Kunsten at dø

Fortrinlig artikelsamling om aktiv dødshjælp og den sidste tid

Den tyske satiriker Kurt Tucholsky skrev engang: ”Jeg ved ikke, om jeg duer til at dø. Det er slet ikke så slemt, hører jeg nogle sige, men hvem taler af erfaring?”. Hvorpå Tucholsky føjer til: ”Når dagen kommer, og det viser sig, at jeg slet ikke er god til at dø – for det tror jeg virkelig ikke, jeg er – så vil jeg smile blegt til lægen og sige: ’Du må meget undskylde, men det er første gang.’”

Ja, hvordan skulle man have lært sig noget første gang? Ikke desto mindre affattede den franske teolog Johannes Gerson (1363-1429) i middelalderen en tekst om kunsten at dø. Med udgangspunkt i Gersons tekst skriver Dorthe Jørgensen om ”Nej’ets etik og kunsten at dø”.

Dorthe Jørgensens mand var syg gennem mange år, inden han afgik ved døden. Skribenten fortæller, at hun har spekuleret over, om sundhedsvæsenet havde så meget fokus på ægtefællens krop i den sidste tid, at man reelt fortrængte den åndelige dimension. Dorthe Jørgensen, der både har en doktorgrad i filosofi og teologi, efterlyser, at vi taler om det evige liv, der ifølge hende er blevet tidens største tabu:

”Når vi ikke kan tro på et liv efter døden, som ligner det, vi lever nu, tror vi automatisk, at alt er slut med døden (…). Selv præster bidrager til denne forfladigelse og det tab, den må indebære for et menneske, som er på vej til at dø. Hvis endelig præsten sætter ord på den kristne idé om det evige liv, reduceres det typisk til noget psykologisk.”

Eller også bliver det understreget som en trøst, at den døde jo lever videre i de pårørendes erindringer. Men det er slet ikke nok. Hvad med om vi genopfriskede den kristne tanke om sjælens udødelighed? Den kunne forberede os på døden. Herom handler Dorthe Jørgensens fortræffelige artikel.

Læseværdig er også Ingeborg Hoffmann-Petersens artikel ”Dødshjælp og lægevidenskab”. Forfatteren er læge og hæfter sig ved, at mens 82 procent af hendes kolleger er modstandere af aktiv dødshjælp, så er 79 procent af danskerne tilhængere.

Tallene antyder, at mange danskere ikke har tænkt spørgsmålet om aktiv dødshjælp ordentlig igennem. For hvem skal tage livet af den syge eller den døende? Hoffmann-Petersen bemærker, at mange læger er bekymrede for en hverdag, hvor de i overført forstand bliver udstyret med en 9mm pistol i bæltet under den hvide kittel. Det kunne nemlig blive konsekvensen af aktiv dødshjælp.

Artikelsamlingen kommer fint omkring det svære emne, der handler om at forlade denne planet, selvom der nogle steder er lidt for mange opfordringer til, at vi skal tale om døden tidlig og silde. Det kommer man jo heller ikke ligefrem i hopla af. Undervejs melder der sig et replikskifte fra tegneserien ”Radiserne”, hvor Søren Brun eftertænksomt siger til sin hund: ”En dag skal vi alle sammen dø, Nuser.” Hvortil Nuser svarer: ”Ja, men alle de andre dage skal vi det ikke.”

En klog hund vil jeg sige.