”Hvordan kan du ikke lide Bob Dylan?” eller: ”Hvad er der galt med dig, siden du ikke kan lide Picasso?” eller: ”’Brødrene Karamazov’ er den bedste roman, der nogensinde er skrevet. Og det kan ikke diskuteres!”
Mange har nok prøvet at høre eller sige noget lignende i samtale med en god ven, et familiemedlem eller en kollega. Man havde det lige så hyggeligt, og så sker dette. Noget åbner sig i samtalen, en dyb afgrund. Og det kan opleves som smertefuldt, måske fordi man fornemmer, hvad man går glip af: Ekstasen over at kunne dyrke det skønneste i livet, sammen.
Måske overgiver man sig og går hjem og finder Bob Dylans ”greatest hits” frem på Spotify. Men det er ikke sikkert, man bliver blæst bagover af begejstring. Måske synes man tværtimod, det er noget bras. Og hvad så? Var det, fordi man ikke var dannet nok? Eller er Bob Dylan bare ikke er så genial, som folk går rundt og siger?
Det er den slags spørgsmål, der får den britisk-amerikanske litteratur- og kunstteoretiker Rita Felski til at sende et bredt smil gennem skærmen fra sit hjemmekontor i Charlottesville i Virginia, USA.
”Right! ”, siger hun så. Hun ved præcis, hvad det er, der er på spil.
Hun har netop udgivet bogen ”Hooked. Art and Attachment” (”Fanget. Om kunst og tilknytning”) på det amerikanske forlag The University of Chicago Press, hvori hun blandt andet argumenterer for en anden måde at anskue æstetiske oplevelser på – som for eksempel det at lytte til Bob Dylan, se Picasso eller læse Dostojevskij.
”På litteraturvidenskab, som er det fag, jeg underviser i, bruger vi stort set al vores tid på at fortolke og forstå de tekster, vi læser. De unge mennesker får en roman og bliver bedt om enten at analysere dens karakteristika eller se den i en historisk kontekst. Og det er værdifuldt, men vi taler meget lidt om oplevelsen af at læse en roman, høre et stykke musik eller se en film. Hvad sker der faktisk med os?”, siger hun om sin motivation for at skrive ”Hooked”.
Rita Felski, der har tilbragt en del tid i Danmark de senere år i forbindelse med et gæsteprofessorat på Syddansk Universitet, er kendt for at gøre op med den meget kritiske tilgang til kunst, som har vokset sig stærk i løbet af 1900-tallet. Den lille stemme, der lurer i baghovedet og fortæller én, at man som lægmand godt kan synes, noget kunst er godt eller flot, men at man jo ikke har forstand på noget. Og at dem med forstand på det er de eneste, der kan vide, om noget faktisk ér god kunst ud fra bestemte kriterier.
Med ”Hooked” sender hun, med hjælp fra blandt andre den franske sociolog Bruno Latour, kritikerstemmen i skammekrogen for en stund: Lad det i stedet handle om, hvad vi ser, hører og læser – og hvordan vi gør det.
Først og fremmest kan man se på årsagen til, at vi overhovedet giver os i kast med et stykke kunst, begynder at interagere med det.
”Der kan være strengt personlige grunde til, at man eksempelvis går i gang med en bog. Vi kan læse for at blive klogere på os selv eller på verden, vi kan læse for at komme væk fra verden, som eskapisme. Man kan have en politisk motivation. Og den personlige motivation er betydningsfuld, sammen med mere overordnede, strukturelle forklaringer: At folk læser bestemte ting, fordi de tilhører et bestemt køn, en bestemt klasse eller race. Men der er et mellemstadie, noget, vi ikke helt har fået med,” siger hun.
Felski har identificeret en række af det, hun kalder interpersonelle eller sociale faktorer som oversete og vigtige faktorer for vores oplevelse af et givent kunstværk.
