At skrue tiden tilbage til 1970’erne virker nogenlunde overskueligt for de fleste, fordi vi er i berøring med vores egen tid. Det er straks vanskeligere at forestille sig, hvis vi går yderligere 500 år tilbage til 1470’erne.
Men historien vækkes til live så kraftfuldt, det kan lade sig gøre i Colmar, Alsace, Frankrig. Her blev et kloster grundlagt af to kvinder, der mødtes under lindetræerne et par hundrede år tidligere i 1200-tallet. Stedet kom under dominikanerordenen, og på trods af at både Romerriget passerede, grænserne forskubbede sig, og Den Franske Revolution fik sat system i ødelæggelserne af det religiøse liv og dets billedskatte, er klosteret bevaret intakt og opdateret på smukkeste vis som Musée Unterlinden med både et tidligere kurbad og en nybygning, der huser moderne kunst.
Stedets ånd er genfortryllet af arkitekterne Herzog & de Meuron, der grundlagde tegnestue i Basel i 1978. Arkitekterne har i deres genialitet sat en slags munkekutte i teglsten med markant spidst kobbertag som et lille tempel ved den reetablerede kanal mellem de historiske bygninger, og nærmest i skjul rejser det moderne kunstmuseum sig i samme varme glød i haven bag sceneriet. Et par vinduer i gotisk stil og svungne formstærke trapperum er med til at forene tiderne. Hele komplekset er forbundet med gange under jorden.
Musée Unterlinden rummer ud over religiøs kunst også egnsmuseum og har pragtfulde samlinger af alt fra ovnlåger til smedejernslåse – alt sammen kunstfærdigt udført. Der er noget at komme efter håndværksmæssigt og kunstnerisk i dette materialernes mekka.
Sjælen i museet, klosterkirkens høje gotiske hvælvinger, er viet til Isenheim-alteret skabt af Matthias Grünewald – et mesterværk blandt alverdens altertavler, som både hvad format og kvalitet angår står som et mirakel i rummet. Her er alt, hvad hjertet kan begære af visuel fortællelyst, der rækker langt ud over den historiske tid, hvori alteret blev til.
Bibelsk realisme går hånd i hånd med fantasy-genren i tavlerne, og få kunstværker kan siges at rumme så meget som denne komprimerede serie af billeder. Et leksikon af maleriske og motiviske indhold, der vel svarer til, hvad ”Ringenes Herre”- eller ”Harry Potter”-universet eller ”Game of Thrones” har haft af indflydelse på de seneste årtier.
Matthias Grünewald blev født omkring 1475, og værket er dateret mellem 1512 og 1516. Den store fortælling, Bibelens, eksisterer i bedste velgående, og værket synes at pege på en ikke uvæsentlig del af kulturens mangfoldighed på godt og ondt. Værket kunne være gået tabt, hvis ikke en klog mands snarrådighed ved 1700-tallets slutning gjorde, at det blev fragtet i småstykker fra Isenheim 20 kilometer fra Colmar og til dets skrin, den gotiske katedral i Colmar.
Værdier og revolutioner har sjældent været et godt makkerpar. Og da slet ikke kulturgenstande, der opholder sig i randzoner og grænseområder. Men dengang var værket ikke tilgængeligt på samme måde som i dag. Det var nærmest upåagtet, og kunsthistorikere har også spurgt sig selv om, hvem der egentlig kunne se værkerne i den sene middelalder og renæssancen i Isenheim og omegn? Var det kun munkene, der kunne åbne fløjene, når liturgien tillod det?
Pilgrimme, der led af voldsomme infektioner, ergotisme forårsaget af snyltesvamp i rug, havde alteret som valfartssted. Munkene og nonnerne tog sig af de syge, der ofte fik amputeret lemmer af meldrøjer, som sygdommen kaldes på dansk. Derfor er billedfortællingerne på alteret fulde af sår og slemme sager. Jesus på korset er afbildet i en udgave, der kan få det til at vende sig i enhver. Der er én, der har det værre end dig selv. Værket handler ikke blot om troen, men om lindring og helbredelse. Om, hvordan det storslåede giver mulighed for at sætte mennesket ud over sig selv. At hengive sig.
Længe var Isenheim-alteret tilskrevet den eminente Albrecht Dürer, der har sat den midteuropæiske kunst eftertrykkeligt på verdenskortet. Matthias Grünewald, hvis fødenavn var Mathis Gothart Nithart, og Dürer kendte hinanden, og begge siges at have beundret ”smukke Martin” Schongauer, som var den, der med sine realistiske altermalerier tiltrak opmærksomhed i området ved det øvre af Rhinen.
Hans kunst var forskellig fra den flamske og dannede ny skole. Også Schongauers hovedværker med deres krystallinske klarhed er placeret i Musée Unterlinden. For at bevare og beskytte disse unikke værker, der stråler på guldbaggrunde og er af håndværksmæssig højeste karat, stiftedes Schongauer-selskabet, der sidenhen har formet og gjort Colmar til en perle, hvad angår religiøs kristen kunst. Schongauer, og siden Dürer og Grünewald, der kom i efterfølgende generation, fik mangfoldiggjort deres arbejde via kobberstik som de mestrede til perfektion.
Deres arbejde danner en ny renæssance i den vestlige kunst og flytter fokus mod en anderledes stram komposition og nogle dybere erkendelseslag. ”Melancholia”, der er Dürer mest berømte kobberstik, er fra 1514 og er stadig et gådefuldt værk. I Colmar udstilles det tillige med en version af Lucas Cranach den Ældres version af melankolien fra 1532. Er melankolien en sygdom? Og i så fald er det en sjælelig tilstand, der med disse billeder introducerer psykologi i en verden, der havde mindre at holde fast i rent videnskabeligt, end vi har i dag. Der er ingen tvivl om, at de lutherske tanker og teser fra 1517 er vævet ind i tidens billedstof.
Med Matthias Grünewalds Isenheim-alter befinder vi os på kanten til den nye verden, som vi blev en del af med Martin Luthers lære. Her er den sene middelalders sidste voldsomme eksplosion af overtro og dårligdomme kombineret med en uendelig og næsten kitschet udgave af drømmen om et himmerige, der kan studeres tæt på.
På en af altertavlens fire sidefløje er der et centralt billede, hvor Jesu krop gennemlyses og forsvinder i guddommeligt lys. Det er et magisk kunstværk malet af en mester, der som en oldtidens druide forstår sig på medicinsk healing og præsteskab. Kunsten har ingen alder i Colmar. Den lever i de bedst tænkelige rammer.