Prøv avisen

Kunsten er min flugt fra den rationelle verden

”Vores tilværelser kræver i højere og højere grad den rationelle side af os, og derfor fremstår vi mere og mere som kolde robotter, der har mindre tid til følelser. Men heldigvis stimulerer kunsten i højeste grad vores følelser,” siger grevinde Cath Alexandrine Danneskiold-Samsøe. Her sidder hun foran værket af den danske kunstner Michael Chang fra serien ”The Man Without Qualities.” – Foto: Søren Staal.

Mænd, der samler kunst, gør det for at give plads til de følelser, der sjældent kommer til udtryk i deres rationelle arbejde med tal og strategier. Det er i hvert fald grevinde Cath Alexandrine Danneskiold-Samsøes teori. Selv gør hun det samme som en af de forholdsvis få kvinder i miljøet

I kunstsamlerkredse møder man sjældent mange kvinder. Endnu færre kvinder, som ikke er der sammen med deres mænd eller kærester. Og grevinder ser man da ufatteligt få af.

LÆS OGSÅ: Det er en sygdom at købe mere, end man nogensinde får plads til

Men tager man en tur til den internationale og prestigefyldte kunstbegivenhed Art Basel eller kunstmessen Copenhagen Art Fair, kan man meget vel støde ind i en af de få undtagelser. Hendes fulde navn er Cath Alexandrine Danneskiold-Samsøe, og hendes titel er og skulle egentlig bare være grevinde. Men selvom skæbnen måske ville det sådan, så ville den 53-årige grevinde meget mere, hvilket betyder, at man i dag både kan kalde hende galleriejer, kurator og ejer af eget kommunikationsbureau.

Passioneret vil hun nok kalde sig selv. Og med en meget sammensat smag, hvilket også kan ses på indretningen i lejligheden i det indre København. Fra spisestuen, hvor sølvtøjet står fremme, og væggene er fyldt med sort-hvide fotografier, til soveværelset med den romantiske drømmeseng, sofastuen med træfigurerne, den anden stue med billederne af de kinesiske kunstnere Tie Ying og Cai Hongshuo og den tredje stue, der er fyldt med monokrom kunst, som er malerier i en enkelt farve eller i forskellige toner af en farve, og som var den første form for kunst, hun blev fascineret af. Dengang var hun bare teenager og på et af sine første museumsbesøg i New York, hvor hun blev overvældet af værket White on White af den russiske maler Kazimir Malevich, som er kendt som faderen til monokrom kunst:

Mens mine forældres kunst var mere traditionel, stod jeg pludselig som en ung og uerfaren beskuer foran det her specielle værk og syntes, det var dybt betagende. På trods af værkets ensfarvede overflade strømmede der historier og følelser ud af værket. Den følelsesmæssige konfrontation med White on White vil jeg aldrig glemme. Derfor er jeg også i dag meget dedikeret til monokrom kunst. Hvis man kan rumme den slags krævende kunst, vil man kunne opleve sin helt egen historie med farver, form og lyd.

Derfra voksede interessen, og Cath Alexandrine Danneskiold-Samsøe begyndte at følge forskellige udstillinger i verden. Hendes drøm var en kunsthistorisk uddannelse, men kort efter optagelse ved Lund Universitet i Sverige måtte hun flytte med sin daværende partner til Danmark. Faktisk var det meget uventet, at hun skulle ende med at få så meget at gøre med kunsten, siger hun:

Jeg kommer fra et hjem med meget konservative traditioner og er egentlig opdraget til at skulle være hjemmegående og være tre skridt bag en mand og ikke selv tænke på karriere. Så jeg havde overhovedet ikke gjort mig forestillinger om professionelt arbejde med kunst, men har altid været passioneret omkring den.

Og traditionerne blev i den grad brudt. Først med en karriere som model og derefter som ejer af en kommunikations- og PR-virksomhed, hvor hun blandt andet arbejdede med internationale luksusbrands som Louis Vuitton, Max Mara og La Perla. De sidste otte år har hun derudover drevet et kunstgalleri for samtidskunst.

Ifølge Cath Alexandrine Danneskiold-Samsøe kunne der meget vel være en kobling mellem karrieren og kunsten, hvilket grevinden også tror er årsagen til, at hun møder flest samlere af det modsatte køn, når hun blandt andet tager til den internationale kunstbegivenhed Art Basel:

Nogle kommer med kærester og hustruer, men det er primært mænd, der samler. Det er oftest økonomisk store tycoons, der alle arbejder med hardcore business med fokus på tal og langsigtede strategier. De mænd repræsenterer den rationelle verden, og man skulle umiddelbart ikke tro, de kan være åbne for kunstens intellektuelle univers for den repræsenterer jo det følelsesmæssige. Men måske har de mænd netop behov for kunsten et sted, hvor de kan blive inspireret og give deres følelser frit løb, siger hun og erkender, at det nok også gælder hende selv.