Én af dem bragte du selv på banen for lidt siden: Ens forhold til sine venner. Måske har du en ven, der ligesom dig elsker et bestemt kunstværk, og det ville ikke være det samme, hvis ikke I igen og igen kunne vende tilbage til det og diskutere det. Eller måske havde du en særligt karismatisk lærer i gymnasiet eller på universitetet, som elskede en bestemt forfatter, som du hadede, lige indtil det øjeblik du fik dén lærer. Eller måske har du læst noget biografisk om en kunstner, som sætter kunsten i et helt nyt lys, som gør den interessant for dig,” siger Rita Felski.
Det skete faktisk for hende selv, tilføjer hun.
”Da jeg var omkring 12 år, læste jeg noget biografisk om van Gogh, som gjorde mig vildt nysgerrig på ham som maler. Og på dén måde kom jeg til at se hans billeder og fik et særligt forhold til dem.”
Lige præcis ord som ”forhold”, ”relation” og ”knyttet til” er ord, Rita Felski bruger tit, når hun taler om kunstoplevelser.
”Tilknytning er sådan et begreb, vi oftest bruger, når vi taler om børneopdragelse og børnepsykologi. At børn har brug for at knytte sig til deres forældre og omvendt. Men jeg bruger det i en bredere forstand. For mig er tilknytning det bånd, vi kan føle til noget. At vi har ’aktier’ i noget eller kerer os om det,” siger hun.
Tilknytningen handler ikke om at elske ubetinget, men kan antage forskellige former. Man kan være følelsesmæssigt forbundet til et værk, men også intellektuelt eller politisk forbundet: Hvis man for eksempel føler en stærk forbundethed med en feministisk roman, er det en form for politisk tilknytning, siger Rita Felski.
Men selv hvis et bånd er intellektuelt eller ideologisk, giver det stadig mening at se på bånd til kunstværker, som man ser på bånd, man har med mennesker.
”En negativ forbindelse er også en form for forbindelse. En bestemt film kan vække stærk vrede på grund af den måde, den fremstiller kvindekønnet. Det handler ikke kun om lyst og følelse, men om at noget betyder noget for os. Og hvis noget betyder noget for os, så er det ikke kun en kilde til lykke og nydelse, forhold kan også være ambivalente eller dybt komplekse. Tilknytning handler om, hvorfor noget betyder noget for os i en bredere forstand.”
Du taler også om identifikation i din bog, og det, at en bog kan blive som en god ven. I Danmark er der lige nu en populær bølge af såkaldt mor-litteratur, kvinder, der skriver om moderskab, og kvindelige læsere, der spejler sig i de bøger. Og man kunne måske, lidt sat på spidsen, spørge, om identifikation er ren narcissisme. Vil vi bare gerne se os selv i spejlet?
”Identifikation kan ofte være værdifuldt for oversete grupper i samfundet: Kvinder eller transpersoner for eksempel, det kan skabe et vigtigt fællesskab. Men jeg tror, du har ret i, at det kan være et problem, hvis man læser tekster for at finde sit eget spejlbillede. Hvis man leder efter sig selv i en romans karakterer, projicerer man bare sig selv over på bogen og glemmer at lægge mærke til de steder, hvor litteraturen ikke bekræfter én,” siger hun.
”Når de litteraturstuderende læser Jane Austen er de ofte meget hurtige til at projicere deres nutidige bekymringer og problemer med at finde sig tilrette identitetsmæssigt som ung i det 21. århunderede over på Jane Austens karakterer. At tro, at det ikke betyder noget, at hele opfattelsen af, hvad det overhovedet vil sige at være en person, var helt anderledes dengang – ja, den slags identifikation er klart et problem.”
