tFire stjerner ud af seks.
Er kunsten Kun sten? Inden tæppet går for forestillingen af dette navn på Svalegangen i Aarhus, er der i hvert fald kun tre pænt store sten på scenen.
Den finurlighed, som titlens ordspil rummer, er i overensstemmelse med forestillingen i det hele taget: Humoren er med hele vejen, også selvom den fører gennem en tragedie. Den ene af stenene har ved slutningen status af gravsten. Moralen må være, at det, der bliver tilbage, er Kun sten. Så er det sagt: Grundmotivet er døden.
Inden for sin snævre ramme er stykket, skabt af Teatret og iscenesat af Petrea Søe, ikke alene sten, men også kunst. Blot 70 minutter varer det og meget mere kan formen heller ikke bære. Det er tavst teater, uden én eneste replik. De to medvirkende, Folmer Kristensen og Hans Rønne, udtrykker sig udelukkende ved hjælp af mimik, kropssprog og bevægelser, tæt fulgt af Søren Siegumfeldts musik, hvis andel i helheden er afgørende.
De to skuespillere behersker det ordløse sprog. Stilen med dens dobbelthed af nedtonet latter og gråd er beslægtet med klovnens og formidles med en intensitet, der fastholder én, samtidig med at man til stadighed befinder sig i en tilstand af rådvild undren. For langtfra altid er man klar over, hvor det er, man føres hen. Men man følger gerne med.
I betragtning af scenens tomhed vækker det optimal opmærksomhed, når pludselig en papkasse dukker op. De agerende stikker hovederne ned i den også på én gang og det gør dem åbenbart godt. Hvad er der dog i den kasse? Livets mening? Personernes ansigter, der ellers ikke rutter med tydeligt aflæselige følelser, tillader sig forløsende smil uden forbehold. Så måske ...
Forestillingen vrimler med kuriøse indfald som dette, men givet med en naturlighed, som kan det slet ikke være anderledes. Hvad man i øvrigt gerne tror, at det heller ikke kan.
Udgangspunktet for historien er, at to tidligere barndoms- eller ungdomsvenner, mænd i såkaldt moden alder, mødes igen efter vist mange år for at deltage i en tredje tidligere vens begravelse. Gensynet får et uforudsigeligt forløb af afstande og nærhed, men under indtryk af den forgængelighed, der kun skåner stenene, synes noget, der fandtes engang, på ny at blive vakt til virkelighed hos dem: en gensidighed på radikalt ændrede betingelser, med udsigt til den grav, hvor blomsterne, der ledsager handlingen hvis dette ord overhovedet har gyldighed her henkastes for ligeledes at visne og dø.
Teatret: Kun sten. Iscenesættelse: Petrea Søe. Scenografi: Gitte Baastrup. På Svalegangen i Aarhus indtil den 19. november. Danmarksturné fra den 22. november til den 7. december.