Prøv avisen
Bog

Kunsten at forsvinde ind i sig selv

4 stjerner

Pessoas prosa er uden sidestykke i litteraturhistorien

Når de her års litteraturhistorie engang skal skrives, er der ingen vej uden om autofiktionen, og heller ingen vej uden om dens mest markante repræsentant, norske Karl Ove Knausgård.

Men legen med fiktion og virkelighed, med sammenfald mellem fortæller og forfatter, er naturligvis ikke ny. Og en af litteraturhistoriens titaner, portugisiske Fernando Pessoa, forholdt sig på sin egen, dybt originale måde til det gamle game ved at skrive under andre navne.

Men Alberto Caeiro, Alvaro de Campos og Ricardo Reis var ikke pseudonymer, men heteronymer. Altså ikke bare dæknavne for Pessoa selv – hvis eget navn i øvrigt både betyder ”person” og ”ingen” – men skikkelser med hver deres biografi, hver deres skrivestil, hver deres virkelighedsopfattelse.

Således også en vis Bernardo Soares, forfatter til ”Rastløshedens bog”, der består af hans ofte nedtrykte optegnelser. Her er en af de første, dateret den 29. marts 1930:

”I følgende usammenhængende indtryk, uden ønske om nogen sammenhæng, fortæller jeg lidenskabsløst min selvbiografi, min historie uden liv.”

Men der er altså glimt af humor at finde i den mørke, men vidunderligt smukke prosa. Som her, hvor Soares på en af sine spadsereture i timerne mellem arbejdet som bogholderassistent og digtningen hjemme på værelset, går gennem et af Lissabons parkanlæg:

”Det er ikke, fordi jeg hader, at blomsterne står så regelmæssigt i bedene. Hvad jeg derimod hader er, at de er offentligt ansat.”

De fleste steder er Soares som nævnt anderledes alvorsfuld. Som når han skriver om forskellen på dyr og menneske og mener, at definitionerne altid er ufuldstændige. Ikke fordi der ikke er nok intellekt bag dem, men fordi ”det slet ikke er så let at skelne mennesket fra dyret.”

På samme deprime, let vrantne facon kommer Soares omkring snart sagt alle tænkelige emner: Kunst, byliv, lønmodtagerliv, religion, historie, videnskab, tjenere.

Ad de veje tegnes også et portræt af hans ydre, begivenhedsløse liv og af hans anderledes righoldige indre liv. Han foretrækker selv det sidste, sine tanker og drømme, men pakker bestemt ikke sig selv ind i floromvundne fantasier:

”Da jeg ikke kan se, at jeg har egenskaber, der kan virke tiltrækkende på andre, har jeg heller aldrig stolet på dem, der har følt sig tiltrukket af mig.”

Ja, Soares har ”hang til livslede”, men hans sprog og tanker er fulde af vitalitet. Og hvor meget Pessoa der så er i Soares, har litteraturforskere og aficionadoer længe diskuteret. Selv indrømmede han i et brev, at der var noget af ham i optegnelserne, og enkelte steder er der også linjer, der kunne ligne hilsener til ham selv. Som den her:

”Men heldigvis for menneskeheden er det sådan, at enhver blot er, som han er, og kun geniet er i stand til at være flere andre.”

Et geni var Pessoa under alle omstændigheder, men den nye danske udgave af ”Rastløshedens bog” er ikke uden problemer. På plussiden er naturligvis dét, at nye læsere kan stifte bekendtskab med Pessoa, og at Octavio Paz’ brillante essay ”Fernando Pessoa – Fremmed for sig selv” er optrykt bagest i bogen.

Det er lige til at blive klog af. Men selve udvalget er ikke til at blive klog på. I sit efterskrift skriver redaktør Ingemai Larsen, hvordan Pessoa ved sin død i 1935 efterlod sig – hold nu fast – 27.000 optegnelser skrevet på ark, servietter og kuverter, og at der nok aldrig kan udgives en definitiv udgave af ”Rastløshedens bog”.

Men Larsen skriver også, at der blandt kendere er enighed om, hvilke optegnelser der udgør bogens kerne, og de ”falder groft sagt, i to dele: Én, som omfatter en række symbolistiske og svært tilgængelige tekster, skrevet i tidsrummet 1912-1917 af Pessoa selv, og en anden del, som består af Bernardo Soares’ dagbogsprægede og mere ligefremme tekster, hvoraf hovedparten formentlig er forfattet i årene 1929-1934.”

Af ”bogens kerne” har den danske redaktion altså set bort fra den ene halvdel. Det er et radikalt, men også tvivlsomt valg. Som læsere får vi et udvalg af optegnelserne, men ikke ét eneste digt.

Når det er sagt, amputation eller ej, så er det en nydelse at læse den præcise, formfuldendte prosa, som Pessoa lader strømme ud gennem Soares. Den triste, den tænksomme, den virkelighedsfjerne, den ensomme skikkelse dér i månelyset på Rua dos Douradores. Man ser ham for sig. Grå og indadkroget. Det er dét, der er Pessoas helt store kunststykke. At skabe et rigtigt menneske. Uden andre hjælpemidler end papir og blæk.

Den nye udgivelse er god, fordi læsere nu kan stifte bekendtskab med portugisiske Fernando Pessoa, men uden problemer er udgivelsen ikke. – Foto: Janusz Piekowski/Panthermedia/Iris/Ritzau Scanpix