”Det, jeg gerne vil gøre op med i bogen, er den antagelse, at det altid fungerer på den måde. Identifikation kan også fungere på den måde, at du, ved at læse om nogen, der er helt anderledes end dig selv, tillader teksten at forandre dig. Eva Hoffmanns selvbiografi ’Lost In Translation’ fungerede på den måde for mig. Det er en biografi om en ung, polsk kvinde, der flytter til USA og skriver meget rørende om sin polske baggrund. Jeg har selv polske rødder, men jeg har aldrig rigtig har haft et nationalt tilhørsforhold. Jeg voksede op i England og har boet i Australien, USA og Danmark. Men ved at læse bogen kom jeg til at forstå, ikke kun intellektuelt, men også emotionelt, hvad det vil sige at føle kærlighed til et land. Og det har påvirket min opfattelse af de lande, jeg har boet i. Og det er en form for identifikation, der ikke kun handler om at projektere sig selv over på en tekst, men at lade sig flytte af den rent menneskeligt.”
Selvfølgelig har man et bånd til det, der forandrer éns måde at se på verden, forandrer én som menneske, er Felskis pointe. Men fordi kunstværker kan sætte sig meget dybt i os, kan de også afføde nogle smertelige sammenstød, når man forsøger at forklare andre, hvordan man har det.
Jeg havde en ven, som jeg talte meget om musik med. Vi delte smag i musik på mange måder. En dag kom jeg og ville spille en Paul Simon-plade for ham og fortalte, at den her plade betød meget for mig, at min far ofte satte den på, da vi var børn. Men han kunne ikke lide den, og jeg husker, at han sagde, at jeg skulle passe på med at tro, at musik, jeg var meget affektiv omkring, var god musik.
”Okay.”
Vi er ikke tætte i dag. Men havde han ret?
”Du var forbundet til et stykke musik. Men selvom han måske prøvede at være distanceret i sin tilgang til musikken, har han heller ikke været fuldstændig løsrevet. I dag ser man ofte den her lidt ironiske, cool tilgang til kunst, musik eller litteratur. Men det at være cool er også en slags affektiv relation til kunsten. Det er ikke en stærkt følelsesladet relation, men det er en form for relation. Især unge mænd har haft det med at skulle være cool, at imitere Meursault i Camus’ ’Den fremmede’. Men det er jo i sig selv en form for forhold til kunsten at have det sådan: At kunne lide kunst, der er ironisk eller cool eller distanceret-mystisk.”
”Jeg er sikker på, din vens musiksmag har været orienteret i en bestemt retning på grund af bestemte, affektive relationer. Hvordan kunne den næsten ikke være det?”
Et andet eksempel: Jeg ville så gerne læse nogle flere klassikere. Og jeg har flere venner, der har meget tætte forhold til de store klassikere, Dostojevskij for eksempel. Men jeg har svært ved for alvor at blive fanget. Kan man tale om, at noget bare er ”an aquired taste”?
”Det er sjovt, det er jo et ord, der er meget brugt i kulturen i forhold til mad. Men jo, man kan kultivere sin smag. Man kan komme til at kunne lide ting, man ikke kunne lide før. Den britiske forfatter Zadie Smith har skrevet et essay, hvor hun faktisk nævner Dostojevskij som en forfatter, hun ikke rigtig forstod til at begynde med, men er kommet til at sætte pris på gennem årene.”
”Ja, du kan tilegne dig smag. Det er blandt andet noget af det, uddannelser skal, åbne de studerendes sind for kunstværker, de ikke ville have mødt ellers. Det bliver ofte set som elitært, men jeg mener, det er vigtigt, man får muligheden for at ’åbne sig’ og lære at kunne lide noget.”
Men der er så tilfælde, hvor det er mindre forventeligt, forklarer Rita Felski. I bogen undersøger hun et essay, som Zadie Smith (der er farvet) har skrevet om sit forhold til den (hvide) amerikanske sangerinde Joni Mitchell. Hvordan Smith i mange år følte, at Joni Mitchells musik føltes ligegyldig og irrelevant for hende, mens hendes mand var kæmpefan. Og så pludselig, på vej til et bryllup, mens bilen holdt i et smukt og bakket landskab, blev hun ramt af lynet og begyndte af sig selv at nynne en Mitchell-melodi.
