Det Danske Sprog- og Litteraturselskab ligger og gemmer sig som en lidt anonym betonslange i forlængelse af Det Kongelige Bibliotek i Den Sorte Diamant i København.
”Nå, I fandt det!”, siger Henrik Wivel og lyser op i et smil, da han stikker sit ansigt ind gennem døren til mødelokalet i den lave litteraturbunker.
Hver dag bliver andre forfattere ellers interviewet i ”Øieblikket”, Det Kongelige Biblioteks kendte Kierkegaard-inspirerede café, men her i den lille nabobygning serverer Henrik Wivel i stedet vand og lakridspiber for at fejre, at han i dag modtager Dansk Forfatterforenings faglitterære pris, en hæder han er særlig stolt af, fordi den kommer fra fagkolleger. Og det er faktisk ganske sigende for den velskrivende forfatter, litterat og kritiker, at han arbejder lige her, lidt ved siden af den store biblioteksbygning, som alle andre kender så godt.
For Henrik Wivel er, som hans gode præsteven Johannes H. Christensen engang har sagt, på den gode måde altid lidt ved siden af det oplagte og indlysende valg. Henrik Wivel har således ikke skrevet (mest) om Grundtvig, men om Ingemann. Ikke om Strindberg, men om Selma Lagerlöf. Ikke om Lars von Trier, men om Bille August. Ikke om Per Kirkeby, men om Maja Lisa Engelhardt.
”Det mest interessante er ikke altid at finde hos de indlysende kunstnere eller i de indlysende vinkler på dem. Jeg går derfor ofte den mere besværlige vej, for målet er altid at give folk nogle nøgler til at se på kunst på en ny måde. Sådan har jeg vist nye sider af Selma Lagerlöf, L.A. Ring og Vilhelm Hammershøi – blandt andet ved at påpege det åndelige slægtskab mellem forfattere og malere. Da jeg underviste på universitetet, brugte jeg også tit malerier til at forklare litteraturen. For genrerne befrugter og belyser hinanden,” siger Henrik Wivel og tilføjer:
”Interiørerne og de kønslige problemstillinger er for eksempel nærmest identiske i Hammershøis malerier og Henrik Ibsens dramaer. Og i min nyeste bog om Hammershøi kunne jeg også påvise, at han faktisk havde alle Ibsens sene værker i sin bogsamling og sandsynligvis var inspireret af dem.”
Henrik Wivel lader til at fortsætte sin strategi om aldrig at søge efter det indlysende. De seneste to år har han således heller ikke skrevet om Sophus Claussen, men om Johannes Jørgensen – dansk symbolismes mere oversete geni. Og til marts bliver han færdig med sit forskningsprojekt, når han sammen med en kollega fra Det Danske Sprog- og Litteraturselskab udgiver en kommenteret udgave af Johannes Jørgensen filterløse erindringer ”Mit livs legende”, som er ”selvudleverende som Knausgård 100 år før Knausgård”.
Selvom Henrik Wivel allerede som ung familiefar fik sin doktorgrad om Selma Lagerlöfs forfatterskab, er det faktisk første gang, at han har givet sig selv lov til at forske så længe. For den flittige forfatter har det meste af sit voksenliv haft to sideløbende karrierer – en som forfatter og en som mangeårig kulturredaktør for henholdsvis Kristeligt Dagblad, Berlingske og Weekendavisen ”ved siden af”.
På den måde havde han også én sikker ski at race videre med, da han for nogle år siden uventet blev fyret som kulturredaktør på Weekendavisen som led i endnu en spareøvelse. I stedet kom han ”hjem” til Kristeligt Dagblad som kulturskribent, mens der blev mere tid til at skrive bøger. Og den vekselvirkning har været gavnlig, mener han selv:
”Journalistikken holder sproget varmt og træner en til at skrive mindre indforstået. Jeg skriver aldrig ned til læserne. Men hvis jeg var blevet på universitetet hele livet, tror jeg, at jeg var blevet mere indadvendt. Sproget fører og forfører jo også en til nye indsigter, hvis man bliver ved med at træne det og fortælle åbent og levende. Derfor har mange gode universitetsfolk også altid haft journalistiske jobs ved siden af. Johannes Jørgensen arbejdede for eksempel som både redaktør, reportagejournalist, kritiker og forfatter til både lyrik, romaner og biografier om blandt andre Frans af Assisi, og han skrev også om flere genrer. Han anmeldte for eksempel indsigtsfuldt Den Frie Udstillings kunstnere, mens han også var den første, der anmeldte Knut Hamsuns ’Sult’. Og den anmeldelse er så skarp, at den stadig ville kunne trykkes i dag,” siger Henrik Wivel begejstret.
Læsere af Kristeligt Dagblad vil også vide, at han ikke har kunnet lade være med at skrive masser af anmeldelser og klummer her i avisen, mens han har skrevet bøger om Stockholm, Hammershøi og Johannes Jørgensen de seneste år. Men det er altså for bøgerne, at han i dag modtager Dansk Forfatterforenings faglitterære pris 2017 sammen med astrofysikeren Anja C. Andersen.
