”Jeg er et talende vandfald/ men bare glem, hvad jeg siger/ det der kommer fra mig/ kan du få for en tier.” Det er den slags linjer, der kører i baghovedet, når man går ind til et interview med Claus Hempler. I hvert fald hvis man har en sang fra hans nye plade, ”Kuffert fuld af mursten”, på hjernen.
Claus Hempler er sådan én, der synes at have været på den danske rockscene altid. En ægte crooner, som man siger. Stemmen er dyb, og attituden kølig – smilet drenget. Håret er tilbagestrøget, jakkesættet klistret på. Brillerne er mørke, smøgen tændt.
”Hvad vil I have? Musik? Det skal I få,” synes at have været mantraet i henved 30 år, siden Claus Hempler slog igennem som ung og karismatisk forsanger i bandet Fielfraz i de tidlige 1990’ere. De blev spået en stor fremtid som dansk rocks nye frelsere og stjerner i udlandet. Men gennembruddet udeblev, og bandet gik i opløsning.
Siden har Claus Hempler kørt solo, men også ved talrige lejligheder bidraget til den fælles gryderet, der kan kaldes dansk musikliv. Senest har hans stemme lydt hver søndag i fjernsynets prime- time ved indgangen til serien ”Herrens Veje” i titelsangen ”Ride Upon the Storm”.
På overfladen ligner Hempler sit stilsikre selv, da han træder ud af elevatoren hos pladeselskabet, ud over at der er kommet lidt grå stænk i skægget. Men ifølge anmelderne har han som 49-årig undergået en ”forvandling”, ja nogle mener, han ligefrem er ”genfødt” som rocksanger.
Claus Hempler er, ud af det blå, begyndt at synge på dansk. Han sætter sig, tager en slurk sort kaffe og prøver at tælle sammen på fingrene. Er det ni eller otte plader, han har udgivet? Der var tre solo og så... Nej, dette må være nummer otte, kommer han frem til.
”Det er sjovt, fordi jeg har sunget på engelsk, siden jeg var teenager. Dengang lyttede vi meget til de britiske bands fra 1980’erne, og i vores hoveder var rockmusik bare noget, der foregik på engelsk. Men i det lå nok også, at tænk nu, hvis man fik foden inden for døren til en international karriere. Hvis jeg havde linjer kørende i hovedet, idéer til sange, så var det som regel på engelsk. Men så, lige pludselig, her for et år siden, så blev jeg ved med at gå rundt og have linjer kørende, som var på dansk,” siger han og drejer på en usynlig knap ved det ene øre.
”Navnet er Hempler/ fornøjelsen er min/ Ik fordi at jeg hver dag/ ligefrem skriger af grin,” er de allerførste danske linjer på den nye plade.
”Der er nogle tonefald på ens eget modersmål, man kan udtrykke enormt meget med. Der kan næsten ligge et indbygget ansigtsudtryk i en linje. Et skævt smil, glimtet i øjet eller rynken i panden. Man kan sige noget, der både rummer alvorlig og tungsindig information, men samtidig har en snert af humor. Det er der også masser af amerikanske og engelske sangere, der kan, men for mig er det klart nemmere at fange det der lille humoristiske tvist på dansk. Den der med at have totalt styr på, hvad man sender ud, tror jeg, man bedst har på sit modersmål,” siger han.
Claus Hempler skriver sine sange ned med en billig sprittusch af en helt særlig type, Penol 777, på noget linjeret papir.
”Jeg lider af det dér med, at når en tusch går hen og bliver irriterende at skrive med, så kan jeg ikke få mig selv til at smide den ud. Da min kæreste så min skuffe med Penol, troede hun, at hun var blevet kæreste med en psykisk syg. Der ligger flere hundrede næsten brugte tuscher efterhånden,” griner han.
De nye sange kommer indimellem dybt ned: ”Der er ingenting på tapetet andet end fortsat at være omgængelig, punktlig og præcis/ for det’ for sent at gøre som Jim Morrison lige efter LA Woman i et badekar i Paris,” lyder det næsten selvmordstruet på ”Vejen frem”.
”Folk siger: ’Nej, du er godt nok hård ved dig selv, det er jo enormt selvudleverende sange, du har lavet.’ Og jeg kan da godt se, jeg er gået langt ned i min historik. Men når jeg har ramt sangene rigtigt, så har jeg jo smilet op til begge ører. For noget er gået op. Og jeg har det sådan til koncerterne, at jeg virkelig glæder mig til at synge det næste vers. Det er ikke noget med at skulle krænge sig ud endnu en aften,” siger han.
Som teenager ville Claus Hempler gerne læse teologi og være præst ”når han blev voksen”. I stedet kom han med i et rockband, en lille smule for at undgå at få et job, men han drømte helt alvorligt om at blive en stjerne.
”Der ikke den drøm, jeg ikke har parkeret/der ikke det bandrum, jeg ikke har raseret. Der ikke det ikon, jeg ikke ku være blevet/ ikke den groupie, jeg ikke har besteget,” lyder det ironisk på ”Lang, lang dans”.
”Når jeg ser på de sange, der er på pladen, er det tydeligt, at de tager udgangspunkt i min alder, men også i drømmen om at blive rockstjerne. Jeg debuterede som 19-20-årig i 1990, jeg var ung og frisk og med et uskyldigt blik på verden og mine egne muligheder. Verden lå åben, og skulle man skrive manuskriptet til sin livsbane og karriere, som man forestillede sig det, så var det med følelsen af, at man sidder med alle mulighederne foran sig. Teksterne er et tilbageblik på den der fyr, der sad og forestillede sig livet,” siger han.
