Det er en stædig indsats, der har sat Lemvig på landkortet som kunstby, men at det er tilfældet, kan der ikke være tvivl om, nu hvor Museet for Religiøs Kunst (MFRK) viser sin 25-årsjubilæumsudstilling med udvalgte værker fra tidligere udstillinger suppleret med værker fra den faste samling, der trods manglende statsstøtte har fundet vej til museets magasin.
På udstillingen er værker af en snes kunstnere, døde som levende, og der er lagt en let tematik, som formidles gennem en folder og overskrifter gennem udstillingen.
”Husker du?”, som udstillingen kaldes på det knap så mundrette MFRK, forholder sig blandt andet til kærlighed, natur, tro og tvivl, og det er til at gå til uden større problemer, fordi kunsten på mange måder holder liv i andet end sit emne.
Vi kan således sagtens se smertensmanden Jesus i den mørke franske Georges Rouaults papirudgave blot som ren inderlig forståelse og helliggørelse af portrættet og figuren. Han malede udkantsfigurer – Jesus er en, klovnen en anden. Det er spændende, at dette passionsværk ligesom en anden klassiker, det grafiske blad af Edvard Munchs ”Den syge pige” holder sig oppe ved det ordløse og æstetiske. Vi suges ind i billedets rum og er ikke længere betragtere, men deltagere. Empatiske – og religiøse. Der er noget ud over billedets virkelighed, der rumsterer.
Det er ikke let, eller sagt på en anden måde, det kunne fremstå som en rodet affære at tage så mange kunstneres værker ind i en udstilling uden anden sammenhæng, end hvad skiftende direktører har lavet af udstillinger tidligere.
Men udstillingen ånder, hjernen vælger til og fra, fordi den kender præmissen om de 25 år, der skal fejres og ses.
Religiøs kunst bliver således et mærkat for så forskellige kunstneres værker som J.F. Willumsens to bjergbilleder og nutidige Alexander Tovborgs eller John Kørners farvestrålende indsatser, men også dystre lærreder fulde af smerte og indlevelse kan opleves som hos Elof Risebye, en overset figur i det danske kunstlandskab.
Hans billeder, for der er en del, er ofte svære at se på, de er ikke værdsat i efterkrigens kunst, manden var sandsynligvis for mærkelig for det almindelige publikum. Men på udstillingen giver det en vis dybde og alvor, at der også findes plads til det lidt skæve.
Elof Risebye er en sorgens maler, hans billeder handler måske ikke kun om deres umiddelbare religiøse indhold, men også om det eksistentielle og indre. Efter at han mistede sin livsledsager, Paul Kiærskov, der døde i en alder af 33 år i 1933, tonedes Risebyes maleri mod det dunkle og indelukkede.
I Lemvig kan januarfornemmelsen af himlen ned om ørene yderligere forstærkes i mødet med værkerne af Rouault og Risebye, som om kristendommen ikke havde sine lyse dage. Måske er det netop her, vi forstår dens kerne. Forladtheden og udstødelsen som vilkår for mennesket.
Flere grafiske værker af Frans Schwartz er også gode i sammenhængen. Her er engle og tiggere, det vi i dagligdagen ikke møder, medmindre vi åbner øjnene: Hus Forbi-sælgeren, de hjemløse og de uventede gaver.
På vejen til og fra Lemvig støder man på opfindsomme bynavne som Bur, Rom, Paris og Vrist. For ikke at tale om Hov, Hovsør og Sønderøkse. Et fromt ønske for MFRK kunne være et navneskifte. Museet for Religiøs Kunst har plads til at behandle livets store spørgsmål med kunsten som omdrejningspunkt. Hvad drømmen er for fremtiden i Lemvig, bliver interessant at følge.