Hito Steyerls undersøger i ny bog, om vi lever i et globalt helvede med uendeligt mange borgerkrige

Lever vi i dag i et globalt helvede med uendelig mange borgerkrige? Dette og andre spørgsmål diskuteres i den tyske billedkunstner Hito Steyerls nyoversatte bog, der beskriver en række paradokser i samfundet og i den visuelle kultur

Hito Steyerls mest kendte værk til dato, ”Factory of the Sun”, 2015, blev vist på Charlottenborg i vinteren 2016-2017. Den 23 minutter lange video er meget mere end blot en video på en skærm. Publikum sidder på liggestole og omsluttes af værket og af rummet. Det er som at træde ind i et computerspil. – Foto: Anders Sune Berg/Kunsthal Charlottenborg/Courtesy of the Artist and Andrew Kreps Gallery, New York.
Hito Steyerls mest kendte værk til dato, ”Factory of the Sun”, 2015, blev vist på Charlottenborg i vinteren 2016-2017. Den 23 minutter lange video er meget mere end blot en video på en skærm. Publikum sidder på liggestole og omsluttes af værket og af rummet. Det er som at træde ind i et computerspil. – Foto: Anders Sune Berg/Kunsthal Charlottenborg/Courtesy of the Artist and Andrew Kreps Gallery, New York.

Den Berlin-baserede og i international samtidskunst ombejlede filmkunstner, teoretiker og ph.d. Hito Steyerl (født 1966 i München med japansk-tyske rødder) er p.t. professor i ny mediekunst ved Universität der Künste i Berlin. Nu bliver hendes tanker tilgængelige for den danske kunstoffentlighed med udgivelsen af essaysamlingen ”Toldfri kunst” fra 2017. Bogen består af 15 kapitler og er lydefrit oversat af Peter Borum. Den indgår som den første i en serie med titlen ”Bibliotek for ny kunstteori”, som udkommer på initiativ af Informations Forlag og Ny Carlsbergfondet. Den viser Steyerl som en ægte disruption-tænker, der på en stimulerende og uortodoks måde tager fat på såvel nutiden som fremtiden i et til tider futuristisk sprog.

De fleste, som følger med i international samtidskunst, har oplevet mindst et af Steyerls værker, nemlig hendes til dato mest kendte, som blev vist på Kunsthal Charlottenborg i København i vinteren 2016-2017. Det er en fascinerende videoinstallation ”Factory of the Sun”, som året inden blev vist i den tyske pavillon på Venedig-biennalen, hvor den var en af hovedattraktionerne.

Den 23 minutter lange video er meget mere end blot en video på en skærm. Det er en totalinstallation, som appellerer til flere sanser. Publikum sidder på liggestole og omsluttes af værket og af rummet, der er en blackbox med lysende trådnet på gulv og vægge. Det er som at træde ind i et computerspil. Videoen er et miks af nyhedsreportage, dokumentarfilm, computerspil og danseperformance og handler om et totalitært styre, som tvinger arbejderne til at producere sollys gennem deres bevægelser. De fanges i et motion capture-studie – en teknologi, som anvendes inden for film og computerspil til at optage en skuespillers bevægelser og overføre optagelsen til en computer. Men arbejderne gør modstand og unddrager sig undervejs kropstyranniet ved blandt andet at danse.

Men hvorfor dvæle ved et kunstværk af Steyerl, når anmeldelsen gælder hendes bog? Fordi bogen, der opsamler en række af hendes taler, forelæsninger, manifester og essays, er skrevet med den samme disruptionagtige metode, som vi finder i hendes stærkt samfunds- og kulturkritiske kunstværker. Disruption-begrebet dækker over vor tids mange omkalfatrende forandringer, der lægger industrier øde, hyppigt på grund af opfindelsen af ny teknologi. Ligesom hendes videofilm bæres af en montageagtig fortælleform med et miks af mange kilder, er hendes skriftlige refleksioner et resultat af uendelig mange referencer, der løber sammen og skaber et tentativt overblik over en mere eller mindre katastrofisk og uoverskuelig samtid. Det hele skrives sammen og skaber et scenarie med en om muligt endnu mere truende fremtid, som vipper på kanten af katastrofen.

Steyerl mere overflyver sit enorme stof, end hun undersøger det i detaljen og argumenterer og dokumenterer. Lad det være sagt med det samme: Man skal ville denne bog, som ikke er det mindste interesseret i at føre læseren trygt og pædagogisk gennem stoffet. Steyerl ville være den perfekte bidragyder til Dagbladet Informations klumme ”Center for vild analyse”. Men man er samtidig godt underholdt af hendes skarpe pen, der slår ned på alle mulige foruroligende udviklingstendenser i vores globale landsby. Bogen er tydeligvis skrevet af en kunstner, der tillader sig at springe frit mellem niveauer og temaer, og som tager sig mange friheder undervejs. Hendes ærinde er at gøre rede for nogle senmoderne tænkemåder, praksisformer, sprogudtryk og strukturer – og deres kollaps. Hun hævder, at vores nutid er løbet tør for tid på grund af den enorme økonomiske, demokratiske og økologiske krise, som vi står midt i.

Ifølge Steyerl hjemsøges nutiden af en række borgerkrige: Den dybe stat overvåger borgerne, og befolkningsgrupper føler sig svigtet og overset af eliten. De finder ammunition til deres frustration på de sociale medier og i internettets mørke afkroge, hvor de proppes med konspirationsteorier, fake news og så videre. Desuden er finanssektoren gældstynget, tusinder ”slagtes” af de algoritmestyrede ”missiler”, mens AI – kunstig intelligens – invaderer den katastrofale, postdemokratiske bevidsthed i samfund, der bindes sammen af internettet. Dette gennemtrænger i dag vores liv på alle niveauer, hvilket vi dog endnu ikke har fuldt erkendt, skriver Steyerl. På sigt vil internettet imidlertid undergrave demokratierne. Hvor vi engang knyttede forventninger til, at det ville demokratisere den offentlige debat, er det modsatte sket, mener hun.

Hvad angår kunsten, så er den lige så korrupt, medskyldig og ”idiotisk” som resten af samfundet og spiller i dag rollen som neoliberalismens hofnar. Dog kan den stadig tilbyde en flig af handlefrihed, som man imidlertid skal arbejde hårdt for at redde fra samfundets synkende skude. I vores post-post-moderne samfund fungerer den i høj grad som investeringsobjekt, og stik imod mange kunstneres intention kommer værkerne til at virke affirmative i forhold til kapitalen.

Store toldfri rum i frihavnene popper op i stadig større antal. De er fyldt med kunst, som er havnet her på grund af ”lovliggjort udenretlighed”, altså en form for hvidvaskning af sorte penge. Ingen ser disse kunstværker, der ligger i frihavnenes store magasiner. De er hemmelige museer, der danner et netværk af skattefri og toldfri zoner. Heraf bogens titel. Det er en absurd udvikling i monopolkapitalismens sidste faser.

I bogens velskrevne efterord skriver Ferdinand Ahm Krag, professor i malerkunst ved Det Kongelige Danske Kunstakademi, indsigtsfuldt om Steyerls disruptionstanker. Blandt andet ser han dem i forlængelse af en lang kritisk tradition i det 20. århundrede. Han opfatter Steyerls skrift som ”nålen på en seismograf, der springer op, falder ned og foretager vilde udsving”. Men han stadfæster, at trods de dystre fremtidsudsigter så tror Steyerl på kunsten som en aktiv del af et større spil om verden. Et spil, der må og skal vindes, hvis ikke kunsten skal miste sin betydning.