Kunst hjælper psykisk syge

På museet på Psykiatrisk Hospital i Risskov er værkstederne åbne for patienter

Hanne Rasmussen kommer i værksted på museet ved psykiatrisk hospital i Risskov to gange om ugen. At male billeder giver hende lindring. -
Hanne Rasmussen kommer i værksted på museet ved psykiatrisk hospital i Risskov to gange om ugen. At male billeder giver hende lindring. -. Foto: Lars Aarø/Fokus.

Helt oppe under taget på Museum Ovartaci, museet på Psykiatrisk Hospital i Risskov ved Århus, sidder Hanne Rasmussen og maler snegle. Lysende gule, grønne og orange snegle på en bund af sand, som hun har fastgjort til et lærred. Hun begyndte at male, da hun gik ned med alvorlig stress og blev ude af stand til at være på en arbejdsplads. Det er efterhånden seks-syv år siden, og siden da har hun malet billeder med alle mulige forskellige motiver fra store, frodige kvinder til slanger og, ja, snegle.

Hanne Rasmussen maler, fordi det gør hende godt. I selskab med lærred, pensel og maling, samt de andre brugere af museets malerværksted, har hun en oplevelse af at få plads til bare at være.

– Når jeg maler, oplever jeg, at det et kort øjeblik ikke gør ondt indeni. Jeg er i et nu, hvor der ikke er plads til alle de besværlige følelser, der ellers fylder mit liv. Her er ingen påvirkninger fra fortiden eller bekymringer for fremtiden, men blot et nu, jeg kan være til stede i, siger hun.

Hanne Rasmussen tændte et par stearinlys, da hun ankom denne morgen, og midt i det kreative rod med pensler i bøtter, malerpletter på gulvet og kulørte sedler på opslagstavlen skaber de intimitet og hygge. Her hersker en stemning af tryghed, og netop det er vigtigt for den skabende proces hos mennesker, hvis dagligdag i øvrigt oftest er fyldt med besværligheder.

- Lige fra starten oplevede jeg en lindring ved at være her og male, og nu vil jeg sige, at det også har en positiv effekt på resten af mit liv, siger Hanne Rasmussen, der har smil i øjnene og let til latter.

Hun er efterhånden blevet en institution på stedet og tager gerne imod nye, der vil i gang med at male. Hun ved ikke om, hun er kunstner, men hendes billeder har blandt andet været udstillet på museets café, ligesom hun har nogle hængende hos en praktiserende læge i Århus.

- Jeg planlægger ikke noget, men lader det bare ske, siger hun om inspirationen til de oftest meget farverige billeder.

Hanne Rasmussen har ligesom de andre brugere af museumsateliet selv evnet at sætte sig i gang med at male.

Men sådan er det langtfra med alle psykiatribrugere. Mange indlagte eller brugere af lokalpsykiatrien ville have glæde af at male billeder, men langt de fleste er ikke i stand til at komme i gang. Til dem burde der være et tilbud om egentlig kunstterapi – en proces hvor de hjælpes i gang og bliver i stand til at nå ind til sig selv gennem det at male billeder.

Det mener Hanne Stubbe Teglbjærg, der er psykoterapeutisk overlæge på Psykiatrisk Hospital i Risskov og desuden uddannet kunstterapeut på European Graduate School i Schweiz, og som netop har lavet en ph.d.-afhandling om sammenhængen mellem blandt andet skizofreni og kunstterapi.

I et år fulgte hun en gruppe på fem skizofrene samt en kontrolgruppe bestående af depressive og personlighedsforstyrrede patienter. En gang om ugen gennem et år var de ti patienter i kunstterapi, og alle fik det mærkbart bedre.

- Kunstterapi går ind og påvirker selverfaringen hos de her patienter på en meget afgørende måde. Ved at skabe kunst bliver de tydeligere for sig selv, og de kommer i højere grad til at eje deres egne tanker og følelser. Det er simpelthen en genvej til at skabe mere mening og struktur i sin egen bevidsthed på, siger Hanne Stubbe Teglbjærg.

– Det er ikke alt, hvad der skabes via kunstterapi, som man vil kalde kunst, men det er heller ikke det vigtigste. Det vigtigste er, at den syge får mulighed for at skabe noget, som vedkommende kan spejle sig i og forstå sig selv i forhold til, tilføjer hun.

Det handler om at forstå tingene på en måde, som ikke er logisk og rationel, og som ikke umiddelbart kan forklares. På samme måde som man heller ikke kan forklare eksempelvis Beethovens femte symfoni.

- Det, man kan kalde æstetisk mening, anser jeg for helt fundamentalt for, at vi mennesker kan forstå os selv og vores verden, og det er netop denne æstetiske mening, som kunsten kan bidrage med.

Kunstterapi handler ikke kun om at stille lærred, pensler og maling til rådighed for de syge. Det vil der i de fleste tilfælde med meget syge patienter ikke komme noget ud af. Terapeutens rolle er, ud over at skabe et roligt og trygt miljø, at presse på, og når der er kommet noget på lærredet, så at stille spørgsmål og gå i dialog med patienten, om, hvad det er, han eller hun maler. Det er en meget kompleks måde at arbejde på, hvor det er vigtigt, at man hverken styrer for meget eller for lidt.

Hanne Stubbe Teglbjærg ser blandt andet kunstterapien som et middel til at møde nogle af de udfordringer, som psykiatrien kan have svært ved at håndtere med medicin eller andre former for behandling. Eksempelvis når mennesker med personlighedsforstyrrelser mister mening og selvfølelse. Nogle kan behandles, men det kræver meget langvarige psykoterapeutiske forløb.

- For mig at se er kunsten en fantastisk genvej, som det er synd, vi ikke bruger i meget højere grad, siger hun.

Både herhjemme og internationalt set er Hanne Stubbe Teglbjærgs projekt ret unikt. Der er forsket meget lidt i sammenhængen mellem psykiske sygdomme og udøvende kunst. Der er, ifølge overlægen, et stort behov for uddannelse og forskning inden for området. Der er ingen officiel kunstterapiuddannelse i Danmark, og så længe den mangler, er det svært at udøve forskning. Og når forskningen mangler, er det svært for psykiatrien at tage kunstterapien i brug for alvor.

En tredjedel af alle psykiatriske afdelinger i Danmark har allerede i dag kunstterapeutiske tilbud til patienterne, men meget få af dem bliver varetaget af fagpersoner, og dermed skabes der heller ikke umiddelbart evidens for, at det virker. Hanne Stubbe Teglbjærg er dog ikke i tvivl om, at et stort antal psykiatribrugere vil kunne have glæde af at male billeder, og hun mener endda, at det i nogle tilfælde vil kunne have en helbredende effekt.

- Det var tydeligt, at patienterne i løbet af det år, mit projekt varede, blev væsentlig mere stabile, og da jeg interviewede dem et år senere, gav flere af dem udtryk for at stabiliteten holdt, selvom projektet var afsluttet. De oplevede generelt mindre angst og paranoia og de fortalte, at de var blevet bedre til at være i det enkle frem for hele tiden at skulle gøre sig de store tanker. Skal man opnå en helbredende effekt, skal der imidlertid mere tid til. Jeg kan ikke dokumentere det, men personligt er jeg ikke i tvivl om, at kunstterapi kan helbrede, siger Hanne Stubbe Teglbjærg.

washuus@kristeligt-dagblad.dk