Kunst i smuk dialog med Faaborg Museums klassisk inspirerede arkitektur

Udstilling vidner om Kirsten Justesens konsekvente og idémæssigt skarpe, men også poetiske og legende tilgang til skulpturen gennem fem årtier

Udstillingen kan opleves af både børn og voksne, da værkerne er spektakulære og umiddelbart forståelige.
Udstillingen kan opleves af både børn og voksne, da værkerne er spektakulære og umiddelbart forståelige.

”En skulptur er en ting, som man støder ind i, når man træder tilbage for at betragte et maleri”. Sådan koketterede den amerikanske, abstrakt-ekspressive maler Ad Reinhardt (1913-1967) engang med skulpturen for derved at fremhæve maleriets forrang i kunstens hierarki.

Denne prestigekamp, som har stået på i århundreder, handler om kunstens to og tre dimensioner. Men det er klart, at skulpturen – i al fald den klassiske, der er skabt i bestandige materialer som marmor, granit eller bronze – har klaret tidens gnavende tand langt bedre end maleriet. Disse materialer har sikret den antikke kulturarvs overlevelse. Med sin materielle tyngde og volumen optager skulpturen en plads i verden, og for at opleve den ordentligt må man gå hele vejen rundt om den. Maleriets bagside derimod er ikke værd at tale om.

Kirsten Justesen (født 1943) er en international institution inden for genren ”body art”, men hun er samtidig en klassisk uddannet billedhugger, der med sin sikre form- og materialesans har dekonstrueret den traditionelle skulptur i 50 år. Det er sket med performancekunst og ”body art” som metodisk greb. Hendes kunst har sit udspring i den kunsttype, som artikulerer sig ved hjælp af flere forskellige medier, og som bevæger sig mellem kunst og liv.

Soklen spiller en helt central rolle i hendes skulpturelle laboratorium. Derfor har udstillingen fået titlen ”Sokkelstykker/Body & Base”. Soklen er med til at definere skulpturens fysiske udstrækning i rummet. Justesens sokler har fra 1968 og frem konsekvent målt 60 x 60 x 60 centimeter, hvad enten de har været gjort af mdf-plader, træfiner, papkasser eller is. I et enkelt tilfælde har hun imidlertid anvendt en indkøbsvogn, som hun selv sidder i nøgen (”Lunch”, 1975).

I et af Kirsten Justesens fotografiske værker ”Svanesø, sang og sokkel” (2013) sidder hun på soklen iklædt sort og holder om en svane. Her skabes en direkte dialog med billedhuggeren Kai Nielsens (1882-1924) fascinerende skulptur ”Leda og svanen” (1918), som står på gulvet i samme rum. –
I et af Kirsten Justesens fotografiske værker ”Svanesø, sang og sokkel” (2013) sidder hun på soklen iklædt sort og holder om en svane. Her skabes en direkte dialog med billedhuggeren Kai Nielsens (1882-1924) fascinerende skulptur ”Leda og svanen” (1918), som står på gulvet i samme rum. – Foto: Faaborg Museum

Hendes mange værker af is i serierne ”Melting Time”, ”Pedestals”, ”Ice Wings” med flere er med Justesens egen, husmoderpraktiske forklaring skabt af lavpraktiske grunde, fordi ”is smelter efter endt brug, og formen fylder så lidt, så der er ingen opbevaringsproblemer efterfølgende”.

Men isen er faktisk et stærkt materiale som oplagt vanitassymbol. Det er eminent til at anskueliggøre forvandling. Som hurtigt smeltende materiale henviser det til tidens gang og dermed til timeligheden og døden. Som det fremgår af Justesens parafrase af Nicolai Abildgaards (1743-1809) maleri ”Den sårede Filoktet” (1795), hvor hun sidder sammenkrøbet med sin nøgne og varme krop klemt inde i en kvadratisk pejseåbning og holder fast i en is-cylinder, der skyder sig diagonalt gennem billedet.

Justesen udfordrer igen og igen skulpturen som en del af det patriarkalske arvegods med afsæt i feminismen: Vi kender alle rytterstatuerne, der svæver højt oppe på deres sokler, eller statuer af vigtige mænd i parker og på pladser.

Det er stort set kun dronninger, som hviler på sokler i det offentlige rum. Kirsten Justesen poserer selv på sine sokler – nogle gange som græsk idrætskvinde i serien ”Græsk sommer” (2015), andre gange med et fjernsyn på ryggen, der genudsender det fotograferede motiv i en uendelig repræsentation i værket ”Replay – a Work for Plinth, Body and TV-set” (1991/2019). Men hun optræder altid anonymt, for det er alt andet end heroiserende selvfremstillinger, vi er vidner til.

