Det levende lys på bordet spejler sig som en dansende engel i det sorte vindue bag litteraturforskeren Pil Dahlerup.
Udenfor er solen for længst gået ned over hovedstaden, men fra hendes vindue i det centrale hjørne af Krystalgade og Fiolstræde er der aldrig helt mørkt udenfor. København er en lille galakse af vinduer, der aldrig slukkes på samme tid, og den indre by kan samtidig føles som én stor lysstafet mellem fortiden og nutiden, fordi sporene efter dem, der er borte, stadig kan ses i bybilledet.
Det har blandt andre Tal R tematiseret i et af sine malerier fra Fiolstræde, mens området ligeledes har inspireret masser af forfattere gennem tiden.
Holberg boede for eksempel i Fiolstræde, mens Georg Brandes har boet i Krystalgade, hvor politiet nu holder vagt for at passe på synagogen over for Hovedbiblioteket. Og kigger man skråt op i den anden retning, lyser korset smukt fra Vor Frue Kirke, hvor H.C. Andersen og Kierkegaard også engang gik til alters.
Sådan lever Pil Dahlerup midt i et litterært landskab. Og selvom hun stadig savner sine roser fra den frasolgte villa i Skovlunde, som hun for halvandet år siden vekslede til lejligheden her, har hun trods alt stadig en betydeligt bedre udsigt her, end Luther havde, da han oversatte Det Nye Testamente. For Luther havde blyvinduer i Wartburg, så han ikke kunne lade sig inspirere af udsigten, som hun siger.
”Luther havde i forvejen en stor skepsis over for æstetik og sanselighed, men jeg synes, at det er interessant at tænke på, at han har siddet i Wartburg midt i den dejligste tyske natur uden at kunne se den, mens han oversatte Det Nye Testamente,” siger Pil Dahlerup, der sidste år udsendte bindet ”Litterær reformation” som en del af sin egenhændige litteraturhistorie, som hun netop har modtaget Selskabets Pris fra Det Danske Akademi for.
”Man kan finde mange udtalelser fra Luther, hvor han nedgør billedsprog, men vil have klar tale. Han er skeptisk over for alt, hvad der har med sanselighed at gøre, og han sætter indhold over form, men Luthers sproglige paradoks er, at han er skeptisk over for æstetik, men selv skriver fabelagtigt godt, og hans reformatoriske tekster er gennemsyret af litterære træk og litterære virkemidler. Både fra hans smukke side og når han er grov, har han et utroligt kreativt forhold til sprog. Hans bibeloversættelse er et litterært hovedværk. Han har virkelig fingerspidsfornemmelse for litteratur. Det, synes jeg, er en interessant modsætning.”
Hun påpeger, at Luther også kom til at spænde ben for den religiøse (ikke den verdslige) fortælling.
”Fortællingen kom i krise med Reformationen, for fortællinger er handlinger, og handlinger er noget problematisk noget. Luther sagde selv, at han ikke brød sig så meget om Matthæusevangeliet, Markusevangeliet og Lukasevangeliet, fordi de handler om, hvad Jesus gjorde. Men han kunne godt lide Paulus og Johannesevangeliet, fordi de lagde vægt på Jesu ord.”
Teologisk set gjorde Luther også op med gerningsretfærdigheden og underkendte gerningernes betydning for frelsen. Herhjemme forsøgte blandt andre Hans Tausen at rehabilitere gerningerne. Og med tiden kom sanseligheden også ind i de danske salmer, men de første danske protestantiske salmer var præget af Luthers blyvinduer i mere end én forstand.
”Det var Luthers lære på rim og vers, men uden nogen æstetiske ambitioner. Og det er for eksempel slående, at solen er skrevet helt ud af de første danske protestantiske salmer. Der er ingen solopgange eller solnedgange, og det hænger måske sammen med, at Luthers teologi er en åbenbaringsteologi, hvor det vigtige for ham er, at Gud blev menneske. Han går ikke ud og oplever Gud gennem naturen. Der er ikke bjerge, skove eller hav. Naturen er der ikke.”
I dag er de danske salmer ellers berømte for deres sanselighed og samspil med naturen, men i begyndelsen var der altså kun ordet i vores danske salmer, fortæller Pil Dahlerup, der har stavet sig gennem alle de første ret dårlige danske salmer.
”Den protestantiske salmesang er noget af det vigtigste, der er skrevet herhjemme med de store salmedigtere, vi har. Derfor er det sjovt at se, hvor det hele startede. Og i begyndelsen var salmerne altså kun et massemedie til at forklare, hvad de nye protestantiske tanker gik ud på, men de brugte slet ikke tid og kræfter på at forme det litterært. Det har ikke betydet noget for dem. Det var kampsange og fællessange,” siger hun og viser et genoptryk af den første samlede protestantiske salmebog fra 1569.
”Alle de salmer her giver et godt indtryk af, hvad lutherdommen går ud på, men de er elendigt skrevet. Det er ikke noget, jeg kun mener, men det mener alle litteraturhistorikere, men allerede i anden generation begyndte danske salmedigtere at skrive mere æstetisk. Og i dag kan vi jo næsten ikke forestille os en dansk salme uden en sol,” siger Pil Dahlerup og peger på elskede salmer som ”I østen stiger solen op”, ”Morgenstund har guld i mund”, ”I al sin glans nu stråler solen” og ”Se, nu stiger solen af havets skød”.
