Prøv avisen

Kunsten er at ramme sin egen kerne

”Anerkendelse er ofte det, der gør, at man får energi til den næste ting, men det er ikke det, der gør, at man bliver bedre til det”, siger Martin Strange-Hansen, der både har oplevet sejre og svære kampe som filminstruktør. – Foto: Leif Tuxen.

For ni år siden udråbte danske medier den oscarvindende filminstruktør Martin Strange-Hansen som Erik Ballings efterfølger. Og i USA lokkede et filmprojekt med Julia Roberts. Men siden har karrieren formet sig mere turbulent

Det er efterhånden over ni år siden, at Martin Strange-Hansen som ung, lovende filminstruktør stod på scenen i Hollywood. Selvsikkert modtog han dengang for andet år i træk den gule mand, som han selv kalder Oscarstatuetten, som alle filmfolk drømmer om. Og herhjemme var de danske filmskribenter ikke sene til at kalde dansk films nye gulddreng for Erik Ballings efterfølger. For Strange var på sporet af noget rigtig stort med sin sans for stramt fortalt komedie, mente anmelderne.

LÆS OGSÅ: Englene flyver stadig

Martin Strange-Hansens talent for timing og finurlig humor gennemsyrer også både hans afgangsfilm, Når lysterne tændes, og den senere novellefilm Der er en yndig mand, der blev belønnet med henholdsvis en såkaldt Baby-Oscar i 2002 og en fuldvoksen Oscar i 2003 for bedste udenlandske novellefilm. Det hele lignede en perfekt begyndelse, men meget er sket siden.

Martin Strange-Hansen ligner stadig sig selv fra billederne af prisoverrækkelserne i begyndelsen af årtusindet. Dengang var ansigtet også drenget med et legesygt spil i øjnene, men håret er blevet gråt i mellemtiden, og der er en anderledes ydmyghed over ham, da han byder på kaffe, mandariner og chokoladestykker omkring sit spisebord i sit lille rækkehus i Brønshøj for at fortælle sin historie.

Alle elskede Oscar-vinderfilmen Der er en yndig mand. Den handler om en mand, der beslutter at udgive sig for at være en indvandrer, da det på en finurlig måde kan redde en pige, han er forelsket i. Og den film gav ikke kun Martin Strange-Hansen adgang til den røde løber, men også til den amerikanske filmbranche.

Han blev tilknyttet en anerkendt amerikansk agent, og manuskripterne væltede ind gennem hans brevsprække fra håbefulde amerikanske manuskriptforfattere, der gerne ville have deres historier filmatiseret af en Oscar-vindende instruktør. Han modtog hundredvis af manuskripter. De fleste syntes han dog var ret dårlige, men pludselig fik han tilbudt et fedt manuskript af Lasse Hallström. Den unge danske filmkomet blev koblet på det projekt, der ifølge produceren skulle have et budget på 20 millioner dollar, og produceren fik projektet til at lyde bedre og bedre, da han oven i købet fik to verdensstjerner med på rollelisten. Først Gerard Butler og siden selveste Julia Roberts:

Jeg kan huske, hvordan min agent begejstret ringede til mig og fortalte, at Julia Roberts nu sad og så mine kortfilm i sit italienske sommerhus. Og kort tid efter sagde hun ja til at medvirke, siger Martin Strange-Hansen og tilføjer mere tørt, at det senere viste sig, at der alligevel ikke var nogen penge til det store spillefilmsprojekt.

Han kunne ikke engang få et lille forskud til at rette manuskriptet til. Og det gav ham en mærkelig fornemmelse af, at han var ved at blive snydt.

Mit førstegangsindtryk af produceren havde heller ikke været så godt, og efter halvandet år, hvor jeg faktisk havde brugt en del tid på projektet, besluttede jeg til min agents store irritation at droppe ud af det, fortæller han.

