Kunsten at gå i hundene uden at gå itu

Ingen kan så konsekvent, så lidenskabeligt dyrke meningsløsheden som netop den, der søger en mening. Det er sjælen selv, der står på spil i Tom Kristensens "Hærværk"

Tom Kristensen: Hærværk. Udkom første gang 1930.
Tom Kristensen: Hærværk. Udkom første gang 1930. Foto: .

Der er få romaner, der har ikonstatus. Tom Kristensens "Hærværk" fra 1930 er en af dem. Den har sin helt egen hylde i genrebiblioteket. Man taler om "hærværksromaner", så såre man støder på noget, der bare ligner den samme konsekvent iscenesatte eksistentielle og oftest aldeles berusende rejse til bunden af livet. Lige dragende for hver generation af kunstnere. Lige skræmmende.

LÆS OGSÅ: Når grundfjeldet skrider

Det hele starter med, at telefonen ringer. Vi er hjemme hos Dagbladets hovedanmelder, Ole Jastrau – fastfrosset litterat, halvhjertet far og ægtemand, livsangst erotiker og indtørret kunstner. Om han vil holde et foredrag? Hvorfor skulle han dog det. Han har ikke noget at sige. Livsanskuelse? Vorherre bevares! Og det slutter en afgrund eller to senere med, at han fløjter "Internationale". Mest af sentimentale grunde, ganske vist. Men alligevel. Noget er født. En flig af en mening, og den evige Kjær giver ham en billet til Berlin.

Mellem de poler foregår en af dansk litteraturhistories mest spektakulære drukture. Eller rettere: i det spejlkabinet af betydninger og tydninger, som romanens forfatter så højaktuelt moderne sætter sin hovedperson ind i. Glas, spejle, ruder, blankpolerede skrivemaskiner og flasker glimter djævelsk overalt på siderne og kaster vores hovedperson tilbage til det punkt, han allernødigst vil se i øjnene. Sig selv. "Åh, altid dette," siger Jastrau, da han ser sit ubarberede, oppustede hoved i det lille spejl over servanten: "Ecce Homo. Dette – dette forbryderansigt!".

Spejlingerne kaster samtidig læseren ind i et kabinet af dobbelthed og maskespil. Og det er det Janusansigt, der den dag i dag gør romanen dybt vedkommende og evigt nutidig. For ingen kan så konsekvent, så lidenskabeligt dyrke meningsløsheden som netop den, der søger en mening. Det er sjælen selv, der står på spil her. Intet mindre. "Og jeg blev forledt til at ane en sjæl/ i alle de blikke jeg mødte og så", skriver Tom Kristensen i et digt næsten ti år tidligere.

Men hvis man ingen sjæl finder, intet ekko i vores handlinger, ingen kerne, kun spejlenes tomhed, angsten for gentagelsen og en mund, der ikke længere gider at have en "livsanskuelse" – hvad er da tilbage ud over en drift mod tilintetgørelsen. Som den unge fordrukne Steffensen, digteren i Jastrau selv, skriver på et A4-ark en sen nat i tågerne: "Men min angst må forløses i længsel/ og i syner af rædsel og nød./ Jeg har længtes mod skibskatastrofer/ og mod hærværk og pludselig død".

I det destruktionsprojekt deltager ud over digter Steffensen, kommunisten Sanders, den depraverede fru Kryger, den alt for kropslige Sorte Else, den forsagte Anna Marie, den evige Kjær, lille P og ikke mindst Bar des Artistes, den mørke hule, hvor sjælen langt om længe kan slå sig til tåls med, at den ikke findes: "Fred, fred!", sukkede Jastrau. "Nu skal vi synke dybere og dybere ned. Her er det altid aften, og så er luften fortættet af grammofon. Man får ikke tid til at føle, at der er noget, der hedder tomhed. Nu kan vi – ganske stille – ganske langsomt – gå i hundene".

At gå i hundene er altså ikke en social deroute, som vi kender det fra gaderne i København. Selvom det kan ende samme sted. Snarere er det en slags eksistentielt forsøgslaboratorium. En omvendt spejlet fribytterdrøm, der ikke kæntrer med sjæleblank ro; men forledes til at søge et svar snart i kunsten, snart i religionen, snart i det erotiske, snart i det politiske.

De fire "eksistentialer" kaldte vi disse hovedhjørnesten, da vi i sin tid læste romanen på universitetet – og på det lokale værtshus selv søgte at gå i hundene fra fredag aften til lørdag morgen. Mere havde vi trods alt ikke mod til! Det var inden for disse fire store livsområder, at Jastrau og alle vi andre søgte svaret og meningen med livet.

I barens dunkle mørke udkæmper Dagbladets legendariske anmelder således som ethvert andet menneske sin personlige Jakobskamp. Og det ser ud, som om livet velsigner ham til sidst. Ganske vist haltende, med brudte venskaber, tomme lommer og en opløst familie bag sig. Men i det mindste fløjtende.

Kunne "Hærværk" være skrevet anno 2011? Næppe. Fordi netop dobbeltheden, længslen efter en højere bevidsthed, hele det frigørende potentiale i nedturen mangler i de utallige hærværksromaner, der bliver skrevet i dag. Der er ligesom intet kit længere mellem destruktion og idealer. Det handler om at dø – eller gå ind i hverdagene. Den fløjten, der høres, kommer fra vækkeuret mandag morgen eller kedlen i samtalekøkkenet, når rejsen er forbi. Måske fordi tiden ikke længere er til et sofistikeret studenterhuevalg mellem fire eksistentialer. Men langt mere et spørgsmål om bare at turde leve.

kultur@k.dk

Tom Kristensen: Hærværk. Udkom første gang 1930.

I klummen "Genlæst" skriver et fast panel hver tirsdag om klassikere fra litteraturens verden. Hvis du har en idé til en klassiker, som panelet kan genlæse, så skriv til kultur@k.dk