Prøv avisen

Kunsten at fortolke Homer

”Den dag, vi ikke anerkender de store kunstværkers tidløse styrker og tolkningsmuligheder, går kulturen tabt,” siger Peter Brandes om Homers værk, der ifølge kunstneren er en fortælling om kærligheden mellem mand og kone og angsten for at miste det, man holder af. – Foto: Leif Tuxen.

Fundament Homers Odysseen er som Bibelen en grundfortælling om menneskelige valg og værdier, blandt andet taknemmelighed for livet. Det mener billedkunstner Peter Brandes, som har illustreret det græske epos, der har inspireret kunstnere og historiefortællere gennem århundreder

Homers eventyr er en af de mest benyttede fortællinger i historien. Det græske folkesagn om helten Odysseus fra Ithaka er ligefrem blevet ophøjet til et begreb, som når et menneske foretager en odyssé, og i kulturen og kunsten gengives, fortolkes og refereres der flittigt til Homers epos ofte uden at folk opdager det.

LÆS OGSÅ: 10 mesterværker, du aldrig får læst

Det gælder for eksempel Hans Edvard Nørregård-Nielsens store værk fra 2010 om steder og stemmer fra Limfjorden og egnene omkring. Det selvbiografiske værk er en dannelsesrejse, en odyssé i det nordjyske farvand. Det mener billedkunstneren Peter Brandes, der selv er stærkt inspireret af Homers gamle fortælling og blandt andet har illustreret Otto Steen Dues oversættelse af værket fra 2002.

Hans Edvard fik jo fine, velfortjente anmeldelser, men ingen havde øje for at placere bogen i en litteraturhistorisk kontekst. Som i Odysseen kan man for eksempel læse alt om planter og kærligheden til landet. Når Hans Edvard skriver om Venøs skønne østers, vækker det mindelser om de græske søfolks ankomst til lotofagernes frodige ø med den dejligste lotusfrugt, der får dem til at glemme. Og når Hans Edvard skriver om kirker og kirkegårde, som han elsker at besøge, så er vi faktisk i Homers 11. sang i Hades, hvor han besøger folk, han har læst om, og dem, han har kendt i virkeligheden, siger Peter Brandes.

Ifølge kunstneren er Homers værk universelt og en slags genetisk grundstamme for fortællinger ligesom Bibelen, som bruges hele tiden, ofte uden at folk selv ved det. En af de store forfattere, der også kendte sine referencer, var James Joyce, der tidligt faldt over dette værk og brugte det til sit store værk Ulysses.

Joyce gør det så fornemt i en fortælling, der handler om bare ét døgn, at det siger noget om mulighederne i det klassiske græske værk. Det fortæller lidt om urkraften i Homers odyssé, som kan bruges igen og igen, også med stort held, siger Peter Brandes.

Kunstneren bor og arbejder til daglig i Paris. Han har taget et frikvarter i sit travle skema og er i Danmark til en snak om Homer, som de fleste nok kender bedst fra oldtidskundskabsundervisning i skolen. Selv stødte Peter Brandes på Homer ved et tilfælde som 11-årig, fortæller han. Det var et møde, der fik afgørende betydning for startskuddet på hans kunstneriske virke og også senere hen.

Som barn var jeg glad for at tegne. Da Fyns Tidende indledte en tegnekonkurrence, indsendte jeg en tegning med et lille hus ved en lille landevej. De optog den, og jeg vandt. Det var i sig selv fantastisk for en lille dreng, men præmien var Morten Pontoppidans Odysseus rejser og eventyr fra 1957 med vidunderlige tegninger af Niels Skov-gaard, som er en fremragende illustrator. Jeg er normalt ikke begejstret for børneudgaver af for eksempel Bibelen eller liturgier. Jeg kan godt lide den rene vare, og børn behøver ikke at forstå alt. Ligesom ingen skal sige, at de absolut skal læse noget. Men lige den der er fremragende. Jeg læste den igen og igen. Jeg har den endnu, en dejlig slidt bog med et sart lyseblåt omslag med kyklopen på forsiden. Jeg blev så dybt optaget af den, at jeg endte med at blive nysproglig, siger Peter Brandes.

I første omgang kunne han senere give sin fascination af Homer videre som lærervikar under studierne i fransk litteraturhistorie og filosofi og igen senere gennem sine karakteristiske streger i Otto Steen Dues oversættelse, der også er udstillet på museer.

Peter Brandes kender altså Odysseen ud og ind og kan på kommando præsentere en grundig analyse af værket uden de store tænkepauser og placere den i litteraturhistorien. Der er ikke plads til det hele her, men konklusionen er lysende klar: Homer havde fat i noget så menneskeligt grundlæggende, at fortællingen er fuldstændig tidløs trods de efterhånden flere tusinde års afstand.

Peter Brandes har ofte besøgt landskabet og farvandet, Odysseus rejste rundt i, og han har været på øen Kios ud for Tyrkiets kyst, hvor Homer blev født. Peter Brandes tager Homer og hans for-tællinger om Odysseus meget bogstaveligt og tror på, at der var en mand, der hed Homer, som på et tidspunkt samlede en masse eventyr og fortællinger, blandt andet om en anden mand, der havde været i krig og brugte 20 år på at komme hjem igen.

Der sker så en masse drama under-vejs på hans færd, der i allerhøjeste grad er interessant for hvilket som helst menneske at læse om, mener kunstneren.