Martin Strange-Hansens mavefornemmelse viste sig at være rigtig. Produceren blev senere fængslet for svindel, fordi han brugte det samme projekt til at generere penge til sig selv, mens de tilknyttede filmfolk ikke så en dollar. Men inden produceren blev afsløret, kunne Martin Strange-Hansens amerikanske kontakt ikke rigtig tilgive, at den unge dansker droppede den store chance. Og det blev på den måde skæbnens ironi, at han skulle komme til tops ved hjælp af en film om en svindler og komme eftertrykkeligt ned på jorden igen gennem et filmsamarbejde med en svindler. For efter det kuldsejlede filmprojekt ebbede strømmen af amerikanske manuskripter også ud:

På den måde er den amerikanske filmbranche rimelig rå. Man er ny og interessant ét år, året efter er der en ny, der har vundet en Oscar. Og hvis man ikke har noget nyt at vise, er man ikke længere interessant, siger Martin Strange-Hansen.

I dag er han dog glad for, at han bakkede ud af projektet, men dengang skabte det selvfølgelig en masse støj og tvivl i hans liv. Til sidst valgte han at droppe den amerikanske drøm og koncentrere sig om sin første danske spillefilm i stedet. Han skrev selv manuskriptet til Den rette ånd, der skulle vise sig at blive en ny skuffelse.

Jeg vil ikke sige, at jeg havde præstationsangst, snarere tværtimod. Hvor andre prisvindere straks vil ud at lave et stort kunstnerisk værk, ville jeg hellere italesætte det store publikum. Det mener jeg faktisk stadig er en af mine styrker. Men bum!, udbryder han og slår hånden ned i spisebordet med et højlydt klask:

Filmen slog nærmest bundrekord.

Kun 2900 købte billet til Den rette ånd i biografen. Og anmelderne var heller ikke begejstrede. I dag kan Martin Strange-Hansen godt se, at filmen heller ikke blev særlig vellykket. Men dengang reagerede han ved at slå alle forsvarsværkerne til og tænke, at anmelderne var dumme, og at distributøren ikke burde have lagt den på den weekend, hvor alle går til julefrokost, og ingen tager i biografen.

Martin Strange-Hansen tier et øjeblik.

Men på den anden side følte jeg mig frisat, kommer det så.

Nu skulle jeg ikke længere måles op imod min Oscar, hvad man næsten altid vil tabe på. Jeg har også følt med Thomas Vinterberg, som jeg synes anmelderne behandlede hårdt efter Festen. Men for mit eget vedkommende kan jeg i dag godt se, hvad der var galt med Den rette ånd. For den var lavet for meget med hovedet og for lidt med maven, siger Martin Strange-Hansen:

Hvis man vil røre andre, må man finde sin egen kerne af følelser. Det var især det, der gjorde Når lysterne tændes god. For den historie handler om en mand, der trænger til ti minutter for sig selv, og det var min egen historie i den periode, hvor jeg både havde 24-timers-vagt på min alvorligt syge datter og skulle gøre min afgangsfilm færdig.

For Martin Strange-Hansen var det en hård periode, der endte med, at datteren døde. Han brugte dog sine egne følelser til at lave sine fantastiske novellefilm. Men efter succesen med Der er en yndig mand mistede han for en periode sin mavefornemmelse for at udtrykke personligt vedkommende problematikker gennem filmmediet, erkender han:

Før i tiden havde jeg altid sagt, at min vigtigste film var min midtvejsfilm på filmskolen, selvom jeg vil vove at påstå, at det var den dårligste film, der nogensinde er blevet lavet på skolen. For jeg lærte utrolig meget af at fejle, og det gjorde, at jeg kunne tilføre mine næste novellefilm en helt anden lethed, siger han og tilføjer:

Jeg er en stor fan af komikeren Louis CK. Han har engang opsummeret den pointe i sætningen Jeg tror, man bliver nødt til at forsøge og fejle. For gennem sine fejl kommer man tættere på det, man er god til. Problemet efter Der er en yndig mand var, at jeg ikke lærte af de fejl, jeg begik, mens vi lavede den.

Da Martin Strange-Hansen så sin vinderfilm sammen med publikum, grinede folk også der, hvor den ikke fungerede. Det gjorde, at han mistede sin mavefornemmelse, så han i stedet lavede en film, som han troede, at folk ville have. For på den måde flyttede han sig paradoksalt nok for meget fra sig selv til at røre publikum, erkender han.

