Kronborg har det hele. Ikke mindst beliggenhed. Før Kronborg er noget som helst andet, er det et slot, et prægtigt bygningsværk i omgivelser så storslåede, at det kan tage pippet fra enhver. Fra det øjeblik, man træder ind gennem porten til fæstningsanlægget omkring slottet, er man omgivet af historiske bygninger. Et helt specielt miljø. Og man er ikke engang inde ved slottet endnu.
Indløser man nu billet og bevæger sig ind mod selve slotsgården, forstærkes indtrykket kun. Dér står kanonerne, som vogtede nidkært over sundet. Dér står den majestætiske flagstang, hvor splitflaget gennem århundreder har varslet til ven og fjende: Her er Danmark.
Nu træder man ind i slotsgården. Og til alle sider er man omgivet af Danmarks prægtigste – og vigtigste – renæssanceslot. Her var Frederik II. Her var Christian IV. Her var Hamlet (sådan da). Her er Holger Danske (sådan da).
Det kan næsten ikke gå galt. Og så alligevel. Når man har det hele og ovenikøbet 200.000 gæster om året, kan det måske blive en sovepude. Måske er det netop de prægtigste slotte, der står i fare for at synke ind i tornerosesøvnens bløde omfavnelse.
Kronborgs historie går tilbage til den tid, da Frederik II byggede sit slot ud til Øresund lige der, hvor der siden Erik af Pommerns tid havde stået en borg, som hed Krogen. Denne borg var opført for at understøtte opkrævningen af øresundstold fra de mange skibe, der sejlede gennem sundet.
Det nye Kronborg blev opført 1574-1585. Det skulle ikke blot være fæstningsværk og militært støttepunkt, men også et pragtslot i renæssancestil. En fyrstebolig, hvor kongen selv kunne bo.
Det forhold alene antyder, hvor afgørende øresundstolden var for Danmark – og hvor afgørende beliggenheden var for Kronborg allerede dengang.
Frederik II og hans hustru, dronning Sophie, har fået en fremskudt rolle i udstillingerne på Kronborg. Det er både fornuftigt og kærkomment. Frederik II står i den historiske erindring i skyggen af sin søn Christian IV. Men i modsætning til denne var han faktisk en god konge. Kronborg er netop et vidnesbyrd om den konsolidering af det danske rige, han efterstræbte, og som sønnen så at sige spillede bort.
Desværre er udstillingen i sig selv en skuffelse. Nuvel, Kronborgs kamre og haller er altid et syn værd. Men udstillingen føjer desværre ikke meget til. De monstrøse plancher med tekst trækker endog fra. Teksterne er helt ubestemmelige i deres almindelighed. Og udformningen – imiteret gulnet pergament med imiterede middelalderskrifttyper fra Microsoft Word – er noget for sig selv. Det skulle vel lede tanken hen på 1500-tallet. I stedet leder det tanken hen på turistfælde.
Dette er på den anden side ikke helt skævt.
En pludselig råben fra slotsgården. Hvad sker der? Er det et slagsmål? Har imiteret pergament drevet en anden fra forstanden?
Nej. Det er en mand i et historisk kostume, der løfter sin kårde og råber noget på engelsk. Han ægger tre besøgende til at drage med ham ind på slottet, hvor et drabeligt opgør med en anden mand i historisk kostume utvivlsomt venter.
Råberiet har med ”Hamlet” at gøre. Som bekendt henlagde Shakespeare handlingen til Elsinore. Forståeligt nok knytter Kronborg an til dette. Det er guf for turisterne. Et program skrevet i kridt ved indgangen til slottet afslører, at råberiet vender tilbage med jævne mellemrum.
Måske det også kan blive for meget?
Larmen fra gården står i skærende kontrast til fraværet af informationer i udstillingen. Der hænger ting på væggene, men det er umuligt at vide, hvad det er. Det er mere undtagelsen end reglen, at man har belemret sig med at skrive det.
På borde ligger mærkelige, imiterede historiske kort. Frisk fra printeren. Et rum domineres af et kolossalt gulvtæppe, der også forestiller et kort. Det er næppe historisk. Man får lyst til at rulle det sammen og forære det til Blå Kors.
Langt bedre er den tilstødende udstilling, der fokuserer på slottets smukke gobeliner. Her hjælper gode tekster beskueren til at komme ind i værkerne og opdage detaljer, som det matte øje alt for nemt glider hen over.
Teksterne på et museum står aldrig alene. De er altid i relation til genstandene og den bredere historie, man vil formidle. Det lykkes her. Men det er undtagelsen på Kronborg.
Også turen gennem kasematterne under slottet kan anbefales. Her sidder Holger Danske og venter på at vågne til dåd. Megen udstilling er der ikke dernede. Men rundt omkring på væggene er der nogle næsten skjulte tekster, man kan finde med sin medbragte lommelygte. Det er en sjov idé – som kunne være brugt mere aktivt.
Kronborg blev bygget på grund af sin beliggenhed. Men slottets udstillinger lever på samme beliggenheds nåde. I kraft af sin ikoniske status, de fantastiske rammer og ikke mindst Øresunds betydning for Danmark kunne Kronborg være historie- og kulturformidling i verdensklasse. Det er det desværre ikke.
Kun entréprisen er i verdensklasse. 145 kroner i højsæsonen. Den er heldigvis slut i skrivende stund. Så kan man nøjes med 95 kroner. Det er mere passende.
k.dk/kultur