Prøv avisen

Kunstduo må ikke lave ure af Tal R-maleri

Kunstduoen Letho bestående af Dann Thorleifsson (blå trøje) og Arne Leivsgard købte tidligere i år billedet "Paris Chic" af kunstneren Tal R for 600.000 kroner for at skære det i stykker og fremstille urskiver. Men det har Sø- og Handelsretten nu sat en stopper for. Her ses de foran det omstridte maleri. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sø- og Handelsretten har med et midlertidigt forbud sat en foreløbig stopper for kunstduoen Lethos projekt med at lave urskiver af et kostbart maleri.

Arealet på en armbåndsurskive er kun nogle få kvadratcentimeter. Og den behøver ikke at være lavet af ædelmetal eller andre kostbare materialer for at opnå en høj værdi.

Prisen for frit at kunne vælge, hvilken del af maleriet "Paris Chic", der skulle indgå som skive i et ur, var nået op på hele 41.000 kroner, inden sagen for nylig endte i retten.

Idéen om at lave ure af maleriet er opstået hos kunstnerduoen Letho, som har købt maleriet for 600.000 kroner.

Maleriet er skabt af den internationalt anerkendte danske kunstner Tal Rosenzweig, der er kendt under navnet Tal R. Men Tal R havde intet med urskiveprojektet at gøre.

Til gengæld har han nu fået sat en stopper for det. Indtil videre i hvert fald.

Mandag afsagde Sø- og Handelsretten nemlig en kendelse, som foreløbig forbyder kunstnerduoen at klippe billedet i hundredvis af stykker og bruge stykkerne til urskiver.

Billedet tilhører anpartsselskabet Kanske Danmark med færøske Arne Leivsgard og Dann Thorleifsson som medejere. De to udgør samtidig duoen kaldet Letho. Det blev købt tidligere i år med det formål at lade dele af lærredet indgå i urskiver.

På nettet har de markedsført deres projekt. Blandt andet ved, at man kunne byde på at blive førstevælger til, hvilket stykke af det store maleri man ville have som urskive. For andre end vinderen af auktionen ville prisen på et ur ligge på 10.000 kroner.

Da det kom Tal R for øre, lod han først advokat Jørgen Permin skrive et brev til kunstnerduoen. Det gjorde han 11. november. Budskabet var, at Tal R anså projektet som en krænkelse af sin ophavsret, og han forlangte, at projektet blev opgivet allerede fra den følgende dag. Da duoen den 12. november ikke havde makket ret, røg sagen i retten.

13. november var der møde i Sø- og Handelsretten, og her lovede færingerne, at de ikke ville ødelægge billedet, før sagen kunne blive behandlet. Det blev den i den forgangne uge, og mandag faldt afgørelsen så.

Dommer Mads Bundgaard Larsen og de sagkyndige medlemmer, Tina Bøggild og Karin Schou Andersen, nåede frem til, at urprojektet ville være en krænkelse af Tal R's ophavsret.

I kendelsen siger de desuden, at færingerne har "snyltet på Tal R's markedsposition" og på den måde brudt markedsføringsloven.

Lethos advokat, Heidi Højmark Helveg, oplyser, at hendes klienter nu vil overveje, om de skal forsøge at få landsretten til at omstøde forbuddet.

Inden to uger skal Tal R anlægge en sag om at få gjort forbuddet permanent, ellers bortfalder det. Parterne kan dog også vælge at opfatte mandagens kendelse som et pejlemærke og indgå et forlig.

Økonomien kan være en god grund til at løse sagen i mindelighed uden domstolenes yderligere mellemkomst. For selv om advokatblæk måske ikke er lige så kostbart som maling fra en kendt kunstners hånd, så har Letho allerede modtaget den første regning i sagen.

Sø- og Handelsretten fastslår nemlig, at de skal betale 31.250 kroner til Tal R, som skal dække hans udgifter til advokater. Derudover får de formentlig også en regning fra deres egen advokat.

/ritzau/