Selv voksede Pil Dahlerup også op med både morgensang og salmesang på Testrup Højskole, hvor begge hendes forældre i hendes barndom var lærere.
Senere blev moderen folketingsmedlem og en landskendt kvindesagsdebattør, der blandt andet deltog i debatten om kvindelige præster, som hun gik ind for. Men på hjemmefronten husker Pil Dahlerup lige så stærkt, hvordan en tåre trillede ned ad kinderne på moderen, mens hun læste påskeevangeliet højt for datteren.
”Jeg har senere læst et interview med min mor, hvor hun fortalte, at hun havde læst Joakim Skovgaards billedbibel for mig seks gange fra ende til anden, da jeg var ni år, så noget er også gået ind,” siger Pil Dahlerup og smiler, inden hun tilføjer, at hun dog nok – i modsætning til sine to yngre søstre – ligner faderen mere. For mens Drude og Ulla Dahlerup som moderen begge har været mere politisk udfarende som henholdsvis medstifter af Junibevægelsen og som EU-kandidat for Dansk Folkeparti, gik Pil Dahlerup tidligt en anden vej i livet.
”Min far brændte også meget for litteratur, som han også underviste i, ligesom mit navn Pil stammer fra Johannes V. Jensens ’Den lange rejse’. Jeg kan også huske, at min far læste Ingemanns ’Valdemar Sejr’ for mig som aftenhistorie, og så skulle vi tegne det kapitel, han læste, bagefter. Det husker jeg meget tydeligt,” siger hun og tilføjer:
”Jeg tror måske, at jeg er den, der er mest præget af opvæksten på Testrup Højskole. Jeg er den ældste, og jeg sugede højskolelivet til mig og gik tidligt med til foredrag og dansktimer. Og jeg læste også meget tidligt selv,” siger hun og daterer sin tid som litteraturforsker tilbage til 11-årsalderen.
”Dengang fik jeg fat i Johannes Jørgensens ’Mit livs legende’ i en sommerferie. Det var et syvbindsværk, der vrimlede med forfatternavne, og hver gang der kom et navn eller en forfatter, jeg ikke kendte, gik jeg ned i leksikonet og skrev det op og skrev det i en lille lommebog. Det tog vældig lang tid, for jeg kendte ikke nogen af de forfattere. Det var lige fra Homer til Sigrid Undset.”
Litteraturforskeren lyser op i et smil.
”Jeg kom ikke ret langt i selve bogen, men min lille notesbog blev fyldt. Jeg kan se mit værelse for mig endnu med den notesbog. Jeg tror, at det var der, at det startede.”
Alligevel var Pil Dahlerup længe i tvivl om, hvad hun skulle være, når hun blev stor.
”I mellemskolen var der en erhvervsvejleder, og jeg husker meget tydeligt, at jeg mente, at jeg burde blive sygeplejerske eller læge. For jeg havde social samvittighed, men ingen evner i den retning. Men jeg mente, at jeg skulle vælge et fag, hvor jeg kunne gøre mere nytte. Der findes jo med god grund ikke noget, der hedder ’litterater uden grænser’. Men det var og blev der, hvor min lyst og mit talent lå.”
Sådan kom Pil Dahlerup med splittet hjerte til at læse litteratur på universitetet, og mens hendes søstre højlydt kæmpede for kvindernes sag i medierne, nøjedes Pil Dahlerup med at forarge sine mandlige professorer ved at opgive hele ni kvindelige forfatter ud af 30 forfattere til sin afsluttende eksamen. Og senere kom hun også til at skrive doktordisputats om det moderne gennembruds kvinder.
”Det startede, fordi jeg ville skrive en artikel om George Brandes’ kvindesyn, og i et af hans breve fandt jeg en kvindelig forfatter, og det optog mig så meget, at den artikel, jeg skulle skrive på et par måneder, tog syv år og blev til en doktorgrad,” siger Pil Dahlerup, som også blev bestyrket i sit karrierevalg, da hun læste om den danske forfatter Charlotta Dorothea Biehl (1731-1788), der var den første kvinde i Danmark, som var i stand til at leve af sit forfatterskab.
”Hendes far, der var inspektør ved Det Kongelige Danske Kunstakademi, mente ikke, at piger burde læse og skrive, men hun læste i smug og blev blandt andet så god til spansk, at hun var den første dansker, der oversatte ’Don Quixote’ til dansk. Og hun udtalte, at hun godt kunne holde ud at komme op til Sankt Peter, hvis hun havde været ulydig mod sin far, men hvad hun ikke ville kunne holde ud var, hvis hun havde misbrugt sine ’anbetroede’ evner. Og det tog jeg også til mig, for jeg havde ikke talent for at læse medicin, men jeg havde blik for at læse litteratur.”
Tror du, det talent er medfødt?
”Jeg tror i hvert fald, at vi alle har nogle medfødte talenter, som miljøet så kan hæmme eller udvikle. Og jeg er da glad for det liv, jeg har fået med litteratur. For selvom litteraturen måske ikke kan redde liv, så mener jeg – i modsætning til Luther – at æstetikken er beslægtet med etikken. Og jeg tror, at man kan blive et bedre menneske af at læse og se smukke ting. For det skønne og det gode hænger sammen,” siger hun, mens lyset blafrer i vinduet som en smuk lille ballet- engel.