Det er en dannelsesrejse, en udviklende færd i menneskets indre og i følelsesliv. Det er en drøm om måske at vende tilbage til et eller andet, der var ens udgangspunkt, siger Peter Brandes.

I hans øjne er Odysseen et af de værker, der har de rigeste tolkningsmuligheder, og som sammen med Homer, Paul Celan, Gunnar Ekelöf og Friedrich Hölderlin følger ham gennem livet. Her er også en forbindelse, idet Celan var dybt optaget af Hölderlin og hans drøm om at genskabe det gamle Grækenland. Og Ekeløf besøgte også Grækenland og skriver vidunderligt i digte om krigen, der på mange måder minder om Homer.

Odysseen er ifølge Peter Brandes en fortælling om kærligheden mellem mand og kone og angsten for at miste det, man holder af. Den handler om overlevelseskraft, om at have æren i behold, om hævn og gammelt venskab. Og så handler den om forholdet mellem forælder og barn, mener Peter Brandes og nævner især gensynet mellem Odysseus og faderen hjemme på Ithaka, hvor den gamle har trukket sig tilbage som vinbonde og ikke kan tro på, at det er sønnen, der endelig er vendt hjem efter alle de år.

Da jeg udstillede mine tegninger fra bogen, var der en, der spurgte, om det var godt eller skidt, at han vendte hjem til slut. Bogen er et billede på livet som en rejse, der udvikler sig i mange facetter. Og den dag, man endelig når i havn og lægger sig op i sin seng, ja, så er det måske bare slut. Eller også er det først her, livet først bliver rigtig svært, fordi man etisk og eksistentielt skal bevise, hvad man har lært af alle de erfaringer og handlinger, som gør en til et helt menneske eller en god konge i Odysseus tilfælde. Den bog er endnu ikke skrevet.

Odysseen er altså ifølge Peter Brandes en grundfortælling lig Bibelen, men når det kommer til medmenneskelige værdier, stopper sammenligningen i hvert fald ved Det Gamle Testamente. For Homers epos er fuldt af hævnmotiver og drab. Og det er ikke en kristen måde at opføre sig på, påpeger kunstneren, der også er kendt for sin kirkekunst i mange danske kirker.

Når alle dronningens bejlere bliver slået ihjel af Odysseus, synes man jo, at det er helt fint, selvom det jo er helt forfærdeligt. Det er ligesom, når Dumas greve af Monte Christo hævner sig, og man får en vidunderlig fornemmelse for retfærdighed. Der er ingen empati at hente. Men det er nok et grundelement, der ligger gemt i os alle. Det er bare ikke afstedkommet af det, der står i Bibelen, og som strider mod De 10 Bud, der ellers præger vores kultur, fastslår Peter Brandes, og fortsætter:

Men hævntanken er noget instinktivt, en drift, man stadig ser hos kristne på Sicilien og andre steder, når man her godkender blodhævnsprincippet. Det er jo menneskelige elementer, ukultiveret, som de er, hverken De 10 Bud eller Det Nye Testamente har fået bugt med. Jeg har diskuteret det med en, der siger, at det er et instinkt, man ikke kan fjerne. Men i så fald er der altså ikke sket nogen fremgang i den vestlige kultur siden den tid. Og det mener jeg så trods alt, at der er, fra Platon til Pascal og Kierkegaard, konstaterer Peter Brandes og løfter pegefingeren for igen at understrege, at Odysseen trods volden er en afgørende fortælling, der fornemt viser mere sympatiske sider og almengyldige menneskelige følelser, for eksempel mellem familiemedlemmer.

Selv foretrækker Peter Brandes genforeningen i historiens slutning mellem far og søn samt 11. sang, hvor Odysseus befinder sig i dødsriget og blandt andre møder sin mor.

Begge scener er dybt rørerende og gribende og har noget at gøre med udgangspunktet for alting, nemlig de to, der har skabt én, og som man bør have dyb taknemmelighed til. Man kan ikke flygte fra forældrenes betydning, hverken mens de lever eller i efterlivet. Men der er uendelig mange referencer og sammenligninger til andre store fortællinger fra Mesopotamien, som for eksempel syndfloden og David og Goliat, siger Peter Brandes og sammenligner Odysseen med et kunstværks styrke på grund af værkets rigdom af tolkningmuligheder og indfaldsvinkler.

Den dag, vi ikke anerkender de store kunstværkers tidløse styrker og tolkningsmuligheder, går kulturen tabt.

krasnik@k.dkHandlingen i Odysseen

Handlingen er koncentreret om helten Odysseus, der kæmper sig vej tilbage til sin trofaste hustru og sin søn på Ithaka. Fortællingen er ikke lineær, men foregår på flere planer. Scenen skifter ikke bare mellem himmel og jord, men mellem Odysseus og Penelope. Fortællingen begynder med gudernes beslutning om, at Odysseus skal hjem, en rejse, der varer 10 år og fortælles i 24 sange. Odysseen er mere lys i tonen end Homers andet værk, Iliaden. De gode vinder, de onde straffes. Guderne er stadig strenge. De homeriske digte er oversat til alle kultursprog og til dansk flere gange, herunder klassikeren af Chr. Wilster fra 1837 på danske heksametre og senest af filologen Otto Steen Due i 2002 med illustrationer af Peter Brandes.