Hvis man læser Kaj Munks tidlige kronikker, der hylder og skriver om Hitler som den store fører ”med en voldsomt begejstret retorik fuld af kristne motiver”, som operainstruktøren Tine Topsøe udtrykker det, kan man næsten ikke tro, at det er den samme forfatter, der senere skrev den smukke sang om ”Den blå anemone”.
For her så Kaj Munk i stedet pludseligt det store i det små: ”Du lille anemone, hvor er din skaber stor!”.
I en akademisk artikel argumenterede litteraten Anders Juhl Rasmussen for nyligt for, at Peter Seeberg gennemgik en lignende rejse, fra han som gymnasieelev skrev om sin delvise væmmelse og fascination af ”geniet” Hitler, til han senere debuterede med romanen ”Bipersonerne”, som i stedet hylder det uanseelige.
Men Kaj Munks forvandling var voldsommere. For mens han først hyldede Hitler i sin søgen efter det guddommelige i mennesket, endte han som bekendt med at blive myrdet som modstandsmand i januar 1944, efter han havde opildnet sin menighed til at gøre modstand mod nazisterne og om nødvendigt ”lære at slå ihjel i Jesu navn”, som han skrev i et brev til en modstandsmands mor.
Det er den mentale rejse, som Operaen på Holmen tager publikum med på i operaen ”Martyriet”, der følger Kaj Munk, fra han hylder Hitler, til han bliver myrdet som modstandsmand, forklarer Tine Topsøe, der er operaens instruktør.
”Vi tager udgangspunkt i den jagt efter mening, som Kaj Munk stod i, efter han indså, at han tog grueligt fejl, da han troede, at det var Guds kald at underlægge sig denne verdens stærke mænd. Kaj Munk fandt den mening i modstanden og martyriet, som han i en meget tidlig alder havde været meget optaget af,” forklarer Tine Topsøe og peger på, at Kaj Munk allerede som 27-årig småbørnsfar havde skrevet, at det at få børn ”næst efter martyrdøden er det største i verden.”
Næsten hele stykket består af originale Kaj Munk-citater, men forestillingen spekulerer også i, om Kaj Munk i virkeligheden frivilligt søgte mod martyriet som en form for selvrealisering, mens hans kone selvsagt har en del indvendinger mod det projekt.
”Jeg ville også være skeptisk, hvis jeg havde fem børn, og min mand søgte et martyrium som om, at det var vigtigere end at blive i familien. Jeg tror selv, at Kaj Munk var rigtigt fascineret af martyriet, men han understregede også, at det var Gud, der skulle vælge det for ham.”
Gennemgående for Kaj Munk er, at han konstant søgte efter, hvad Guds kald er til mennesket.
”Kaj Munk er hamrende aktuel i dag med sin opsang mod selvtiltrækkeligheden, som han både så i sig selv og i menigheden og samfundet. For han var både optaget af at finde sit eget kald, kaldet for menigheden og kaldet for samfundet. Og han mente ikke, at man kunne udleve sit kald ved at sidde selvtilfreds i sin sofa. Man skulle kæmpe mod det onde. Men det var meget svært for ham at finde ud af, hvad det vil sige for et moderne menneske at følge Jesus. Og mens han skrev radikale prædikener om at tage troen alvorligt og give afkald på sit eget begær, kørte han også rundt i en stor dyr bil, så han var en modsætningsfyldt mand, som også ind i mellem kæmpede med tvivl, men det er også det, der gør ham spændende,” siger Tine Topsøe og tilføjer:
”Kaj Munk var aldrig tilfreds med sig selv, men han fandt stor trøst i, at disciplen Peter og apostlen Paulus også havde haft svage øjeblikke, mens Kaj Munk også forestillede sig, hvordan Johannes Døberen mistede troen i sin fangekælder. Men som Kaj Munk siger et sted, tilgiver Gud, at man mister troen. For det vigtigste er, at Gud tror på dig. Og Gud opgiver os ikke bare, fordi vi tvivler.”
Til sidst blev han overbevist om, at det rigtige var at gøre modstand mod nazisterne.
”Han vidste, at de tyske soldater kun var unge mænd, men når de tog ondskabens uniform på, måtte de også betale for det, mente han. I sidste ende blev det ham selv, der kom til at betale med sit liv for den holdning,” siger Tine Topsøe, der mener, at man må skelne benhårdt mellem Kaj Munks martyrium og de martyrier, der fylder medierne i dag.
”Kaj Munk var ikke en ung fortvivlet mand, der slog en masse mennesker ihjel, fordi han alligevel ikke havde noget at miste. Han havde masser at miste med kone, børn og præstegård, og han døde også alene, mens han gik mere eller mindre åbent ind i martyriet. Det kunne han til gengæld sagtens have gjort mindre spektakulært. Men han havde uden tvivl medietække. I dag ville han med 100 procents sikkerhed have været på Facebook. For mens han vendte sig væk fra sin egen førerfascination, blev han selv lidt af en folkeforfører. Men hans pointer taler stadig ind i vores tid, hvor man hurtigt føler sig selvtilfreds, hvis man har givet 100 kroner til Røde Kors,” siger hun og tilføjer:
”Kaj Munk viste, at kristendommen koster noget. Nok er nåden gratis, og han mente også, at det kun er Guds kærlighed, der kan bære os det sidste stykke. Men hvis vi vil følge i Jesu fodspor, må vi være villige til først at gå så langt, som vi selv kan klare. Det inspirerer også mig selv som kristen. For Kaj Munk minder mig om, at man ikke skal gå gennem livet med lukkede øjne og ører. Der er folk, der kalder på hjælp alle vegne. Man kan nærmest ikke overleve i en metropol uden at ignorere dem hver dag. Men måske kan man finde sit kald ved i det mindste at begynde at lytte til nogen af dem.”