Aristoteles er Europas største filosof, og hans mest studerede værk er det korte skrift om digtekunsten, hans poetik. I den forklarer Aristoteles digtekunstens og særligt tragediens mål, virkningsmidler, form og indhold. Det er bemærkelsesværdigt, at Aristoteles i modsætning til sin lærer, Platon, synes, digtning i sig selv er interessant, og modsat Platon vil Aristoteles hverken foreskrive eller censurere, hvad digterne skriver.
Aristoteles’ forklaring på, at der overhovedet findes digtekunst, fortjener at blive citeret i hans egen begavede og samtidig fornuftige formulering:
”Det at gengive er jo fra barnsben naturligt for menneskene (mennesket adskiller sig netop fra andre levende væsener ved konstant at benytte sig af gengivelse, og den tidligste indlæring sker gennem gengivelse), og desuden finder alle mennesker glæde ved gengivelser. Dette viser vores daglige erfaringer, for vi finder jo glæde i at betragte veludførte billeder af ting, som ville vække ubehag, hvis vi så dem i virkeligheden, såsom uhyggelige dyr eller lig. Årsagen hertil er, at det ikke kun for filosoffen, men for alle mennesker, er meget behageligt at lære noget, skønt ikke alle får lige meget ud af det.”
Ordet "gengivelse" er en fin oversættelse af det græske ord mimesis, som er et af poetikkens centrale begreber. Denne gengivelse er ikke en banal reproduktion eller kopiering. Aristoteles tænker på menneskets rige evne til at forestille sig ting, og kun det helt fantastiske eller umulige falder uden for kunstnerisk gengivelse ifølge Aristoteles.
Man kan også sige det sådan, at kunstnerisk gengivelse rummer det, der kunne ske, mens historieskrivning handler om det, der faktisk skete. Det fører Aristoteles frem til denne sammenligning af digtning med historieskrivning, som vil overraske nogle og glæde alle, der holder af skønlitteratur:
”Derfor er digtning også mere filosofisk og en mere seriøs beskæftigelse end historieskrivning. Digning drejer sig i højere grad om det almene, historieskrivning om det specifikke.”
Tre andre centrale begreber er medlidenhed, frygt og renselse (eleos, fobos og katharsis). Aristoteles skriver om tragedien, at ”den opføres af personer, ikke af en beretter, og ved at vække medlidenhed og frygt opstår den renselse, som sådanne følelser fremkalder.”
"Frygt" er ikke svært, men "medlidenhed" kan forvirre; det er nemlig ikke medlidenhed med ens næste i kristen forstand. Hér er der tale om den følelse, vi oplever, når nogle, der er ligesom os, rammes af en ulykke, og vi herved indser, at det også kan ske for os; måske "medynk" var et bedre ord, men det diskuterer den ellers fremragende indledning desværre ikke.
Det sværeste begreb er dog renselsen, katharsis. Det har været forklaret på flere måder: som evnen til at beherske de farlige lidenskaber frygt og medlidenhed, som en øvelse i at tåle egen modgang eller som en art moralsk og emotionel tilpasning. Disse ældre forklaringer forklaringer betegner indledningen som etiske dannelses-forklaringer. Nietzsche og Freud tolkede senere renselsen som en følelse af afspænding efter at have oplevet disse følelser. I dag er den dominerende tolkning, som indledningen tilslutter sig, at vi simpelthen godt kan lide at få følelserne frygt og medlidenhed aktiveret i en ufarlig sammenhæng. Det er altså en æstetisk forklaring, der ligger i forlængelse af Aristoteles’ betragtninger om, at vi elsker at se kunsten gengive noget.
Til sidst fortjener det også at blive fremhævet, at Aristoteles fastslår, at plottet er det centrale, og at karaktererne er underordnet plottet, fordi en karakter altid viser sig gennem sine handlinger. Denne tilgang giver en mere nuanceret forståelse af litterære kunstværker end det overdrevne (ofte psykologiske) fokus på værkets karakterer, som er karakteristisk for dårlige tekstfortolkere.
Aristoteles’ Poetik er altså et værk, hvor man kan glæde sig over de klart indsete sandheder og tænke længe over kort formulerede forklaringer på kunstens form og virkning. Indledning og oversættelse er fremragende i både sprogligt og i faglig substans.
Aristoteles: Poetikken. Oversat og introduceret af Christian Dahl og Marcel Lysgaard Lech. 124 sider. 250 kroner. Hans Reitzels Forlag.