Det er sjældent at se, at en samtidsroman er organiseret efter kirkeåret, men Jonathan Franzen går sine egne veje i det litterære landskab og begynder demonstrativt sit nye kæmpeværk med ordet ”Advent”. Næste store kapitel hedder ”Påske”. Længere kommer vi ikke i denne omgang, for ”Korsveje”, som kirkeårsromanen på næsten 600 sider hedder, er kun første bind af en trilogi med den grandiose titel ”En nøgle til alle mytologier”.
Værket handler om familien Hildebrandt og foregår i Midtvesten i begyndelsen af 1970’erne. Faderen Russ, som er gift på over 20. år med Marion, er præst i kirken First Reformed Church of New Prospect, Illinois. Sammen har præsteparret børnene Clem, Becky og Perry. I store afsnit følger vi i ”Korsveje ” hvert familiemedlem gennem kirkeåret, samtidig med at lange tilbageblik kaster lys over hver af de fems handlinger både inden for og uden for familielivet.
Hvis man før har læst en Franzen-roman, og det har mange, for han er en af USA’s mest respekterede og bedst sælgende samtidsforfattere, kan man måske gætte, at ”Korsveje” handler om en kernefamilie, der går i opløsning på et historisk tidspunkt, hvor hele landet er kommet til en korsvej. Med Vietnamkrig, ungdomsoprør og racekonflikter som bagtæppe tegner Franzen et ambitiøst portræt af en familie og et land, der skal finde nye veje at gå, efterhånden som kirkeåret 1972 udvikler sig.
Man kan roligt placere den i kategorien for ”Den Store Amerikanske Roman” sammen med forfattere som Herman Melville, F. Scott Fitzgerald, John Updike og Philip Roth, som på hver deres måde har søgt at favne et helt lands kulturelle og sociale udvikling spejlet i enkeltindivider. Titlen ”En nøgle til alle mytologier” har Franzen lånt fra den engelske 1800-tals forfatter George Eliot og hendes ligeledes enorme roman ”Middlemarch”. Det giver god mening med Eliot, for Franzen er dybest set en forfatter, som nok er interesseret i sig selv (han kom i sin ungdom selv i et kirkeligt miljø som dét, vi møder i ”Korsveje”), men endnu mere i samfundets udvikling og i ”gammeldags” bredt fortællende romaner med en moralsk kerne og et klart tema, som endda ofte tydeligt gengives i titlen: ”Frihed” og ”Purity” (renhed) har Franzen før kaldt sine bøger.
”Korsveje” er udover den nye romans titel også navnet på et ungdomsprogram ved Russ’ kirke. Her har Russ været leder indtil en yngre præst med større appel til byens unge tager over og forvandler mødestedet i takt med tidens toner: mere kærlighed, mindre fordømmelse. Flere følelser, færre dogmer.
De unge, også Russ’ egne børn, strømmer til, og ”den gamle præst”, der ellers ser sig selv som progressiv, overhales indenom, og fatter i sin identitetskrise fornyet interesse for den unge enke Frances fra den faste menighed på et historisk tidspunkt, ”hvor epidemien af skilsmisser drog hærgende igennem New Prospect”, som der står et sted. Hele tiden spejles personhistorien i tidshistorien.
Russ’ hustru Marion har selvfølgelig lugtet lunten, både hvad ægteskabet og i videre forstand kirken som institution angår: ”Hun spekulerede på om gode protestantiske kirker som First Reformed ved at lægge så meget vægt på Jesu morallære og derved bevæge sig så langt bort fra begrebet om dødssynder, måske begik en fejltagelse. Skyld i First Reformed var ikke så forskellig fra skyld i Ethical Culture Society. Det var en version af venstreorienteret skyldfølelse, en følelse der inspirerede folk til at hjælpe de mindre gunstigt stillede”.
Marion har som antydet en fortid som katolik, men konverterede i mødet med Russ og blev protestant, og bærer på en hemmelighed fra sin ungdom, der dels gør, at hun ingenlunde føler sig som et bedre menneske end sin mand, dels handlingslammer hende så meget, at hun kun gennem lange og præcist sansede samtaler med sin psykolog kan nærme sig den.
Og alt dette er så ”bare” forældrenes situation i første bind. De tre børn har selvsagt også deres at overveje og kæmpe med: den ældste, Clem, melder sig i moralsk anfægtelse frivilligt til krigen i Vietnam, der på dette historiske tidspunkt for alvor begynder at gå ned ad bakke for USA; den yngste, Perry, er et pothoved og ønsker så inderligt at være den gode midtvestlige dreng, som alle tror, han er; og Becky i midten er både hovedløst forelsket og yderst begavet, og omfavner ved sin korsvej samtidens modkultur.
Fra advent til påske følger læseren i første bind familien Hildebrandts udvikling, eller afvikling. Titlen på første bind er fantastisk velvalgt: ved en korsvej kan man gå til højre eller venstre, og har man intet kompas er valget ofte tilfældigt. Hvor går man hen i sit liv, når retningssansen er ødelagt? – er et af de spørgsmål, som romanen undersøger. En korsvej kan også forstås meget bogstaveligt, som den vej Jesus gik med korset. Også dette spørgsmål er centralt i romanen: bør man følge Jesus og søge at være et godt menneske? - og i så fald: hvordan?
Her i avisens spalter har Nils Gunder Hansen taget en diskussion om romaners kvalitet op. Er en roman bedre, hvis den er sprogfornyende og eksperimenterende, end hvis den ”bare” fortæller en god historie og bæres af plot og karaktertegning? Groft sagt spørger Gunder, om en roman kan være god, selvom den består af ”dårlige” sætninger?
Hvis man kun har blik for sproget, må man sige, at Franzens ”Korsveje” hverken flytter formelle hegnspæle eller overrasker med nye metaforer. Kigger man derimod på plot og karakterer og miljø – for eksempel kirkens lokaler, psykologens praksis – er ”Korsveje” velskrevet. Man engageres som læser, både hvis man er interesseret i eksistens og psykologi, man imponeres over ambitionen med at favne en hel tidsalder i ét værk, og nysgerrigheden er lynhurtigt vakt: Hvordan går det denne familie, der ved romanens begyndelse – advent efter ”adventus Domini”– venter på Herrens komme? Hvordan ser frihed i både kristen og verdslig forstand ud i den moderne verden?
Bind to må gerne udkomme snart. Et hovedværk er på vej.