Som kvinde i vor tids karriereræs er jeg desværre blevet nødt til at påtage mig mere maskuline træk rationalisere og konstant tænke strategisk for også at kunne rådgive andre. Derfor flygter jeg selv fra min professionelle verden ind i kunsten, i litteraturen og operaverdenen, når tiden tillader mig det. Mange kender mig fra den røde løber og de pæne kjoler, men når jeg endelig holder ferie, vælger jeg oftest at bruge penge på kunstrejser. På netop denne måde lader jeg bedst mine batterier op. Så ja, det er en form for mental flugt.

Siden er hun dog blevet afhængig af at købe kunst, siger hun. Og hun synes, det er fantastisk at dele sin interesse med andre, se passionen smitte af på andre og skabe nye venskaber og fællesskaber. Hun beundrer par, som gør det sammen, og hvor partneren også er blevet engageret.

Det, Cath Alexandrine Danneskiold-Samsøe selv er glad for ved kunsten, er, at den ifølge hende er det eneste, som får lov til at være befriet for normer:

Jeg ved, der findes kunstakademier og -kritikere, der kan præge formen, men jeg synes, kunsten og gudskelov for det er det eneste, som får lov til at flytte vores grænser som mennesker og berøre og konfrontere os med både det skønne og ubekvemme. Kunsten er det eneste, som får lov til at udtrykke den nøgne sandhed samt være både politisk og følelsesmæssigt stærk. Jeg plejer at sige, at kunsten er samfundets seismograf, for den registrerer, når noget er galt på vores planet og udtrykker det straks. Den stiller retoriske og ofte eksistentielle spørgsmål, som kun kan blive besvaret, hvis vi åbner os for kunsten, siger hun.

Omkring 2004 begyndte Cath Alexandrine Danneskiold-Samsøe at lege med tanken om sit eget galleri. Hun gik dog bevidst meget langsomt og forsigtigt frem.

Folk kender mig fra medierne, så jeg må indrømme, at jeg var bange for at blive misforstået og set som værende for farverig og for spicy til at være gallerist. Jeg var klar over, at det måske ville være for grænseoverskridende for nogen, siger grevinden, som i stedet begyndte at lave ferniseringer for kunstnere og museer i sit private hjem.

I dag har hun sit eget galleri i nærheden af hjemmet, og hun kuraterer også for blandt andet kunstmuseer. Til foråret er hun for eksempel kurator for en stor udstilling på Vejle Kunstmuseum med titlen Cold Forest, hvor H.C. Andersens eventyr tolkes af avantgarde multimedia installationskunst med kunstværker af den amerikanske kunstner Tim White-Sobieski.

Hvis man kigger ind i grevindens galleri, vil man også kunne finde værker fra hendes egen samling til salg. Hun har ikke plads til dem alle og tør ikke længere opbevare værkerne på et lager, da hun mistede en hel del under skybruddet sidste sommer. Men det er svært at sælge ud af det, hun elsker, synes hun. Blandt andet er det første værk, hun nogensinde købte, blevet taget op og ned fra væggen på galleriet flere gange og markeret med mærket solgt, fordi det er for svært for hende at skille sig af med det.

Billedet er lavet af kunstneren Lisik, som netop var færdig på kunstakademiet, da Cath Alexandrine Danneskiold-Samsøe købte værket i 1981. For et par år siden fik hun lyst til at se, hvordan det var gået kunstneren, og tilbyde ham et samarbejde. Hun fandt frem til, at han desværre døde i 2008, men nåede at blive anerkendt inden.

Det var en meget stor personlig bekræftelse, at jeg som ung havde købt et værk af en kunstner, som ingen kendte. Jeg valgte værket med mit hjerte, hvilket jeg også mener er det bedste argument for at købe kunst. Jeg synes altid, man skal følge sit hjerte, når man køber kunst, og ikke alene gå efter det, markedet dikterer.

Ifølge Cath Alexandrine Danneskiold-Samsøe selv kan hun lide alle historiske kunstepoker, men hvis hun måtte vælge, hvem hun som gallerist gerne ville samarbejde med, er der ingen tvivl: Christian Lemmerz, Christian Lemmerz, Christian Lemmerz og Kvium, Kvium, Kvium.

Ingen af dem er bange for at udtrykke stærke budskaber på bedste vis. Jeg synes, det er værdifuldt, når kunstnere tør skildre mennesket på godt og ondt, præcis som vi mennesker er ja, både vise de pæne og grimme sider af os.