Prøv avisen

Kunst, magt og faderoprør

Bøger: Dorthe Nors skriver i »Stormesteren« med både troværdighed og stor psykologisk indsigt. Ny roman udkommer i dag

Med farvepalet i den ene hånd og pensel i den anden er Thomas på hjemmebane og i sit absolutte es. Han har gået på kunstakademiet, er yderst talentfuld og høster stor opmærksomhed og anerkendelse for sine malerier.

Thomas høster også stor opmærksomhed hos kvinderne og går i fast rutefart fra favn til favn og tilbage igen til sin lille lejlighed i det indre København, hvor farverne flimrer, penslerne gløder, og kunstens muser danser maraton omkring hans staffeli.

Det lyder som en ren succeshistorie. Men så nemt slipper han ikke, Thomas, i Dorthe Nors' roman »Stormesteren«. Rastløsheden er begyndt at vise tænder. Thomas kan ikke sove om natten og tør ikke at åbne sig fuldt og helt i sit kærlighedsliv. Og kradser man lidt i fernisen på hans malerier og søger bag om det tykke lag af oliefarve og succes, så toner smerten og konflikterne da også frem.

Med et sikkert greb om sin historie trækker Dorthe Nors læseren tilbage til Thomas' barndom og opvækst i Lemvig. Det bliver til en fortælling om en magtsyg og undertrykkende far, der er skoleinspektør og stormester blandt byens logebrødre - og her er der ingen slinger i valsen. Hør blot, hvorledes Dorthe Nors lader Thomas beskrive sin far:

»Min far var Stormester i Paternoster, og man kan ikke blive noget større i sådan en loge. Han var meget ambitiøs af natur. Og sådan en loge har ikke noget imod kreative størrelser som sådan. Bare de er kreative på en ordentlig måde. (...) Vi vil ikke have nogen svinkeærinder. Det skal stå stramt, skal det. Ellers bliver man ikke en person, der stiger ordentligt i graderne og kan få andre til at gøre ting for sig. Man skal have magt over sig selv. Og de, der er mindre end én selv.«

Det er således den livsfilosofi, faren ikke bare selv lever efter, men som han også trækker ned over sine omgivelser med hård hånd: Faren styrer og har magt over Thomas, der mod sin vilje tildeles rollen som hoftegner for logebrødrene, mens Thomas (stadig mod sin vilje) får magten over lillebroderen Mikkel, der til gengæld ikke er til at styre på ti tønder land.

På den måde kiler den magtfulde og autoritære far sig ind mellem brødrene Thomas og Mikkel. En dag får Thomas nok og vender faren og Lemvig ryggen for at søge optagelse på kunstakademiet i København. Men det medfører også et afgørende brud med broderen Mikkel, der føler sig efterladt og svigtet.

Det er dette faderoprør, magtspil og brud med broderen, der for alvor er begyndt at gnave sig ind på Thomas og ødelægge hans nattesøvn. Og det er først, da Mikkel en dag tropper op i København, og de to brødre får gjort op med fortidens fortrædeligheder, at Thomas finder hvile i sig selv og for alvor tør tro på fremtiden.

»Stormesteren« er en fin og vellykket roman. Dorthe Nors har et godt greb om sit stof, og der er både troværdighed og stor psykologisk indsigt i hendes menneskeskildring. Enkelte bipersoner kunne måske godt være trukket lidt skarpere op i romanen, men det er absolut en mindre detalje i det samlede billede. Så selv om magt, undertrykkelse og faderoprør er velkendte temaer i litteraturhistorien, så lægger man gerne øre til endnu en historie om emnet, når der fortælles så overbevisende og levende som i Dorthe Nors' »Stormesteren«.

Dorthe Nors: Stormesteren. Roman. 172 sider. 228 kroner. Samleren.

kultur@kristeligt-dagblad.dk