”Det føltes, som om jeg slet ikke havde hørt Joni Mitchell før da,” skriver Zadie Smith. Dén slags historier er lige ned ad Rita Felskis gade.
”I min bog nævner jeg også et eksempel med en kvindelig forfatter, som går forbi et maleri af Matisse og bliver ramt af det med stor kraft. Og siden bliver besat af det og skriver en bog om det. Nogle gange kan vi skifte smag uden, at det er noget, vi har arbejdet på over lang tid, og det er også interessant. Disse pludselige omvendelser, som træder ind på bestemte tidspunkter i vores liv. Det er sværere at forklare rationelt – hvilket er en af grundene til at det interesserer mig,” siger hun.
Det er her, man tænker, det måske er forgæves at forsøge at proppe kunstværker ned i halsen på vennerne; hvis man alligevel kan gå og være blind for noget i årevis og så helt ud af det blå blive fanget, ramt, hvorfor så overhovedet anbefale nogen noget? Rita Felski synes ikke, man skal holde op med at diskutere kunst med sine venner, overhovedet. Men man må være forberedt på, at det ikke nødvendigvis bliver kønt.
”Smag kan skille os fra vores venner. Vi kan føle os tættere på vennerne, når vi deler samme smag, og når de så bevæger sig i en anden retning, når de viser sig at kunne lide noget, vi ikke kan lide, eller omvendt, da kan det føles som om, der er noget, der revner ! ’Hvad? Hvordan kan du ikke lide det her?’ Eller: ’Hvordan i alverden kan du holde ud at høre på dét?’ Og som du måske har oplevet, så er det ret svært at få folk til at skifte mening.”
Ja. Jeg håbede nok lidt, du kunne give mig nøglen til at få folk med om bord?
”Jeg tror, det er ret svært, faktisk. Diskussionen kan gå hen og blive svær for venskabet, hvis den bliver for ophedet, for ofte er der en indbygget kritik. Siger man eksempelvis: ’Hvordan kan det være, du ikke kan se, at dette er en vanvittigt sofistikeret film?’, antyder man, at den anden er mindre intelligent eller mindre sofistikeret, end man selv er. For 50 år siden var folk nok mere villige til at lade sig skubbe ind i en bestemt form for smag end nu, hvor vi i stigende grad vender os bort fra det elitære, trækker på skuldrene og siger: ’Hver sin smag’. Og så holder vi op med at diskutere det, men det er synd. For vi kan godt lære noget af at dykke ned i en diskussion om et kunstværk.”
I din bog nævner du kort Celine Dion – hun er jo sådan en populærkulturel sangerinde, der er blevet set lidt ned på. Men millioner af mennesker føler sig alligevel forbundet med hendes sange. Er der noget, der hedder god og dårlig kunst?
”Vi kan ikke klare os uden ét eller andet sprog for, hvad der er godt, og hvad der skidt. I denne tid har vi travlt med at prøve at undgå de termer, det er et sprog om kunst, der virker kategorisk og lidt elitært. Men vi laver jo smagsdommeri hele tiden! Lærere gør det, når de udvælger, hvilke bøger deres studerende skal læse, individer gør det, når de vælger, hvilke bøger de skal købe i en butik, hvilken musik de downloader, og hvilken musik de ikke downloader. Vi har ikke uendelige ressourcer og uendeligt meget tid, så bare i det at vi tildeler nogle ting mere opmærksomhed end andet, laver vi en form for smagsdom. Vi udvælger hele tiden, vi kan slet ikke lade være,” siger Rita Felski.
”Jeg har ikke selv noget problem med at sige, at noget er bedre end andet, men der må bare ikke kun blive ét sæt kriterier for, hvad der giver et værk æstetisk værdi. Det er især relevant i forhold til litteratur,” siger hun.