Fiaskoen sendte ham ud i nogle turbulente år, hvor han både prøvede at skrive et teatermanuskript, holdt et års tænkepause og arbejdede for reklamebranchen. Men det var ikke pengene værd. For han følte, at han mistede sig selv i det, fortæller han:

Jeg blev menneskeligt drænet, efter at jeg havde lavet en rugbrødsfilm for Danske Bank. Og ens menneskelige følelser er jo ens vigtigste værktøj som filmskaber. Hvis man ikke kan reflektere sine egne følelser over i et værk, er der jo ikke nogen, der gider se på det. Derfor endte jeg med at droppe det og søge tilbage mod kunsten.

En hjælp blev hans deltagelse i Instruktørklubben, hvor han sammen med andre instruktørkollegaer kunne dele sejre og nederlag:

Instruktørjobbet kan faktisk være et temmelig ensomt job. Jeg tror, at de fleste instruktører har prøvet at sidde i en bil under den årlige krise og skrige af afmagt og af lyst til at finde et helt andet job. Men gennem fællesskabet indså jeg, at jeg ikke skulle ende som biografoperatør på Amager.

Martin Strange-Hansen ville fortsætte som instruktør, og i mellemtiden blev han også formand for de danske filminstruktører og en populær foredragsholder og filmkonsulent:

Anerkendelse er ofte det, der gør, at man får energi til den næste ting, men det er ikke det, der gør, at man bliver bedre til det. Og jeg har lært af mine fejl, og jeg har opdaget en glæde ved at dele ud af den erfaring. Jeg har måske ikke produceret lige så mange ting, som jeg måske havde forventet for ti år siden, men mit virke har fået nye og givende aspekter.

Siden Den rette ånd har Martin Strange-Hansen dog blandt andet instrueret et par afsnit af tv-serien Nynne og lavet den nye, roste novellefilm Her bor Jensen, ligesom han for nogle år siden kastede sig ud i animationsgenren med en serie af små animationsfilm til mobiltelefonen. Og det fik ham faktisk tilbage på prispodiet i udlandet. For hans animationsserie Pinly og Flau fik faktisk en Official Honoree ved Webby Awards, som er Oscar-uddelingen for internetindhold. Men vigtigst af alt gav den serie ham fortælleglæden tilbage:

Jeg fik engang det råd, at man udvikler sig mest, når man vover sig derud, hvor man ikke ved, om man kan bunde. Jeg havde aldrig prøvet at lave animationsfilm før, det lød svært, så det gjorde jeg. Det kan godt være, at det lyder af mindre at lave animationsfilm til mobiltelefoner end film med Julia Roberts. Men de små animationsfilm gav mig simpelthen fortælleglæden tilbage. Og film er dybest set en leg eller verdens største modeltogsbyggeri, som Orson Welles har udtrykt det, siger Martin Strange-Hansen, der nu er i gang med sin næste spillefilm.

Erfaringen fra Den rette ånd har gjort, at han har søgt mere ind i sig selv. Og hans næste film kommer til at handle om en teenager i provinsen, der bliver udstødt af lokalsamfundet, afslører Martin Strange-Hansen, der selv voksede op udenf or Kalundborg.

Her følte han sig selv som en outsider, fordi hans forældre kom fra København, fortæller han. Men baggrunden for det nye manuskript er også den følelse, der satte sig i ham, da han i 1985 sad og så i fjernsynet, hvordan en stor folkemængde i byen gik amok på landets første asylcenter.

Der var stor arbejdsløshed i Kalundborg dengang, og folk blev misundelige, da de så, at kommunen havde givet nye cykler til flygtningene, så de kunne komme frem og tilbage til byen fra kysthospitalet, der var blevet indrettet som asylcenter.

Under en byfest udviklede det sig så voldsomt, hvor en flok på 300 gik mod flygtningene med store bannere, hvor der blandt andet stod: Sorte svin, rejs hjem, og en kastede endda en brandbombe ind på sovesalen, hvor de traumatiserede flygtninge lå og sov. Siden spredte der sig dens slags hadske angreb på flygtninge mange steder i landet, inden Dronningen sidst på året holdt sin famøse tale, fortæller filminstruktøren, der nu har brugt det minde i sin kommende film.

Flygtningene var blevet billedet på det, der var galt i samfundet i 1985, ligesom outsideren i min nye film bliver billedet på det, der er galt i hans lille samfund. Det er en historie, der gør ondt på mig selv, og derfor er jeg også sikker på, at den vil ramme andre, siger den tidligere Oscar-vinder selvsikkert.