Soklen spiller en helt central rolle i Kirsten Justesens skulpturelle laboratorium. Derfor har udstillingen fået titlen ”Sokkelstykker/Body & Base”.
Soklen spiller en helt central rolle i Kirsten Justesens skulpturelle laboratorium. Derfor har udstillingen fået titlen ”Sokkelstykker/Body & Base”.

Vi ser heller aldrig hendes ansigt, for det er ikke selvportrætter, derimod undersøgelser af skulpturen som et æstetisk udsagn, og som et traditionelt vidnesbyrd om indflydelse og magt. Justesen sætter en kile ind i denne magtens repræsentation, og det sker ofte med humor. Men på et mere overordnet plan handler hendes kunst også om at være i verden og i høj grad også om at være i verden som kvinde, at tiden går, isen og smørret smelter, og kroppen er i løbende forfald. Som hun selv har udtrykt det: ”Jeg bruger min egen krop. Den kan klædes af, klædes på, afstøbes, affotograferes og aftegnes. Den kan blive gravid, blive tyndere og tykkere – og den kan blive ældre.”

Den moderne skulpturhistorie har været optaget af at udviske soklen eller fjerne den i bestræbelsen på at demokratisere skulpturen, så publikum møder den i øjenhøjde som en ting på linje med andre ting i verden. Men traditionelt bærer soklen statuen oppe. Den er underordnet indholdet – eller sagt med andre ord: Den er det understøttende for det understøttede. Jo højere sokkel, des mere magt repræsenterer figuren, som er placeret på den. Og jo mindre føler vi – betragterne – os.

Tænk blot på lord Nelson, der balancerer højt oppe over Trafalgar Square i London, som Elmgreen & Dragset i sin tid udfordrede med drengen på gyngehesten, der i dag smiler glad til de besøgende ved indgangen til kunstmuseet Arken. Nelson står på en korintisk søjle, som igen hviler på en piedestal. Den adlede admiral og nationalhelt er kommet så højt på strå, at ingen, bortset fra fugle og droner, kan komme i nærheden af ham.

I 1968 krøb Kirsten Justesen ned i en sokkel, det vil sige en papkasse med målene 60 x 60 x 60 centimeter. Den øverste side af dette ikoniske værk ”Skulptur # 2”, som vi oplever på udstillingen, er et foto af Justesen selv, som er krøbet sammen nede i papkassen. Her er kunstneren ikke alene hoppet ned fra soklen, men direkte ned i den. Værket spiller underfundigt på forholdet mellem de to og tre dimensioner – foto og skulptur. Det er en slags trompe l’oeil-værk, hvor man i første omgang antager, at der faktisk ligger et menneske nede i kassen. I museets orangeri er der indrettet værksted for børn og voksne, hvor man får et ark med et omrids af skulpturen, som man kan klippe ud og folde som papirmodel. Så kan man få sin egen ægte ”Cut Piece/Fold Sculpture” fra 1968 med hjem.

Udstillingen er stramt disponeret og fordeler sig meget smukt i Faaborg Museums klassiske sale med de kubeformede fliser, der fungerer som et ekko af soklerne, og med det sorte sokkelbånd, der løber gennem hele huset.

I et af Kirsten Justesens fotografiske værker ”Svanesø, sang og sokkel” (2013) sidder hun på soklen iklædt sort og holder om en svane. Her skabes en direkte dialog med billedhuggeren Kai Nielsens (1882-1924) fascinerende skulptur ”Leda og svanen” (1918), som står på gulvet i samme rum. Motivet er den græske myte om dronning Leda, som Zeus forelsker sig i. Men for at nærme sig hende må han forvandle sig til en svane. Frugten af deres erotiske møde bliver et æg, som Helena – den smukkeste kvinde i Hellas – udklækkes af. Også Kirsten Justesens iscenesatte foto handler på en subtil måde om dette erotiske møde, hvor svanen og kunstneren så at sige smelter sammen på soklen.

Udstillingen rummer flere spændende nedslag i Justesens kunst og giver også prøver fra hendes omfattende arkiv i form af små statuetter, billeder og tekster. Den belyser desuden relationen mellem skulpturerne og de fotografiske arbejder: Hos denne kunstner er fotografiet mere end en dokumentation af de performative værker. Det fungerer også som en form for sokkel i sig selv. En sokkel, der definerer det rum, som kunstnerens krop og dens positurer udfoldes i. Dette beror blandt andet på den præcise beskæring/indramning af motivet.

Udstillingen kan opleves af både børn og voksne, da værkerne er spektakulære og umiddelbart forståelige. Men der er mange spændende betydningslag at gå på opdagelse i for den, der ønsker at udforske og reflektere over værkerne på et dybere plan.