Det brutale spark på en indvandrer, som har udløst så megen medieomtale, i Erik Hagens’ (født i 1940) udsmykning af Skovlunde Kirke indgår i et billede, som hænger ved udgangen til våbenhuset. Her ses en tynd, sort mand, der får sparket ud ad en dansk parcelhusfamilies hoveddør. Om lidt lander han hos en gruppe fattige sorte mennesker i en indhegning, der ligner Jesu tornekrone til forveksling.
Med denne scene har Erik Hagens taget afsæt i Lukasevangeliets kapitel 16 om den syge og fattige Lazarus, som ligger lidende foran rigmandens hus. Denne giver ham ikke så meget som en brødkrumme. Den rige mand får sin straf, da han dør og kommer i Helvede, mens Lazarus kommer i Paradis.
I et hæfte om udsmykningen, udgivet af Skovlunde Kirke, fortæller Hagens, at personen, der sparker den sorte mand væk, er ”en vild teenage-datter”, hvilket stemmer godt overens med figurens udseende: det er en ung person med sneakers. Det forekommer derfor mere at være en efterrationalisering, når kunstneren for nylig pludselig nævner Venstres nye næstformand som inspirationskilde. Kunstnere henter deres stof mange steder fra, og det er ikke altid klogt at pege direkte på inspirationskilder fra den kendte virkelighed. Bedre er det at overlade til betragterne at fortolke og læse deres egen virkelighed ind i billederne.
I den aktuelle udsmykning indgår der i øvrigt flere navngivne portrætter. For eksempel skildres i ”Påskehøjskabet 13” kendte mennesker fra det 20. århundrede fra Kim Malthe-Bruun over Nelson Mandela, Abbé Pierre og Martin Luther King til Vincent van Gogh. De er alle mennesker, som Erik Hagens beundrer, og som han har indsat i scenen med den sidste nadver som en hyldest til apostlene.
I denne anmeldelse skal der imidlertid ikke tages stilling til indholdet, derimod til udsmykningens æstetiske udformning og dens samspil med den arkitektoniske kontekst.
Kirken blev indviet i 1972 og er tegnet af arkitekt Aage Porsbo (1922-2015). Erik Hagens’ udsmykning hænger på vægge, der i lighed med kirkens ydre ”bygningskrop” er beklædt med røde teglsten, der også går igen som en slags trompe l’oeil (virkelighedsefterligning) i dele af udsmykningen, der erstatter en altertavle fra 1990 af den norske tekstilkunstner Else Marie Jacobsen (1927-2012).
Hagens’ udsmykning er dog langt mere omfattende. Der er fire såkaldte højtidsskabe eller triptykoner, som visualiserer kirkeårets højtider, henholdsvis jul og advent, påske, pinse og fastelavn. Altertavlen, som også er et triptykon, viser en nøgen, kridhvid og let androgyn Jesus, der slår armene ud som i en velkomsthilsen til menigheden. Jesusfiguren er af keramik ligesom en del af de andre elementer i den totale udsmykning, som er udført i samarbejde med kunstnerens hustru, den anerkendte keramiker Ursula Munch-Petersen.
Alterbilledet illustrerer Jesu udsagn om sig selv: ”Jeg er vejen, sandheden og livet”, ”Jeg er den gode hyrde” med videre. Det lukkes én gang om året, nemlig langfredag, hvor de to fløje med tidsler, mælkebøtter og spindelvæv med edderkopper lægger et uhyggeligt ”slør” hen over motivet for at påminde om Jesu død. Det er en højst original altertavle. Men det er et gennemgående problem, ikke kun her, men i hele udsmykningen, at skalaen er for lille. Menigheden kan ikke fra kirkebænkene se, hvad der foregår.
Det kræver derfor både tid og vilje at opleve billederne, som man skal søge hen til for at studere på tæt hold før eller efter gudstjenesten. Men ingen tvivl om, at højtidsskabene samt altertavlen og udgangsbilledet vil åbne sig for både de yngste og de ældste kirkegængere, for man behøver hverken nogen doktordisputats i kunsthistorie eller i teologi for at kunne afkode de mange sonderinger i Bibelen, som den fremragende maler Erik Hagens har foretaget og omsat til billeder i sit åbne og figurative formsprog, der præges af mange stærke farver.
Der er en mængde henvisninger til skriftstederne enten inde i motiverne eller på skabenes rammer, og det er som en rebus at gå på jagt efter numrene med skriftsteder, som billederne refererer til, og få tingene til at stemme. Det omdiskuterede udgangsbillede har eksempelvis 24 bibelcitater – som en hel julekalender. Selv foretrækker jeg, når det gælder kunst til kirker, et mere samlende, æstetisk udtryk, der kan give ro under gudstjenesten.
Erik Hagens er gået til værks på samme måde som præ- sterne, når de om søndagen forkynder de årtusinder gamle skrifter og forsøger at give dem aktualitet for en menighed, der lever i det 21. århundredes globaliserede og højteknologiske samfund med høj levefod, seksuel frigørelse og ligestilling. I udsmykningen ser vi iPhones, der benyttes for at tage billeder af blomster, Jesusbarnet, der ligger i en indkøbsvogn, tanks med soldater og våben og biler.
I ”Pinsehøjskabet” oplever vi den pragtfulde flora, der optræder i Bibelen fra gul snerre og ærenpris til tusindfryd og selvfølgelig pinselilje. Men skabet er kun åbent til pinse. Resten af året ser man på lågerne med Babelstårnet, hvor Hagens har citeret Jakobs Brev 1, 22: ”Vær ordets gørere, ikke blot dets hørere (læsere), ellers bedrager I jer selv.”
Man mærker al den tid og alvor, som Hagens har lagt i den store opgave. Forud ligger også et minutiøst skitsearbejde. En kirkeudsmykning er en permanent kunstnerisk tilføjelse, som skal danne ramme om vigtige begivenheder i menighedens liv – barnedåb, konfirmation, bryllup og begravelse. Det er derfor en alvorlig sag. Hagens’ idealisme fornægter sig ikke. Han vil gerne, at verden bliver et bedre sted at bo for alle – uanset etnisk baggrund og status.
Det meget vellykkede ”Esbjergevangeliet” – et 135 kvadratmeter stort maleri, som Hagens malede i 2001-2005 på en buet væg på University College Syddanmark – var den direkte anledning til, at Skovlunde Kirke rettede henvendelse til Erik Hagens for at bestille udsmykningen, oplyser kirken. Her har kunstneren i sin frie fortolkning af Det Nye Testamente imidlertid benyttet en større skala. Men i Skovlunde Kirke er skalaen så lille, og detaljerne så mange, at de forsvinder i vrimlen.
Det betyder, at kirkeudsmykningen som helhed bliver kalejdoskopisk og flimrende. Samtidig har den uhyre mange referencer til de konkrete bibelsteder. Jeg havde foretrukket færre, men mere betydningstunge billeder, der bærer deres egen vægt per se, og også mindre tekst. Det ændrer imidlertid ikke ved, at det er en højst original kirkeudsmykning, som appellerer bredt. Derfor de fire stjerner.