Kunst er aldrig et lokalhistorisk anliggende, for så vidt som den taler til alle mennesker. Kunst handler om almengyldige og universelle tilstande som kærlighed, smerte, glæde og selve det at være til i verden.
Det mener idéhistorikeren og forfatteren Lars Morell, der derfor lægger vægt på, at hans nye, store værk ”200 års kunst i Aarhus” ikke er en lokalhistorisk bog, men en kunsthistorisk.
Når han så alligevel vælger at tage udgangspunkt i den kunst, der er skabt i Danmarks næststørste by, hænger det sammen med, at Aarhus fra den 21. januar 2017 og resten af året er Europæisk Kulturhovedstad. Det spotlight, der ved den lejlighed kommer på byen, bør også gælde kunsten, mener han og benytter derfor lejligheden til at fremlægge sit kæmpe materiale om kunstlivet i Aarhus fra guldalderen til nutiden.
”Det er vigtigt, at vi ser vores tid i lyset af, hvad der tidligere er sket, og for at forstå, hvad Aarhus i dag er for en by kunstnerisk set, er vi nødt til at forstå, hvad der er gået forud,” siger Lars Morell og tilføjer så:
”Det handler også om at give oprejsning til den aarhusianske kunst, for den var i masser af år fuldstændig usynlig. Måske fordi man aldrig er gået til yderligheder her. Aarhus var en forsigtig provinsby, hvor man dæmpede følelserne og lod middelmådigheden herske. Der har aldrig rigtigt været ’ismer’ eller avantgarde i Aarhus, men det betyder ikke, at der slet ikke skete noget.”
For Lars Morell er der især tre navne, der lyser op på den aarhusianske kunsthimmel. Den første var guldaldermaleren Emmerik Høegh-Guldberg (1807-1881). Han beskrives som en koloristisk lidt tung maler, der skildrede middelalderhuse og traditionelle guldaldermotiver som skov og strand og samtidig gjorde en stor uegennyttig indsats. Han drev flere skoler, hvortil han fandt og uddannede unge talenter og hans indflydelse rakte helt frem til Landsudstillingen i Aarhus i 1909 og Første Verdenskrig.
”Man kan godt sige, at det er ham, der grundlægger kunstlivet i Aarhus, og der går en lige linje fra hans skole til den bedste maler i Aarhus nogensinde, nemlig Janus la Cour (1837-1909),” siger Lars Morell.
Aage Fredslund Andersen (1904-1976), der var både fotograf og maler, slog sig ned i Aarhus i 1933 efter blandt andet en flere år lang reportagerejse på cykel ned gennem Europa. Han blev ansat i dagbladet Demokratens nye bladhus i byens centrum og lavede blandt andet serien ”Arbejdets mænd og kvinder”, der kørte i 30 uger og var den første egentlige arbejdspladsreportage.
”Fredslund slog sit navn fast som byens førende pressefotograf, og samtidig genoptog han maleriet fra sine unge dage og udstillede blandt andet på Kunstnernes Efterårsudstilling,” fortæller Lars Morell.
Den sidste, han fremhæver blandt de tre største skabende kunstnere, er Louis Marcussen, bedre kendt som Ovartaci (1894-1985). Han blev indlagt på Psykiatrisk Hospital i 1929 med diagnosen skizofreni og kom til at tilbringe 56 år her. Han var kreativ og blev først optaget af at dekorere hospitalets lokaler og udsmykkede blandt andet sit eget værelse med sine karakteristiske høje, slanke kvindeskikkelser. Siden malede han billeder og formede skulpturer med de materialer, han kunne få fat i.
”Aarhus er en forsigtig by, men Ovartacis kunst tåler sammenligning med international modernisme, og han er den eneste kunstner fra Aarhus, der har udstillet på Louisiana,” siger Lars Morell.
Der har altså været kunstner-stjerner i Aarhus, men generelt har byen, ifølge forfatteren, altid ligget under for København og har i otte generationer skullet kæmpe for at få museer, kunstnere, uddannelsesinstitutioner og anmeldere til at komme til byen. Det, han kalder ”provinsdesperationen”, har været udbredt, og det er faktisk kun de seneste 20 år, der for alvor er sket noget med Aarhus.
”Byen er blevet smartere og mere begavet, og nu er der rent faktisk kunstnere, der er opvokset andre steder, som søger hertil, fordi de synes, de kan få noget særligt ud af at være i Aarhus. Isolationen er blevet brudt. På tærsklen til Det Europæiske Kulturhovedstadsår 2017 kan vi konstatere, at Aarhus er blevet en europæisk storby. I den forbindelse er jeg meget imod den eventtendens, der fylder kulturhovedstads-programmet, for den er udtryk for en slags historieløshed. Det har jeg forsøgt at give mit bidrag til at forhindre med bogen om byens kunsthistorie,” siger Lars Morell.
Selvom Aarhus altså er rykket frem i geledderne, også kunstnerisk set, kan Lars Morell dog ikke lade være med at bemærke det sammentræf, at Aarhus Teater i 2017 gentager den forestilling, som også var på programmet, da teatret åbnede i 1900. Nemlig Holbergs ”Erasmus Montanus”. Denne gang dog i en gentænkning af dramatikeren Christian Lollike.
”Erasmus Montanus udstiller den provinsielle indelukkethed, hvor bønderne griner af studenten, men det gør vi altså ikke længere i Aarhus,” siger han.
