Kunsten at gribe lykken, når den viser sig

Forfatteren Poul Løvborg betragter sine udkantsfortællinger ”Af uventet nåde” som små efterglimt af de mirakler, hverdagen er fuld af, og som ikke altid er så lette at gribe

 ”De mennesker, der har et mere realistisk forhold til egne evner, virker egentlig til at være mere lykkelige. Og dem tror jeg, der er flere af i provinsen,” siger forfatteren Poul Løvborg, der mener, at medierne undervurderer lykken i Udkantsdanmark. –
”De mennesker, der har et mere realistisk forhold til egne evner, virker egentlig til at være mere lykkelige. Og dem tror jeg, der er flere af i provinsen,” siger forfatteren Poul Løvborg, der mener, at medierne undervurderer lykken i Udkantsdanmark. – Foto: Carsten Bundgaard/ritzau

Midt i en kristendomstime bekendtgjorde en af klassens vilde drenge, at han skam troede på mirakler.

”Med sagte stemme fortalte han om, hvordan det var et mirakel, at hans mor levede. For hun var faldet om med hjertestop i forhallen til et hospital på vej til at besøge en anden. Og hvis hun ikke var faldet om lige dér, havde hun sikkert ikke overlevet,” fortæller forfatteren og den pensionerede lærer Poul Løvborg.

”Min elev var ikke altid den nemmeste at have i klassen, men her havde han fanget noget, som også er en del af min egen grundholdning. For jeg tror, at man skal gribe livets uventede velsignelser, når de melder sig. Sand nåde er altid uventet. Og den kommer ofte i form af små drejninger i livet, som man skal være opmærksom for overhovedet at opdage. Og de er også ofte så personlige, at de kan virke ubetydelige for andre. Men for den enkelte kan det ændre livet.”

I en ny novelle, der netop hedder ”Nåde”, lader Poul Løvborg også en karakter sige, at nåden ikke daler ned med englevinger, men kommer som små drejninger i livet. Historien er en del af samlingen ”Af uventet nåde”, der baserer sig på virkelige historier, som Poul Løvborg har samlet op gennem livet og nu har sammenstykket med sin fantasi til ni fiktive fortællinger, der kredser om glæden i det nære liv.

Fælles for Løvborgs historier er, at de udspiller sig i en provins, der godt kunne minde om hans vestjyske hjemegn i Skærbæk.

Som barn elskede Poul Løvborg selv at lytte til de gode vestjyske lærere, der ”kunne fortælle så godt, at man nærmest var på den gade, de fortalte om”. Sådan forsøgte han også selv at fortælle historier for sine elever, da han arbejdede som lærer i Skærbæk og siden Odense. Og fortælleglæden har tidligere også udmøntet sig i flere roste historiske romaner, men det er første gang, han beskriver livet i nutiden.

Fælles for Poul Løvborgs historier er, at de udspiller sig i en provins, der godt kunne minde om hans vestjyske hjemegn i Skærbæk.
Fælles for Poul Løvborgs historier er, at de udspiller sig i en provins, der godt kunne minde om hans vestjyske hjemegn i Skærbæk. Foto: Carsten Bundgaard

”Jeg begyndte at skrive bogen, efter jeg hørte en radioudsendelse med en kendt københavnsk kvinde, der sagde, at det vel efterhånden var gået op for alle, at ægteskabet er en komplet umulighed i det moderne samfund. Det blev jeg faktisk forarget over. For jeg er selv lykkeligt gift, og jeg kender mange andre, der er også lykkeligt gift, og jeg tænkte, at storbykvinden i radioen måtte være blevet helt fremmedgjort for det ganske almindelige liv i provinsen, hvor jeg tror, at der er flere, der nyder at leve livet i faste rammer i stedet for at fare hvileløst rundt efter lykken andre steder,” siger Poul Løvborg.

Helteskikkelserne i Løvborgs noveller er også godmodige og jævne mennesker, der ikke stræber efter berømmelse, men gør, hvad de kan, for at gøre livet bedre for deres omgivelser, hvor de er. Det gælder, hvad enten det drejer sig om skraldemanden Laust, der er lykkeligt gift – eller den hjælpsomme sosu-assistent Else, der bliver kønnere med alderen. Via en uventet arv får hun også råd til at slå sig ned som lokalkøbmand med et godt øje til knallertmekanikeren med det grimme sprog, men det gode hjerte, som holder til ved siden af.

Det er almindelige mennesker, der ikke gør det store væsen af sig selv, men til gengæld er bedre til at finde lykken end mange af de selvbevidste storbykanoner, som man også møder i bogen i form af for eksempel en bestsellerforfatter og en berømt skuespillerinde. For lykken findes ikke nødvendigvis i storbyen eller i fine stillinger, men oftere i at blive, hvor, og med hvem man er, har Poul Løvborg erfaret:

”I medierne kan man hurtigt få indtrykket af, at det gode liv er i de store byer. Jeg flyttede selv til Odense fra Skærbæk, men når jeg tænker over det, tror jeg egentlig ikke, at der findes flere lykkelige mennesker her end der, hvor jeg kommer fra. I Odense har jeg mødt mange mennesker med store abstrakte drømme for deres liv, men også med en slem skuffelse over ikke at kunne leve op til deres egne forventninger. De mennesker, der har et mere realistisk forhold til egne evner, virker egentlig til at være mere lykkelige. Og dem tror jeg der er flere af i provinsen,” siger han og tilføjer:

”Udkantsdanmark bliver ellers tit nedgjort, og det er da også rigtigt, at der både kan findes social kontrol og social elendighed i provinsen, men det er lidt overset, at der også findes en masse lykkelige mennesker, der ikke kan genkende mediebilledet af Udkantsdanmark. Og man skal huske, at ganske almindelige mennesker er lige så meget værd som statsministeren og direktøren for Mærsk.”

Det at stræbe højt er ikke nødvendigvis det samme som at være lykkelig, og det burde man huske, når man nærmest tvinger studenterhuer ned over alle unge, der ellers ville have været glade som elektrikere og snedkere, mener han:

”Min bog er tænkt som en hyldest til de klemte og beklemte. For jeg vil gerne vise, at alle mennesker er noget værd, selvom andre betragter dem som små mennesker. Men man bliver ikke noget stort menneske af at bo i et stort hus i en stor by. Livet handler om at gribe det, der kan virke småt for andre, men kommer til en som en uventet nåde.”