Prøv avisen
Eftertanken

Der er intet forgjort i at bruge kunsten i terapeutisk øjemed

God kunst kan holde til alt – og når først kunsten er der, er der intet forgjort i også at bruge den til trøst og lindren

For nylig førtes i flere medier en diskussion om, hvorvidt kunst kunne helbrede eller dog lindre, i hvert fald være en del af behandlingen af alvorlige sygdomme, sorg og stress og meget andet. Der er gjort vellykkede forsøg med brug af kunst på sygehuse og hospicer. Man skulle sikkert også tænke mere på kulturelle tilbud på plejehjem og andre steder og ikke på forhånd regne med, at beboerne ikke er interesseret i seriøs kunst og litteratur, men kun i den laveste fællesnævner. Omgang med kunst burde være en del af personalets uddannelse.

Men der har så også været dem, der har sagt, at man skal være varsom med at ”bruge” kunsten på denne måde, varsom med at spænde den for en eller anden vogn, om det så er med det bedste formål. Kunsten skal have lov at være kunst og ikke forveksles med medicin af den ene eller anden slags.

Kunsten ville imidlertid kun være truet, hvis den gav sig til at stræbe efter at spille en rolle som trøstende eller lindrende eller helbredende. Så ville den straks holde op med at være kunst. Kunstneren bag et værk kan sådan set udmærket have den bestræbelse, men hvis hendes eller hans værk ikke løfter sig ud af den undervejs, kommer der ikke noget godt ud af det. Som den tyske digter Gottfried Benn sagde: Modsætningen til kunst er ikke kitsch, men det velmente.

Han kunne også have sagt: Det mente i det hele taget, altså det formålsbestemte. For kunst mener ikke, kunst er. Det er lige præcis det, der gør den så uhåndterlig for alle dem, som vil have den til at se ud eller lyde på en bestemt måde, og som bliver forargede, når den ikke retter sig efter det. Og det er på den anden side lige præcis det, der gør, at kunsten ofte kan være både trøst, lindring og opmuntring for dem, der lader sig bevæge af den uden at ville bestemme, hvor den skal føre dem hen. For slet ikke at tale om, at kunst kan bruges politisk, og at der findes fortræffelige politiske digte. Men de er fortræffelige, fordi de er gode digte, og ikke alene fordi de mener noget.

Når kunsten først er der, er der intet som helst forgjort i at bruge den i terapeutisk øjemed. Det kan tværtimod have velsignelsesrige resultater, og god kunst kan holde til alt. Goethe, som jeg skrev om for nylig, er også her et godt vidne. Han lod i sin ungdom den fiktive udgiver af romanen om ”Den unge Werthers lidelser” skrive i forordet: ”Du gode sjæl, der føler som han, hent trøst i hans lidelser…” Og i sin alderdom skrev Goethe en gruppe digte, som han kaldte ”Lidenskabens trilogi”. Det lange midterdigt, ”Marienbad-elegien”, er fuldt af lidenskab og længsel, af håb og skuffelse, ja af desillusion. Det har det hele, og fuldt så påtrængende som Werthers lidelser 50 år i forvejen.

Det første af de tre digte er da også stilet til den døde romanhelt: ”Til Werther.” Men i det sidste digt i den lille gruppe (”Udsoning”) skildres, hvorledes musikken ”på englevinger” dukker op for den fortvivlede og med sit tonevæld forløser eller i hvert fald forsoner, ”så hjertet rask er lettet og mærker, at det endnu er levende og slår og gerne vil slå”. Det er, som de sidste linjer lyder, ”den dobbelte lykke: tonerne og kærligheden”.

Så intet ondt om kunstens trøstende og lindrende funktion. Blot den først og fremmest er blevet til som kunst, uden forhåndsbetingelser.

Klummen ”Eftertanken” skrives af professor, forfatter og tysklandsekspert Per Øhrgaard og bringes i avisen hver anden fredag.