Kunsten at leve sammen

Sympatisk projekt fra Benny Andersen om islam, tolerance og dialog har sit budskab med sig,men sin noget ujævne form imod sig. Og bogen indskriver sig som en lille parentes i et stort forfatterskab

Benny Andersen hartidligere blandet sigi integrationsdebatten, som han synes har været forfremmedfjendsk. Nu har han også redigeret en bog om islam for at gøre op med ”os og dem”-tankegangen.
Benny Andersen hartidligere blandet sigi integrationsdebatten, som han synes har været forfremmedfjendsk. Nu har han også redigeret en bog om islam for at gøre op med ”os og dem”-tankegangen. Foto: Leif Tuxen.

Benny Andersen er træt af de evindelige generaliseringer, man ser rundt omkring i dagens medier. Ikke mindst når det gælder islam. Det er nemlig forkert at slå alle muslimer i hartkorn, og der er langt flere aspekter af såvel islam som alle andre religioner, end journalister og politikere ynder at fortælle os - og derfor er der også langt mindre grund at gå rundt og være bange, end vi har en tendens til at tro.

Udgangspunktet hos Benny Andersen er først og fremmest personligt. På det Barbados, som han lærte at kende gennem sin nu afdøde kone Cynthia, har han set, hvordan man på tværs af de forskellige religioner - og de forskellige retninger inden for samme religion - respekterer hinanden, hvordan man udviser kærlig tolerance over for hinanden, og hvor man mestrer kunsten at leve sammen, og derfor har han sat sig for at punktere nogle af de generaliseringer af trosretninger, som vi glad og gerne benytter os af.

”Sådan kan islam også være” består blandt andet af interviews med markante stemmer inden for integrationsdebatten: Kjeld Holm, Özlem Cekic, Bent Melchior, Yildiz Akdogan og Søren Pind, der alle kommer med deres bud på, hvordan man kan forbedre den danske integrationspolitik. Desværre får munden lov til at løbe af med sidstnævnte, der sætter sig på næsten en fjerdedel af bogen og vanen tro slår krabask til både højre og venstre, og en håndfuld eller to af hans sider kunne man med fordel have reserveret til afsnittet om for eksempel kvindernes stilling i islam, der har fået to bittesmå sider, mens de sefardiske jøders lange rejse koges ned til fire. 

Der er ligeledes bidrag af Mustafa Gezen fra Dialog Forum samt en udvidet og opdateret kronik af forhenværende politiker, debattør og formand for Etisk Råd Erling Tiedemann, der tidligere har været bragt i Kristeligt Dagblad i forbindelse med terrorangrebet på Charlie Hebdo. Og endelig er der tekster fra Benny Andersens egen hånd, et par digte og anekdotiske erindringsglimt om blandt andet hans barbadiske familie, der placerer sig et pænt stykke fra den islamvinkel, som titlen lægger op til.

Det er alt sammen udmærkede og sympatiske tekster, men det er svært at se det overordnede projekt for sig. På indholdssiden er det et smukt forsvar for dialog og sameksistens religionerne imellem, men kompositorisk er og bliver bogen spredt fægtning. Det stritter i øst og i vest, i både bogstavelig og overført betydning, og det er ikke evident, hvorfor de forskellige elementer er blevet vægtet, som de er. Resultatet er en pele-mele af en bog, som næppe kommer til at flytte fronter i den danske indvandrer- og integrationsdebat.

Den indskriver sig som en lille parentes i et stort forfatterskab, men er ikke desto mindre en fin manen til besindig- og medmenneskelighed, til respekt og kærlig tolerance, og den leverer en stille og evigt tiltrængt opfordring til at lade være med at tænke verden i et ”dem” og i et ”os” og til at lade være med at dømme.