Kultursynet bag ønsket om ”rewilding” er sentimentalt og overser det vigtigste

At færdes i naturen giver glæde på så mange niveauer. Men det gælder om at undgå den overciviliserede fejlslutning, at man dermed er eller kan være ét med naturen

At operere med en forestilling som "rewilding" er i bedste fald et udtryk for vildfaren idealitet, skriver Anders Thyrring Andersen.
At operere med en forestilling som "rewilding" er i bedste fald et udtryk for vildfaren idealitet, skriver Anders Thyrring Andersen. Foto: Reuters Photographer/Reuters/Ritzau Scanpix.

En del af påsken blev brugt på at vandre. Og som altid var det meget givende, både åndeligt og fysisk. Men da en afmærket rute førte igennem et areal, hvor der gik vilde heste, blev tankerne ledt hen på den debat, som i øjeblikket føres om vild natur i Danmark. Ikke mindst "rewilding" med indhegnede, men ikke-fodrede dyr. Et begreb, som her skal sættes i relief.

Over de senere generationer er natursynet skiftevis faldet i én af to grøfter. Enten skepsis, ofte kombineret med en ansvarsløs naturudnyttelse, eller glæde, ofte udartende til en ureflekteret naturdyrkelse. Almindeligt var det førhen at se naturen som noget fremmed og farligt, man skulle forsøge at holde sig på afstand af; almindeligt nu er at se naturen som noget hjemligt og dejligt, man helst skal blive opslugt af. Begge synspunkter er problematiske.

Mennesket er en del af naturen, men samtidig ved sin ånd i et vist omfang på afstand af den. For mennesket er en eksistensform, der er karakteristisk ved sin evne til at reflektere over sig selv og sin situation. At fordre noget tilsvarende af instinktbundne dyr er en meningsløshed.

Imidlertid eksisterer i denne tid et udbredt forestillingsmønster af nærmest religiøs karakter, som drejer sig om at dyrke det angiveligt naturlige, og motivere dette i et syn på mennesket som et naturvæsen. Men der er en brist i selve præmissen for denne naturlighedens tænkemåde, nemlig idealet om foreningen med naturen. At opleve en sådan forudsætter præcis en adskillelse, altså at natur og menneske ikke er ét. Selve forestillingen om mennesket som natur er derfor paradoksalt nok det stærkeste vidnesbyrd om menneskets fremmedhed i naturen.

Den nyere naturdyrkelse kan også postulere identitet mellem menneske og natur ved at se naturen som et fornuftigt og ufarligt spejlbillede af os selv. Man foretager en menneskeliggørelse af naturen, lægger sig selv ud i den værgeløse natur, hvorved det fremmede bliver et ekko af én selv, en spejlsal. Resultatet bliver enten, at mennesket naturgøres i moralafviklende forstand, eller at naturen af-fortrylles i form af humaniseret, tandløst rekreativt område, berøvet den status af åndelig stimulans, som ligger i mødet med det reelt fremmede.

Desuden må man erkende, at i et land som Danmark er den natur, naturlighedens tænkemåde priser, reelt ikke natur, men et kulturlandskab, præget og endda formet af mennesker, og tillige en frugt af den åndsindsats, som generation efter generation af mennesker har udvirket igennem deres erfaringer med og tanker om naturen.

At operere med en forestilling som "rewilding" er derfor i bedste fald et udtryk for vildfaren idealitet, i værste fald en virkelighedsflugt på et netop kunstigt ideologisk grundlag. Der er jo grundlæggende tale om indhegnet, det vil sige reguleret natur, hvor dyrene en del af året går sultende rundt, og vandreruter fører durk igennem, til gene for dyrene og til potentiel fare for vandrerne.

Rewilding-forestillingen gemmer på en sentimentalisering og paradoksalt nok på en humanisering af naturen. Ved vores bevidsthed om os selv og om naturen har vi en forpligtelse til at varetage den natur, ikke den selv, men vi kan forholde os varetagende til. Det er at svigte denne forpligtelse at lade dyr sulte i en natur, i et klima og på et areal, der ikke tillader dem at klare sig selv.

At færdes i naturen giver glæde på så mange niveauer. Men det gælder om at undgå den overciviliserede fejlslutning, at man dermed er eller kan være ét med naturen, eller at den midt i vores naturregulerede indhegninger kan klare sig selv. Ingen af delene er andet end selvbedrag.

I klummen ”Relief” sætter sognepræst og litteratur-historiker Anders Thyrring Andersen kritiske spørgsmålstegn ved de dominerende opfattelser i tidens kultur- og samfundsdebat.