Prøv avisen

Kunsten at iscenesætte

Bøger: Fængende og fremragende fortælling om livet, løgnen og kunsten af Kirsten Thorup. Udkommer i dag

Hvor virkelighedsnært en kunstner end arbejder, repræsenterer kunsten altid et arrangement, en fortolkning af virkeligheden. Sådan må det nødvendigvis være. Men iscenesætter vi også vore egne liv, risiker vi at ende i livsløgnen. Det er i det mindste, hvad der sker for hovedpersonerne i Kirsten Thorups nye roman, der passende nok hedder »Bonsai«: Livet som formet natur, på én gang forfinet og forvrænget. Romanen er forfatterens første siden mammuthistorien »Elskede ukendte«, der kom i 1994, og med sine små 270 sider er den anderledes spinkel at se til. Men den stramme fortællestil, som den kortere form lægger op til, er faktisk kun en gevinst for forfatteren og hendes dystre historie om et kunstnerægteskab, der trods skilsmisse og bedrag også er en fortælling om troskab til døden. Som barn betragtes den lille Nina som sær og sart. Som ung pige oplever de bornerte landsbybeboere hende som en omvandrende provokation, og hun flygter derfor ind til storbyen, hvor hun i begyndelsen klarer sig med tegnsprog, fordi hun skammer sig over sin dialekt. Symbolsk nok, for også siden har Nina vanskeligt ved at finde og vedkende sig sit eget sprog og sin egen identitet. I København møder hun Stefan, der på det tidspunkt går på Kunstakademiet. Hun er netop blevet boligløs, og han tilbyder, at hun kan flytte ind hos ham. Hvad hun ikke ved, er, at han har udset sig hende på forhånd og har fået indtryk af, at hun netop er den troskyldige unge pige, han har brug for. Seksuelt interesserer hun ham derimod ikke meget, ligesom han i det hele taget mest er optaget af hende som en, han vil lave om. Nina derimod begærer sin mand, som han snart bliver, på alle niveauer, men først og sidst beundrer hun ham næsegrust og selvudslettende og gør i øvrigt, hvad hun kan, for at overbevise sig selv om, at alt er i den skønneste orden. Men selvfølgelig kan sådan et ægteskab ikke bestå, og uden at bruge krudt på svinkeærinder hopper Thorup cirka 25 år frem i tiden. Da er parret for længst blevet skilt, deres datter blevet mor og Nina forfatter, mens Stefan har gjort stjernekarriere som teaterinstruktør. Andre mænd er gået ind og ud af Ninas liv, men ingen af dem har fået nær den betydning, som Stefan havde og stadig har. Og faktisk hænger han på sin egen måde også ved hende, nu som før, ikke mindst for at bruge hende som skjold. Stefan er nemlig homoseksuel, men vil ikke være ved det, ligesom han over for omverdenen lyver stærkere, end 10 heste kan rende, for at camouflere det faktum, at han er dødssyg af aids. Æstet til fingerspidserne, som han er, vil han selv gøre en ende på det og udnytter både eks-konens og datterens loyalitet til den yderste grænse, da de gøres til medvidere i hans hemmelige selvmordsplan. Mens skildringen af de fatale ægteskabsår, hvor den raffinerede Stefan gør, hvad han kan, for at trimme provinspigen, trods alt har sine komiske sider, er de sidste kapitler så sindsoprivende som en Strindberg anno 2000. Historien er vel hovedsageligt set fra Ninas side, men begge parter har ordet på skift, og det går snart op for læseren, at bindingerne mellem de to er mere end almindeligt komplicerede. Det er fremragende skrevet, og forstår man ikke fuldstændig, hvorfor personerne handler, som de gør, kan man dog ikke andet end fascineres, ja fascinationen har måske en del af sin grund i, at mere end ét forbliver dunkelt. Romanens indledende historie, der senere viser sig at være digtet af Nina som en parafrase over hendes eget liv med Stefan, er i den forbindelse både oplysende og tilslørende. Mange af elementerne i de to ægteskabshistorier er således de samme, men rollerne er anderledes fordelt, og Ninas allersidste bemærkninger, henvendt til en terapeut, tyder på, at hun selv har sine blinde punkter, og at hverken kunsten eller kønnene helt er, hvad de ligner. Sandheden er en tomandssag, skrev forfatteren Jakob Knudsen engang. Thorups fortælling peger på, at det samme gælder løgnen, og at spillet mellem digt og virkelighed aldrig kan føres helt til ende. Kirsten Thorup: Bonsai. 268 sider. 250 kr. Gyldendal. Ò Sandheden er en tomandssag, skrev forfatteren Jakob Knudsen engang. Kirsten Thorups fortælling peger på, at det samme gælder løgnen, og at spillet mellem digt og virkelighed aldrig kan føres helt til ende. Ó