Man skulle tro, at de to prismodtagere fagligt set ligger lysår fra hinanden. De skriver om hver sit univers, men de beskæftiger sig begge med lyset og med livet, ligesom de begge forstår at få det uforklarlige ned på jorden i smukke sætninger. Og selvom Henrik Wivel selv skriver mest om kunstens verden, læser han især gerne naturligvidenskabeligt funderede forfattere, der alligevel formår at skrive en slags religiøst sprog frem.
I sin roste essaysamling ”Skyggeliv” citerer han for eksempel den svenske digter Eva Ström, der selv er uddannet læge med sans for celledelinger, for at skrive, at ”vi skabes ved at rives itu, men længes alligevel efter helhed”. I sine egne bøger søger Henrik Wivel også altid efter helheder, som andre ikke har fået øje på – ofte ved at vise, hvordan litteratur, film og malerkunst rimer på hinanden, hvad enten de vender mikroskopet indad eller teleskopet udad for at skildre tilværelsens uforklarlige gåder. Og her i avisen dækker han også alle kunstgenrer som kritiker, mens priskomitéen ligefrem kalder ham ”en slags efterfølger af både forfattere og digtere som Herman Bang og malere som Vilhelm Hammershøi”. Man kunne sagtens tilføje digteren Johannes Jørgensen, der som Henrik Wivel også både arbejdede journalistisk og akademisk (kristen)livet igennem. Sådan bliver Henrik Wivel skrevet op til stjernerne fra mange sider. Men selv har han nærmet sig det himmelske forsigtigt. Og som ung ville han ikke konfirmeres, fordi han ikke kunne stå inde for trosbekendelsen og derfor ikke ville stå og hykle i kirken.
Historien fortæller han i en anden bog, ”Perlen”, hvor han også forklarer, hvordan han alligevel kom til ”at krabbe sig ind på troen” siden – via kunsten.
”Jeg voksede op i en familie, der både havde et forhold til kunsten og kristendommen. For Heretica-kredsen var en del af mine forældre vennekreds, der kom i mit barndomshjem. Heretica betyder faktisk kætter, men mange af kredsens kunstnere kunne alligevel ikke slippe kristendommens billedsprog. Og mens min onkel Ole Wivel for eksempel i en provokation med glimt i øjet syntes, at folkekirken nærmest skulle nedlægges, besang han alligevel kirkekunsten og havde dialoger med blandt andre K.E. Løgstrup om kristendommens betydning og kirkens plads i samfundet,” siger Henrik Wivel, som langsomt selv fandt ud af, at selv ateistiske kunstnere havde svært ved at lægge kristendommen fra sig.
Som eksempel fremhæver han ateisten og darwinisten Johannes V. Jensen, der igen og igen vendte tilbage til de kristne fortællinger, ligesom han også på sin egen måde besang kirkerne ved at sammenligne dem med vikingeskibe, der vendte deres udlængsel mod himlen.
”Jeg har altid syntes, at det var et utroligt billede. Vikingerne sejlede ud med deres langskibe i horisontal længsel efter at erobre nyt land, men da de så kom hjem og blev kristne bønder, så vendte de bare båden om til kirker, der i stedet peger på en vertikal længsel, og vikingeskibet transformeredes til en gotisk katedral.”
Sådan har Henrik Wivels eget kristne billedsprog også vokset sig stort gennem årene. Og i dag betegner han sine 10 år i Salmebogskommissionen som sin forsinkede konfirmationsundervisning.
”Jeg er aldrig blevet konfirmeret, men jeg har krabbet mig sidelæns og lidt skeptisk ind på kristendommen. Men jeg synes, at det vigtigt at forholde sig til kristendommen, for hvis man ikke forholder sig til kristendommen, forholder man sig heller ikke til hele vores kulturelle tradition og alt det, der har dannet os. Og på det personlige plan møder kristendommen os jo også med erkendelse af, at hvis vi fejler, er der tilgivelse,” siger Henrik Wivel og tilføjer:
”Jeg har for eksempel tit tænkt tilbage på, hvordan min familie fik underskuddet, mens arbejdet fik mit overskud, da børnene var små. For jeg var ofte træt, når jeg kom hjem, eller også sad jeg og skrev disse djævelsk tykke bøger. Det gjorde jeg, mens min ældste søn var lille. Dengang sad jeg bare inde i et rum og skrev, mens han ikke kunne forstå, at jeg ikke kom ned og legede i stuen. Sådan kan man forsømme nogle ting, og det er desværre tit over for ens kære. Derfor synes jeg nødvendigvis heller ikke, at personlig skyld behøver at være noget negativt. For skyld kan også give en retning i livet som en eksistentiel læreproces, der ikke ødelægger en, hvis man også husker at tilgive sig selv og ikke mindst andre.”
Hvordan vil du beskrive din tro i dag?
