 12-13 stykker, de flyder en anelse sammen med det øvrige liv, så jeg bliver altid lidt tavs, når andre inden koncerterne snakker om, om det var koncerten i Den Grå Hal på Christiania i København, i Den Fynske Landsby i Odense eller måske på Tangkrogen i Aarhus, der er hans bedste på dansk jord. Eller måske den første aften af de to i Operaen i København?  

Den endelige deadline

Snakken går, og i aften føles speciel. Jeg tænker på Woody Allen og Philip Roth (1933-2018), to andre jødisk-amerikanske helte, der ligner Dylan. De har alle produceret enormt meget, også enormt meget skrammel (men selv de elendige produkter er interessant elendige), og været både hensynsløst selvoptagede, historisk bevidste og samtidig ekstremt eksistens- og samtidsvendte. Roth annoncerede sin tilbagetrækning som kunstner i god tid inden sin død, Allen fedter lidt mere med hornbrillen og vil måske/måske ikke stoppe efter sin 50. film, men hvorom alting er: Hvis man er meget produktiv, tænker man da på den dag, det er slut. Den endelig deadline. Falder man bare om ved pc'en/på scenen/bag kameraet? Eller tænker man: "Jeg vil også kontrollere min exit?". Det sidste, tror jeg. 

Dylan bliver 82 år næste gang, og når tankerne om afslutningen rører på sig denne aften i Flensborg blandt livs- og fortælleglade fans, har det mere end kuriøse årsager. Dylans studieplader svinger i kvalitet, og den nye, "Rough and Rowdy Ways", er ret kedelig. Men hans sceneoptrædener har altid været en anden historie. Ved selvsyn eller fra de mange piratoptagelser, der er i omløb, ved fans, at hans muligvis største præstationer aldrig er udsendt. Tænk, hvis man samlede udvalgte optagelser fra "The Never Ending Tour" fra 1990'ernes midte og frem. Der er mange utrolige versioner af både de kendte og mindre kendte numre. "The Best Is Yet To Come", som Sinatra sang. Turnéen er værket, og derfor er det interessant at fundere over, hvornår turnéen er slut, og Dylan trækker sig tilbage til sine skulpturer, malerier, børnebørn og whiskey-produktion.

Tavs vandring til scenekanten

Inde i sportshallen står det hurtigt klart, at Dylans stemme er stærk. Han ligger langt fremme i lydbilledet, hvert ord er tydeligt, og ingen (well, næsten ingen) finger sættes forkert på pianoet. Det bliver også hurtigt tydeligt, at pladen "Rough and Rowdy Ways" er langt bedre live end i studieversionen. Men det er stadig nogle lidt kedelige sange, han har lavet denne gang, og han spiller næsten dem alle sammen, så derfor bliver Flensborg ikke uforglemmelig. Skulle man give stjerner ville det blive fire. Nej, fire en halv. Men den "ranking" og bedømmelse og kundetilfredshedsundersøgelse, der optræder snart sagt alle steder efterhånden, virker lidt malplaceret på gulvet foran Dylans band. Mobiltelefoner er også forbudt i salen. Hvor er det rart at slippe for sin iPhone en stund. Så taler man med sidemanden i stedet og lader tankerne vandre inden koncerten. Måske den sidste.

De to bedste numre denne aften er Dylans salmer "Gotta Serve Somebody" og "Every Grain of Sand". Det er en fordom, at Dylan ikke kan synge, og det er en fordom, at hans "kristne periode" sluttede i start-1980'erne. Men pyt nu med det, folk må tro, hvad de vil. I aften leveres Dylans lovsange til Gud med masser af swing ("Gotta Serve") og inderlighed, toppet med mundharmonika ("Grain"). Den salme skal spilles til min begravelse, tænker jeg hver gang, jeg hører Dylan fremføre den. Den sidste deadline kommer til os alle.

Med de to numre i disse versioner blev aftenen alligevel uforglemmelig. Hvor spiller bandet bare godt, og hvor er Dylans stemme bare stærk. Hvis han stopper nu, er det på en af karrierens toppe. Han giver altid noget andet end det, man forventer. Det er ligesom, når Søren Ulrik Thomsen går i kirke: for at høre alt det, han ikke kan sige sig selv, som han skriver et sted.

På vej hjem i bilen hører vi en optagelse af Dylan-koncerten fredag i København. Setlisten er den samme, men versionerne er forskellige, og jeg er glad for, at vi i aften sluttede med Flensborg-udgaven af "Grain", hvor publikum tavst rejste sig fra pladserne og rykkede op til scenekanten. Den, der har ører at høre med, ved, hvornår der skal lyttes. Og det er helt fint, hvis det var sidste gang med Dylan denne søndag aften.