”Går vi et par århundreder tilbage, ser vi slet ikke så klar en skelnen mellem det, vi i dag kalder for populærkultur og finkultur. Den skelnen bliver stærkere og stærkere op gennem 1900-tallet. James Joyce, Kafka og Virginia Woolf bliver puttet i en anden kasse end for eksempel detektivromaner, og det er så Joyce og de andre, man læser på universitetet i dag. Men der findes faktisk mange detektivromaner, som er godt skrevet. John le Carré og Ruth Rendell for eksempel, Rendells bøger er fulde af skarpe psykologiske indsigter og stærke narrativer. Men hun skal nok forsvares lidt anderledes end Joyce.”
”Vi har været meget opmærksomme på stil: sprogtone, innovativ brug af ordene, forskellige narrativer, kompleksitet i fortællingen, referencer til anden kunst. Men bøger kan også være gode af andre grunde. Fordi de har et godt plot, nogle karakterer, der er tegnet smukt. En masse spænding. Oprørende historier! Ja, noget kunst er bedre end andet, men vi er nok nødt til at sige: Bedre til hvad?”
For øjeblikket er Felski ved at læse en fagbog om en stærk amerikansk kulturarv, countrymusikken, fortæller hun.
”Blandt intellektuelle er der én musikgenre, det er tilladt at hade, og det er country. Blues er sejt, jazz er sejt, hip-hop er sejt, men country i sin reneste form, det er virkelig ikke sejt. Bogen udfordrer den opfattelse, at man kan afskrive en hel genre på dén måde, for inden for countrymusikken er der også gode og dårlige sangere. Hvis du træder ind i country med det regelsæt, du har med fra eksempelvis hiphop-musikken, så vil du selvfølgelig opfatte countrymusikken som noget elendigt bras.”
”Min pointe er, at vi siger, ting er gode og dårlige. Men skal man det, skal man være opmærksom på, at ikke al kunst skal kunne det samme. Du kan godt holde Harry Potter op imod Kafka, og mene, at Harry Potter ikke er lige så godt. Men er det ikke ret meningsløst? Altså selvfølgelig er det ikke det, for det prøver at gøre noget andet!”
Når Rita Felski selv læser bøger, går hun efter at lade sig bevæge, i dobbelt betydning. Lige nu er hun optaget af den norske forfatterinde Hanne Ørstavik, hvis bog ”Kærlighed” netop er oversat til engelsk. Bogen er også pensum i det kursus, Felski har på universitetet dette forår om ”kritik og tilknytning”. Målet er, siger hun, ikke at fælde dom over en bog som Ørstaviks, men undersøge den måde, den trækker sine læsere tæt ind til sig.
”Nogle af mine kolleger bekymrer sig meget om det, at undervisere indimellem kommer til at lade det skinne igennem, at de har et personligt forhold til et værk. ’Det er fint over en kop kaffe eller en øl, men det hører ikke hjemme i auditoriet!’, er opfattelsen. Men kan man bruge det måske? Hvorfor får denne roman os til at føle os melankolske, kan vi undersøge, hvad det er, der vækker den følelse i os?”
”Jeg tror, vi er nødt til at udvikle et sprog for de mange måder, vi knytter os til kunst. Ligesom vi har et sprog for, hvordan vi knytter os til mennesker. Noget så basalt som det med venskabers betydning – hvorfor har vi ikke set på det før?”
Kan man forsone sig med en ven, der afskrev et kunstværk, man holder meget af? Kan man blive overvældet af Dostojevskij med tiden? Nogle gange må man nok ” agree to disagree ”, slutter Felski. Men som de engelske marker var det, da Zadie Smith stod ud af bilen og blev ramt af sin Joni Mitchell-åbenbaring, er håbet det også: lysegrønt.