Den mexicansk-amerikanske kunster Enrique Chagoya benytter et af Goyas klassiske motiver med titlen ”Du kan ikke flygte”. Her jager flyvende djævle et dansende par. Ansigtet på den dansende kvinde er skiftet ud med kontrafejet af en amerikansk præsident.
I det aktuelle amerikanske politiske klima vil det være oplagt at tro, at ansigtet tilhører Donald Trump. Men det er rent faktisk Barack Obama, som Enrique Chagoya på den vis spidder for ikke at have levet op til sine valgløfter.
Litografiet kan ses på British Museum i London, som netop har åbnet udstillingen ”The American Dream” (Den amerikanske drøm).
Her er litografier og andre kunsttryk i fokus – og ikke mindst hvordan den relativt billigere kunstform fra trykkemaskinen har formået at nå ud til et bredere publikum. Men også hvordan æstetikken ikke altid er afgørende. I stedet handler det om motivet.
I den aktuelle politiske debat er aflytning et tema. Den amerikanske præsident mener således, at landets efterretningstjeneste har aflyttet Trump Towers – højhuset i New York, hvor Donald Trump ikke alene bor, men også varetager sine erhvervsinteresser.
Et ekko af de påstande kan ses i et værk af kunstneren Richard Artschwager. Han tog udgangspunkt i et grynet avisfoto af den amerikanske ambassade i Moskva. Midt i 1980’erne fandt amerikanerne ud af, at russerne havde fyldt deres nye ambassadebygning med avanceret overvågningsudstyr. Billedet ”Building Riddled With Listening Devices” (Bygning gennemsyret af lytteudstyr) har han fyldt med de ellers usynlige radiobølger, som symboliserer overvågningen.
”Kunstnerne har altid svaret på forskellige måder på den politiske virkelighed,” forklarer kurator Stephen Coppel fra British Museum.
Han fremhæver Enrique Chargoya som et eksempel på en kunstner, der meget konkret bygger et politisk motiv ind i sin kunst ved at lade Obama være omgivet af djævle.
Omvendt er det med Andy Warhol. I værket ”Birmingham Race Riot” har han blot gengivet et avisbillede af, hvordan politiet slog hårdt ned på en borgerrettighedsmarch i Birmingham i Alabama.
”Motivet er i sig selv politisk, selvom Andy Warhol ikke siger noget, men blot tager et billede, som kommer fra virkeligheden. Det var den måde, han arbejdede på,” fortæller Stephen Coppel.
På den nye udstilling viser British Museum, hvordan kunsten har forholdt sig til og kommenteret temaer som race, hiv/aids, feminisme og politik.
Udstillingen er usædvanlig i den forstand, at det ikke normalt er hjemstedet for kunstudstillinger. Men faktisk har museet en omfattende samling af historiske kunsttryk, og derfor passer ”American Dream”-udstillingen ind i en lang tradition.
”Tryk er et medie, som du kan bruge til at være en del af en social og politisk protest. Tænk bare tilbage til reformationen, og hvordan billeder dengang blev cirkuleret,” siger Stephen Coppel.
Hvor British Museum ser på kunst på tryk fra 1960’erne, fra den tidlige popkunst og op til nutiden, så fokuserer en anden stor udstilling på 1930’erne. Royal Academy of Arts har udstillingen ”America after the Fall” (Amerika efter faldet), som viser, hvordan kunstnerne reagerede på det turbulente årti efter børskrakket på Wall Street i 1929.
Udstillingen er meget koncentreret med blot 45 værker. Men de er til gengæld nogle af de største navne i amerikansk kunst fra 1930’erne.
Billedet, som sælger udstillingen, er ”American Gothic” (Det gotiske Amerika), som Grant Wood malede i 1930. For første gang nogensinde kan det ses uden for Nordamerika. Billedet viser det nøjsomme liv på landet, hvor en kvinde og mand – han med en høtyv i hånden – står foran en træbygning.
Men selvom billedet giver indtrykket af et spartansk landmandspar, eller far og datter, så er det faktisk kunstnerens søster og hans tandlæge, som har stået model til dette ikoniske billede.
Billedet er en del af sektionen om livet på landet, blandt andet sorte arbejdere på arbejde i bomuldsmarken malet af Thomas Hart Benton. Når livet på landet er så vigtigt, er det, fordi Midtvesten oplevede sin egen krise – ikke som krakket på Wall Street, men hvad der er kendt som ”The Dust Bowl”, hvor tørke lagde en støvsky over Midtvesten.
Kontrasten fra landlivet til det frådende byliv i New York er stor. Her bliver der trods krise danset til den lyse morgen, og vi ser unge sømænd på landlov. Men også det mere melankolske som i Edward Hoppers næsten mennesketomme billeder, som den enlige mand på en tankstation.
”Amerikansk kunst havde i den periode et rigt og meget bredt kunstnerisk udtryk. Uanset deres kunstneriske udtryk, så håbede mange kunstnere, at deres arbejder kunne hjælpe med til at reparere et demokrati skadet af økonomisk og politisk kaos,” som kuratorerne skriver om udstillingen.
Stærkest er den sidste del af udstillingen, som udforsker dystopien, og her er de mest deprimerende billeder.
Joe Jones har malet ”American Justice” (Amerikansk retfærdighed), som er en titel med en stærk ironi. I forgrunden ligger en halvafklædt sort kvinde. I baggrunden er et hus i flammer, og ni hætteklædte mænd fra Ku Klux Klan har gjort galgen klar til at hænge kvinden.
Et brutalt billede på, hvordan sorte blev syndebukke som modsvar på den økonomiske krise.
Et mere eksplosivt motiv er af Philip Guston. Malet på et rundt stykke masonit minder det mest om et renæssancemaleri med draperet stof og mennesker i bevægelse. Men motivet er hentet i spanske Guernica og viser krigens rædsel, hvor Francos luftvåben bomber byen og spreder rædsel blandt civilbefolkningen.
Uden selv at være til stede bruger Philip Guston sin kunst til at komme med en kommentar til en verden, der er af lave.
The American Dream: Pop to present. British Museum i London. Til den 18. juni.
America after the Fall: Painting in the 1930s. Royal Academy of Arts i London. Til den 4. juni.