”Måske med en historie fra ’Perlen’,” siger han og tilføjer:
”Her skriver jeg om arkitekten Mogens Lassen, der tegnede nogle af de første fine funkisvillaer herhjemme i Klampenborg, herunder en til sig selv. Han var jo funktionalistisk arkitekt, så alt skulle være hensigtsbestemt og praktisk, men inde i sit eget hus lavede han alligevel et stort rum, han ikke kunne komme ind i. Det skulle være et rent og smukt rum. Men rummet havde ingen sidevendte døre eller vinduer, kun et ovenlysvindue, så solens lys kunne stråle ned i rummet. Det var et rum, han ikke selv havde adgang til. Det var et hemmeligt rum. Han vidste, at det var der, og han havde jo også selv tegnet det op, så han kunne forestille sig, hvordan naturens og Guds lys strålede ned i dette rum, som således var uberørt og på en vis måde hemmelighedsfuldt for ham selv og hans nære. Det synes jeg er et genialt greb for en funktionalistisk arkitekt, der arbejdede ud fra rationelle idéer, men midt i sit hjem altså havde et irrationelt rum som en form for fortryllelse, som man ikke kan nå ind til. Jeg har været meget fascineret af den historie. Og sådan synes jeg måske, at trosforhold kan være, fordi man også kan have sådan et irrationelt rum inde i sig selv. Man ved, det er der, men man kan ikke komme helt ind i det.”
Mærker du så aldrig en solstråle fra himlen?
”Jo, måske i glimt gennem kunsten, som jo også meget handler om at gå rundt om det rum hele tiden og måske indimellem prikke et lille hul gennem væggen ind til det, der ellers er uforståeligt og uforklarligt. Og sådan kan jeg også godt have det i kirken. For jeg holder også af kirkens rum, og jeg kommer der en del, især efter jeg har fået en kæreste, der er med i menighedsrådet ved kirken i Gudhjem. Vi var der også allehelgensdag, hvor jeg tændte et lys for mine afdøde kære. Og jeg bliver altid rørt til tårer, når jeg kommer i kirken og hører de dejlige salmemelodier med de vidunderlige ord.”
Hvad er det, der rører dig?
”At de priser skaberværket så smukt og skildrer mennesket med en indbygget modstand eller skrøbelighed, som også gør, at vi har brug for at tro på noget, hvis vi ikke skal gå fortabt. Alle salmedigtere har en rædsel for fortabelsen, den er også hos Ingemann, selvom mange tror, at der kun er lys hos ham. Rædslen findes hos alle salmedigtere, og det er rørende at læse den måde, hvorpå de skriver sig frem til et forhold til Gud, som skal redde dem fra fortabelsen og lede dem ind i en form for fællesskab. Det synes jeg er meget, meget smukt.”
Hvad er fortabelse for dig?
”Fortabelsen er den totale vilkårlighed og meningsløshed, og fortabelse er ikke at have nogen nære anknytninger til andre mennesker, man holder af. Og her taler jeg ikke kun om ord og åndelighed mellem mennesker, men også om den sanselige dimension med berøringer fra et menneske, man elsker. Det tror jeg, at jeg ville have meget svært ved at undvære. Det ville jeg ikke kunne holde til. Jeg har også skrevet en klumme om det i vores gode avis. Jeg hører ikke til dem, der hylder ensomheden. Jeg tror ikke, at det er sundt for nogen mennesker at være ensomme. Man kan have behov for at være alene en gang imellem, men at være ensom og isoleret fra andre er for mig et fuldkomment mareridt. For dér synes jeg, at man er fortabt.”
”Man skal have anknytningspunkter til andre mennesker – til sine børn, til en, man elsker, til sine kære. Man skal have berøring med andre mennesker – både fysisk og åndeligt. Det kan være erotisk med den, man er kæreste med, men det rækker langt ud over det erotiske. Det handler om at være i fysisk nærhed til dem, man holder af. Det synes jeg er vigtigt.”
Den pointe er blevet klarere og stadig vigtigere for Henrik Wivel de seneste år, der desværre også har været svære. Først blev han fyret som kulturredaktør på Weekendavisen, og så døde hans hustru af kræft.
”Det har lært mig, at ingen er sikker på noget her i livet. Der kan lige pludselig ske frygtelige ting, men det kan man ikke holde ud at tænke på hver dag. For så bliver man sindssyg. Man skal være glad for at have en hverdag, hvor ting bare fungerer trivielt. For det er i virkeligheden et gode, fordi alting er så usikkert, som det er, både biologisk, eksistentielt og arbejdsmæssigt. Der er ingen forsikringer,” siger Henrik Wivel og tilføjer:
”Jeg er meget taknemmelig over at være til og blive mødt af så megen venlighed og kærlighed! Generøsitet er en af menneskets smukkeste egenskaber.”
Med tiden oplevede Henrik Wivel ligefrem fyringen som en frisættelse.
”Jeg blev sat fri efter at have administreret i 25 år. Nu kunne jeg pludselig koncentrere mig om at skrive, og det har jo været dejligt. Som Johannes Møllehave for mange år siden sagde til mig, da jeg udgav min biografi om Selma Lagerlöf, så er det bøgerne, folk vil huske,” siger han, inden vi følges ud af Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, der ved nærmere eftertanke mere ligner stævnen af et skib med kurs mod himlen end en slange.