Det er først og fremmest en fysisk oplevelse at bevæge sig rundt på »Documenta« i Kassel. Øjnene bliver trætte, når de ser for meget, og om natten vågner man med krampe i benene efter de mange tilbagelagte kilometer til fods. Paradoksalt egentligt, når der nu er tale om en udstilling, hvor der er så meget for hovedet. For tanken. Og især for eftertanken.
For helt sikkert er det, at dette års »Documenta« hører til i den tunge vægtklasse. Den er meget teoretisk og sjældent særlig sjov, forstået som morsom, forstået som noget, man kan grine af. Det er da også indvendinger, mange allerede er kommet med. Den er for alvorlig, for intellektuel, hører man igen og igen. Spørgsmålet er imidlertid, om der overhovedet er så meget at grine af, ser man på den globale politiske og sociale situation, som så mange af de udstillede værker forholder sig til.
Ser man på de komplekse problematikker, den giver synlighed. I den forstand tror jeg ikke, »Documenta 11« kan eller overhovedet skal være anderledes. Andet end insisterende tung og alvorlig, ganske enkelt fordi emnet er alvor; er social og realpolitisk virkelighed.
Er »Documenta« en udstilling, hvor der er meget for hovedet, for tanken, er det imidlertid også en udstilling, hvor der er meget for øjet. I al talen om politik og teori må man nemlig ikke glemme, at billedkunsten arbejder i det visuelle felt; dens henvendelsesform er anderledes end for eksempel litteraturens, og den kan derfor gøre noget, teksten ikke kan. Det er der heldigvis mange eksempler på blandt værkerne på »Documenta«. Værker, der formår at forene det politiske engagement med et interessant visuelt udtryk.
På grænsen mellem øst og vest
Et godt eksempel er videoværket »Shoes for Europe« (2002) af Pavel Braila. Braila er født i Moldavien, og det er også der, filmens handling udspiller sig - nærmere bestemt på jernbanestationen i Ungheni ved den moldavisk-rumænske grænse. Her skal de togsæt, der skal videre vestpå gøre holdt for at få skiftet hjul, eftersom de russiske hjul ikke passer til de togskinner, man har i Rumænien og Vesteuropa. 85 mm er forskellen mellem øst og vest - en praktisk grænsetrækning, men også en mental naturligvis, der meget fint kommer til udtryk i det omstændelige arbejde med det tunge materiel midt om natten, optaget illegalt med skjult kamera, så billederne er slørede, med en poetisk kornethed, der modsætter sig dokumentargenrens ofte meget nøgterne udtryk.
Belgiske Chantal Akerman arbejder også med grænsens problematik. I videoinstallationen »On the Other Side« (2002) har hun filmet grænsen mellem USA og Mexico, som jo ikke er en hvilken som helst grænse, men i den grad en politisk manifestation - en afmærkning af dem og os - og ligesom i Pavel Brailas video, også en markering af økonomisk og social adskillelse. Akerman har filmet selve den fysiske grænse, sådan som den udgøres af trådnet, hegn, stålplader, grænsevagter, infrarøde kameraer, der lader de krydsende blive set og fanget - også om natten. Videoerne vises på monitorskærme, opstillet i lige rækker, der står tæt på hinanden. Resultatet er, at man for at se videoerne selv bliver presset ind mellem skærmene, selv kommer tæt på grænsen og pludselig føler den fysiske afskæring, faren, frygten.
Skibet er ladet med
Både Chantal Akerman og Pavel Braila bruger virkeligheden som helt konkret råstof i deres værker. Det gør også amerikanske Allan Sekula, der i sin kæmpe fotoinstallation »Fish Story« (1990-1995) på meget fascinerende vis kortlægger den meget komplekse internationale skibstrafik.
De 105 farvefotografier af havneliv, skibsliv og besætning ledsages af tekstplancher, hvor Sekula blander sømandsskrøner og historiske fakta i fortællinger om fragtskibene, om besætningen, om deres arbejdsvilkår, om de politiske og økonomiske sammenhænge, alle disse dele indgår i.
