Kunst kan være både tragisk og berigende på en gang

Tidligere sognepræst Johannes H. Christensen har netop genlæst ”Vredens druer” af John Steinbeck. Den kan, som stor kunst kan, åbne vores øjne for menneskelige grundvilkår, mener han

”Vredens druer” betragtes som et af de monumentale værker i amerikansk litteratur.
”Vredens druer” betragtes som et af de monumentale værker i amerikansk litteratur. . Foto: Scanpix.

Jeg læste i min gymnasietid ”Vredens druer” (1939) af John Steinbeck (1902-1968) i den danske oversættelse og blev meget betaget af den. Jeg syntes dog, at nogle af kapitlerne var lidt kedelige, hvilket skyldes, at romanen er komponeret på en sådan måde, at hvert andet kapitel handler om Familien Joads historie, og hvert andet kapitel er sociologiske og politiske skildringer af de betingelser, som udløser Familien Joads historie.

Dengang som 16-årig var det naturligvis familiens historie, jeg gik efter og fandt spændende, men i dag kan jeg sige, at de andre kapitler bestemt ikke er kedelige. Jeg har netop genlæst bogen på engelsk, hvilket i øvrigt føjede en ekstra dimension til, fordi det var John Steinbecks eget fantastiske sprog, og i de såkaldt sociologiske kapitler præsterer han en social og politisk analyse, som reducerer Marx til en pæn skoledreng.

Bogen handler om situationen i 1930'erne, hvor mange hundredetusinder måtte gå fra hus og hjem. De blev lokket til Californien med løfter om arbejde, men der herskede en utrolig fattigdom, som John Steinbeck beskriver helt fantastisk. Ligeledes er hans analyse af aktieselskabernes rolle i krisen, hvor ingen kan drages til ansvar, helt eminent - han har rigtig godt i fat i, hvordan ansvarsforflygtigelse er kapitalismens værste skandale.

Kapitlerne med Familien Joad handler om, hvordan den skal køre fra Oklahoma til Californien. Ma, som er moderen i familien, og sønnen Tom, der har været fire år i fængsel, er de vigtigste personer. Ansvaret for det hele hænger på dem. Man oplever, hvordan alle mændene bortset fra Tom synker helt ned under situationen, fordi håbløsheden rammer dem, mens trodsen og modet inkarnerer sig i Ma på en meget smuk måde.

En lægprædikant, der også er med familien, forlader den på et tidspunkt og ender med at blive slået ihjel af den skrækkeligste betjent, man kan forestille sig. Derefter slår Tom betjenten ihjel og må selv flygte. Romanen slutter med lige dele desperation og håb. Familien finder ly i en lade, hvor de finder en døende mand, som ender med at overleve, fordi familiens datter, der netop har født et dødfødt barn, redder ham med mælken fra sit svulmende bryst.

For mig er ”Vredens druer” et af de store monumentale værker i amerikansk litteratur. Den er så almenmenneskeligt bevægende og bringer en kolossal indlevelse i disse menneskers skæbne, samtidig med at der ikke er et skær af sentimentalitet over det.

Det særlige ved John Steinbeck er også, at der er lavet to mesterfilmatiseringer af hans bøger. Det er ”Øst for Paradis” og altså ”Vredens druer”, som jeg tror, at jeg har set 15 gange efterhånden. Der er passager i den, hvor jeg hver eneste gang røres til tårer. Blandt andet en scene, der viser en samtale mellem Ma og Tom efter en danseaften, er dybt bevægende. Ligeledes da hun står og kigger efter ham, efter han har måttet flygte.

Det er John Ford (amerikansk filminstruktør 1894-1973), der har lavet den, og han er den største filmkunstner nogensinde, mener jeg. Fra 1939 til 1941 lavede han hele syv film, der alle er lysende mesterværker.

At spørge, hvad ”Vredens druer” og John Steinbeck kan sige os i dag, er det samme som at spørge, hvad Shakespeare kan sige os i dag. Her har man et på et kunstnerisk meget højt niveau nogle skildringer af menneskelige skæbner, som er ganske uafviselige. ”Vredens druer” kan det, som stor kunst kan. Få os til at se klart - stor kunst er en øjenåbner for menneskelige grundvilkår. Hvis man har den mindste modtagelighed, står det som åbenbaringer af virkeligheden, som man nemt overser til daglig.

Vi kan se forfærdelige ting i tv og lukke af for dem, og det skal vi også, for vi kan ikke græde over al lidelse i verden. Men stor kunst kan stille den for øjnene af os, så man beriges af det. På den måde kan kunsten være både tragisk og berigende på en gang. Ikke som strømmen af voldelige krimier, som blot er halvsyge fantasier, man kan synke ned i. Selvom der er vold i ”Vredens druer”, er det ikke udpenslet, og der er bestemt ingen splatter.

Hitchcock sagde engang, at man aldrig skal filmatisere gode bøger. Man skal i stedet tage en dårlig bog og gøre den til en god film. Men der er altså undtagelser, og ”Vredens druer” er en af dem.

Johannes H. Christensen. -
Johannes H. Christensen. - Foto: Leif Tuxen