Nu er han 49 år og far, fraskilt, men også forelsket igen. Han er på mange måder et sted, hvor man roligt lige kan lave en midtvejsevaluering.
”Selvom det nok er lidt optimistisk at sige, jeg er midt i livet. Men sådan, lige over midten,” siger han og smiler skævt.
Han læner sig tilbage i stolen.
”Det er vel sjældent, at folk kan sige: Livet er gået præcis, som jeg forestillede mig, da jeg var 20 år gammel. På den måde er det også vemodigt. Der er blindgyder og steder, man løber panden mod en mur. Stier, der viste dig ikke at føre noget godt sted hen. Kærlighedsrelationer, der går i stykker. Jeg er fraskilt, og det var en voldsom ting for mig, for jeg er ud af en fynsk kernefamilie, hvor man blev sammen, og sådan var det bare. At opleve at blive skilt var en kæmpe mavepuster. En ting var, at det ikke var specielt morsomt, men selve tanken om det var også helt forkert,” siger han.
Siden skilsmissen har han fundet kærligheden igen:
”Humørbussen er punkteret og på værksted langt uden for byen/ Men jeg er stadig til fals for de billigste tricks på menuen,” synger han på pladens sidste sang om at gå tur på Frederiksberg Allé med kæresten, som han elsker ”mindst lige så højt, som alléen er lang”.
Efter en koncert for nylig placerede en anmeldelse i dagbladet Politiken Claus Hempler ”et sted mellem Knausgård og Hausgaard”, med henvisning til den autobiografiske nordmand Karl Ove og den lune vestjyde Niels. Sammenligningerne er lidt for meget, mener Hempler, men ser pointen.
”Det med Knausgård ligger vel i, at det er noget meget privat stof, og jeg nævner ham også selv i én af sangene. Men bare fordi det er privat, er det jo ikke godt. Det private skal have flyvehøjde, ellers er det bare en udkrængende dagbog. I samme sekund, jeg kan mærke, at jeg er lykkedes med en sang, at form og indhold går op, så oplever jeg det ikke længere som privat,” siger han og sætter fingerspidserne sammen på bordet, som om han bygger et korthus, før han slipper.
”Så står det jo dér på papiret og er blevet... ja, alment. Hvis jeg er heldig. Hvis ikke det er lykkedes, så føles det, som om folk skal kigge ind i ens opvaskemaskine, så bliver det privat på en ubehagelig måde.”
Og så er der Hausgaard, som Hempler kalder ”en kæmpe entertainer”:
”Det ligger nok i, at jeg har lyst til at præsentere dette her uhøjtideligt. Man må gerne smile ad det alvorlige, være i det, som man nu har lyst til at være i det. Det er også en måde at afmontere højtideligheden på.”
Hvorfor er det vigtigt for dig?
”Fordi jeg synes, det er en rar måde at være til i livet på. Livet er et mærkeligt spændningsfelt, hvor man konfronteres med alt muligt alvorligt hele tiden. Gulvtæppet trækkes hele tiden væk under én. Og hele tiden et eller andet ubehageligt, der trænger sig på. Døden ligger hele tiden om hjørnet enten for en selv eller nogen i ens omgangskreds. Det er et vilkår, men et alvorligt et. Min datter er 14 år, og alle, der har børn, kender nok også til, at man kan blive ramt af den der, ugh, bekymring. Hvad hvis der sker noget med dem? Men livet er jo ulideligt, hvis vi skal sidde med rynket pande 24 timer i døgnet. Det kan jo være hårdt indimellem. Men en rar måde at være til stede er jo at prikke hul på ballonen og sige: ’Det er nu, vi er her.’ Det er tilladt at trække på smilebåndet og på den måde forsøge at have en lettere gang på jord.”
Det er den samme bevægelse, der sker, hver gang en linje i en ny sang tager form og på én gang viser sig at være både sjov og alvorlig. En lillebitte tilgivelse gemt i sproget som en diamant syet ind i foret på et sort jakkesæt.
”Det er virkelig vigtigt for mig at indfange det der lille tvist. Nej, informationen er ikke munter, men formuleringen har lethed, og den lethed har vi brug for,” siger han.
Da alle sangene til den nye plade var færdigskrevne, alt komponeret og sat sammen i rette rækkefølge, manglede titlen stadig.
”Det var det sidste, jeg fandt på, inden pladen gik i trykken. Jeg gik rundt med et stykke papir i lommen med 30 forskellige titler, og intet passede rigtigt. Og så kom jeg til at se et afsnit af ’Halløj på Badehotellet’, du ved, med gamle John Cleese som hotelejeren Basil Fawlty. Han vil gerne appellere til et lidt finere klientel, selvom det i virkeligheden er et ret tarveligt sted, han har. Der kommer en lord og indlogerer sig, lord Melbury, der viser sig at være en svindler. Han afleverer en meget tung kuffert i receptionen, som Basil Fawlty til sidst finder ud af er fuld af mursten,” genfortæller han.
”Og så vidste jeg, det var titlen! Vi har jo alle sådan en kuffert, fuld af de oplevelser og erfaringer, vi har gjort os. Sorgen og glæden, alting slæber man rundt på i den kuffert. Men på en underlig måde bliver den lettere at bære med tiden. Og jeg oplever det selv sådan, at det kan godt være, døden rykker tættere på, men man bliver jo også mere bevidst om, at man er her. Og at man skal være her på en måde, hvor man også kan glemme sig selv lidt og bare nyde det.”