Som Sekula skriver, så er skibe i sig selv globale enheder, hvor nationale identiteter opløses til fordel for økonomisk rentabilitet og politisk skalkeskjul. Skibene kan være bygget i ét land. Besætningen kan komme fra et andet. Kaptajnen fra et tredje, og endelig kan skibet sejle under bekvemmelighedsflag, der muliggør brug af billigste arbejdskraft.
Skibets last er en historie for sig. Ved sømændene egentlig, hvad der er i den last, de laster? I forenden af skibet er der måske våben til Iran; i bagenden til Irak, som Sekula skriver. I den forstand kan selve skibet spænde over en politisk konflikt - rumme den skjult i sine mange containere. Sekula viser skibsfragtens kompleksitet frem og især de historier, som ellers ikke bliver fortalt. Den historie, der ellers ikke bliver skrevet.
Det samme gør den libanesiske kunstnergruppe Atlas Group, der viser værker fra deres arkiv over den libanesiske borgerkrig og tilhørende tragedier i en særlig blanding af fiktion og virkelighed, der nok rummer barske fortællinger, men som også opererer inden for et visuelt udtryk, der med en let ironi, en stilfærdig humor fremviser det absurde i enhver krigssituation.
En absurditet som et mere politisk prædikende værk aldrig ville have kunnet fanget. I den forstand er Atlas Group et meget godt eksempel på politisk kunst anno 2002 - når den er bedst. I den form er det en kunst, som er mindre prædikende end 1970´ernes politiske manifestationer; mere opmærksom på de angrebne strukturers kompleksitet og måske også mindre ensidig i optegningen af sit fjendebillede.
Tyrkiske vittigheder mødte protest
Der kan nævnes mange flere kunstnere. Danske Jens Haaning eksempelvis, der allerede i åbningsweekenden vagte en del omtale. Samtaleemnet var hans værk »Turkish Jokes« (1994-2002) - en højtaler placeret i byrummet, hvorfra der strømmer tyrkiske vittigheder ud. Pointen er naturligvis, at disse vittigheder skal skabe et sprogligt sammenhold; en lingvistisk enklave, der får de indfødte til pludselig at føle sig fremmede.
Værket mødte imidlertid protester fra Kassels lokale tyrkere - måske var vittighederne for platte? Haaning blev efterfølgende nødt til at flytte sit værk, da grønthandleren som leverede strømmen til højttaleren, blev træt af al balladen. Nu er værket opstillet ved et af »Documenta«-udstillingsstederne, Kulturbahnhof, mens Haanings andet værk, »Kassel-Vietnam«, (Light Bulb Exchange) (2002) stadig kan ses i gågaden.
Libanesisk fødte Mona Hatoum er også interessant. I sin totalinstallation »Homebound« (2000) fremviser hun et hjem - komplet med stole og borde. Paradokset er imidlertid, at der er strøm til det hele - inventaret sitrer og blinker og ser altså slet ikke så hjemligt ud endda. I den forstand er værket en visuelt virkningsfuld kommentar til den eksileredes situation, som Hatoum selv har været i, og som hun deler med store dele af verdens befolkning.
Der er mange virkelig gode værker på dette års »Documenta«. Værker, der kredser om historieskrivning, om kortlægning, grænsedragninger og forskydninger af de selv samme. Videoværker især, og den slags værker kræver tid og tålmodighed. Hvilket imidlertid er ganske passende. Passende at bryde med en vestlig forbrugerorienteret opfattelse af kunst som hurtig og let tilgængelig underholdning. Passende også at kræve noget af beskueren for en gangs skyld. Fysisk såvel som mentalt.
Radioens P1 sender i morgen og næste torsdag kl. 15.30 reportager fra Documenta 11. Udsendelserne genudsendes henholdsvis lørdag 22. juni og lørdag 29. juni kl. 22.30.