Prøv avisen

Kunsten at dø

Den sidste tid Liselotte Horneman Kragh har skrevet en manual om at finde sig til rette med det uafvendelige

Jeg er ikke bange for at dø, jeg vil bare helst ikke være der, når det sker. Sådan siger filminstruktøren Woody Allen, og det er morsomt sagt, men også alvorligt ment, hvilket Liselotte Horneman Kragh minder om i sin nye bog, der indleder med citatet og ender med at slå fast, at 94 procent af alle danskere dør af sygdom eller alderdom og derfor er til stede, når dødsprocessen tager sin begyndelse.

Døden nær er noget så sjældent som en bog om, hvordan de pårørende kan hjælpe den døende. Montaigne opfordrede allerede i 1500-tallet til, at man skulle tænke og tale om døden hver dag, så man kunne vænne sig til den. Det er en opfordring, som mange følger nu om stunder, men ét er jo at tale om døden, og noget helt andet er det, hvad man så siger om den.

Er døden for eksempel noget naturligt? Tidligere generationer mente det ikke. For dem var der ikke tale om at acceptere dødens naturlighed og rimelighed, og de mente ikke, at døden blev bragt i orden af terapeutiske foranstaltninger, eftersom det alene var Vorherre, der kunne bringe den sag i orden.

I Liselotte Horneman Kraghs fremstilling bliver døden noget, man kan vænne sig til, eller som forfatteren skriver: Tænk, hvis det var lige så normalt at forberede sig på at dø som at forberede sig på en fødsel. Ja, tænk, hvis det var sådan. Men det er det altså ikke, for vi kan aldrig vænne os til at dø, og det er slående, at selvom bogen er skrevet af en forhenværende sognepræst, så er den blottet for de religiøse anfægtelser og teologiske overvejelser, der fylder godt op i andre værker med et tilsvarende tema. Med en let omskrivning af et journalistisk bonmot kan man sige, at teologi kan føre til meget, når man forlader den i tide. Den kan således føre til, at man holder op med at forkynde opstandelse og evighed, og Gud fører da også en temmelig tilbagetrukket tilværelse i Døden nær, hvis forfatter i øvrigt driver virksomheden LivsCeremonier.dk, hvor hun tilbyder begravelser uden folkekirkeligt islæt.

Til gengæld er bogen rig på praktiske anvisninger og gode råd om, hvordan de pårørende kan vise nærhed i forhold til den døende. Kragh peger på, at humoren kan bidrage til at overvinde mange vanskeligheder, og hun giver eksemplet med datteren, der må skifte ble på sin mor, og hvor den pinagtige situation bliver lettet af udbruddet: Hold da op, det har vi prøvet før, vi to, men nu er rollerne byttet om.

Døden nær rummer tillige en lang række vidnesbyrd fra mennesker, som har fulgt deres kære til den yderste revle af menneskelivet. Men forfatteren lader skildringerne stå ret uformidlede og mener vel, at ordene taler for sig selv. Det gør de også, men det havde nu været bedre, om ordene havde fået et par (kristelige) ord med på vejen.

Alligevel er der ingen tvivl om, at Liselotte Horneman Kragh har skrevet en bog, der vil blive læst, konsulteret og brugt, for sagligheden er i orden, bogen letlæst, og indsigten i stoffet er ikke til at tage fejl af.

kultur@k.dk4Liselotte Horneman Kragh: Døden nær. En brugsbog i nærvær omkring døende. 230 sider. 298 kroner. Alfa.