Erlend Høyersten er en mægtig stor mand, et halvt hoved højere end dovregubben. I sort fra top til tå og med viltre krøller tager den nye direktør for ARoS imod i det lederkontor, han netop har indtaget. Fra dets vinduer kan han se et stort parti af sin nye by med Ridehuset, Arne Jakobsens rådhus og et kig skråt ned i Musikhusets forhal.
Norske, 40-årige Høyersten er kun lige ankommet til den jyske hovedstad. I et hjørne står et par store kufferter, og der hænger dragtpose på stumtjeneren. Snart kommer kone og datter ned fra Bergen, byen, hvor Høyersten både er født og uddannet. Han tiltrådte den 1. januar som efterfølger for Jens Erik Sørensen, der har været dette steds leder siden 1984, dengang det hed Århus Kunstmuseum og lå i Vennelystparken. Høyersten kommer fra en stilling som direktør for Kunstmuseene i Bergen, som er sammensat af hele fire museer.
Men ARoS forekom ham ikke detso mindre som en større udfordring, så han søgte posten og blev valgt fra et stort ansøgerfelt til en åremålsansættelse på fem år med mulighed for tre års forlængelse. Og nu står han hernede, mellem danskerne.
Ja, og det føles rigtig fint, smiler Høyersten. Jeg har altid haft et godt forhold til Danmark, både følelsesmæssigt og kulturelt, og jeg har faktisk længe næret en drøm om at komme til at arbejde i Danmark. De danske kulturinstitutioner befinder sig på et højere niveau end de norske.
De kan vel ellers rulle sig i rigelige oliepenge?
Jo, men det er ikke ubetinget godt, når stat og kommune er hovedbidragydere. Man spindes ind i et vanskeligt bureaukrati, hvor der behandles og prioriteres, mens papirbunken gror. Her er jeg allerede i gang med nogle store projekter, og jeg sidder og forhandler med private fonde om finansiering. Der ligger en stor frihed i, således også at være sin egen lykkes smed. Det giver noget at leve op til. Man skal jo være synlig og præsentere sine drømme på overbevisende måde. Også med hjerte.
LÆS OGSÅ: De evige tre
Hvilke projekter, der er tale om, ønsker Erlend Høyersten ikke at røbe. Grønt lys er jo ikke sikret endnu, og hvem vil forære sine bedste ideer bort.
Spørger man til planerne for ARoS deltagelse i 2017, året, hvor Aarhus er EU-kulturby, bevarer Høyersten sin tavshed, men man kan forstå, at netop nævnte projekter er mærkede 2017.
Det er for 2017 samtidig vigtigt at opnå en synergi med de andre aarhusianske projekter. Jeg vil, at det, vi laver på ARoS, også påvirker andetsteds. Med det for øje bør vi gå uden for egne veje i et samarbejde med andre aktører. Jeg tænker på Kunsthal Aarhus, Den gamle by, Moesgaard, Musikhuset og teatrene. Vi er store her på ARoS, rigtigt store, også europæisk betragtet. Deri ligger et ansvar.
Derfor søgte Høyersten også hertil.
Det er rigtigt spændende, at Aros er så stor en succes, besøgsmæssigt og kunstnerisk. Nu er det op til mig at lave succes ud af succesen. Alle har en fornemmelse af noget fuldendt her, og min forgænger, Jens Erik Sørensen, har gjort det fantastisk. Min udfordring er at tage det op på et nyt niveau og placere ARoS internationalt.
Har du allerede set hele samlingen igennem, inklusive magasiner?
Alle magasiner i huset, ja. Dem ude i byen har jeg ikke nået endnu. Samlingen er jo stor, 6000 værker. Det er altid spændende at gå sådant igennem og fange karakteren.
Jeg kommer dog fra et museum med hele 60.000 værker. Kunstmuseene i Bergen var meget stort, ikke kun samlingen var større, men også bygningsmassen. Stedet var anderledes, mere komplekst og sammensat, så man måtte tænke på en hel anden måde. Der var mange brændglas, ARoS er ét stort brændglas, og det skal medtænkes i strategierne.
Jeg vil udvikle og styrke samlingen i tiden, der kommer. Vi er et museum og ikke et udstillingssted, og museer har samlinger, ankerpunkter. Men vi vil også komme til at vise flere skiftende udstillinger.
Du er allerede ved at sammensætte din første, og det forlyder, at dens forløb ikke skal være kronologisk, men inspireret af actionfilm og af Bibelen?
Man henfalder ofte til kronologien som struktur, men her vil jeg følge en narrativ struktur, som er den spændingskurve, man kender fra litteraturen. Og fra de amerikanske actionfilm, hvor den er meget tydelig. De starter med at fange interessen, hvorpå der systematisk bygges op og op, til det hele kulminerer.
Skabelsesberetningen i Bibelen er en meget poetisk fortælling, som udgør en vigtig del af vor kulturelle arv. Den rummer også en vis grad af tragedie, for der følger jo den fortælling, der handler om syndefaldet. Først er alt smukt, poetisk og Gud så, at alt var godt det hviler næsten økologisk, men der er også en sarkasme, der peger frem mod syndefaldet.
LÆS OGSÅ: Pengene bruges med hjerte og hjerne
Erlend Høyersten vil ikke give eksempler på, hvad der skal vises på denne særudstilling, som til maj kommer til at erstatte Jens Erik Sørensens afskedsudtilling Directors choice. Men han forsikrer, at den bliver en stor overraskelse.
Hvilken kunst begejstrer dig mest?
Det hele. Jeg forstår spørgsmålet, men kan ikke sådan pege. Antikkens skulpturer, renæssancen, barokken, art nouveau, arkitektur. Det, som passionerer mig, er simpelthen kunst, som gør noget ved følelserne og rører hjertet.
Du er måske mindre vild med intellektualiserende kunst?
Den har jeg stor sympati for. Er den virkelig godt lavet, synes jeg, den er strålende. Men det må ikke blive noget, man lige så godt kunne have læst i en bog. Omvendt skal det heller ikke bare være følelse. Spændingen mellem de to er det rigtigt fascinerende.
Jeg har stor respekt for de forskellige erfaringer, vi alle har som udgangspunkt, når vi træder kunsten i møde. Jeg skal også kunne lave en udstilling, hvor jeg ikke bare følger min egen smag. Jeg skal gøre det, som er bedst for ARoS.
Ofte oplever jeg dog også, når det gælder kunst, jeg er reserveret over for, at går jeg først i gang, bliver jeg alligevel begejstret. Man kommer sine fordomme til livs.
Erlend Høyersten peger på en udfordring i tiden til både kunstnerne og kunstmuseerne:
Vi rejser og ser ting derude langt mere end tidligere, og vi bombarderes i vores hverdag med billeder fra alle sider. Vi må absorbere mere end nogensinde og bliver nok stedse mere passive modtagere. Da er det kunstens forpligtelse at gøre menneskene til aktive deltagere. Gøre dem engageret seende. Jeg betragter også dette sted som en dannelsesinstitution. Vi skal vise, at kunsten faktisk er vigtig. Et kunstmuseum kan være et stort mentalt træningscenter, der lærer os at reflektere og filosofere.
Vi render til al mulig anden fitness, men glemmer træningen af den mentale side. Mennesket har altid haft et behov for litteratur, mytologier, religion og kunst, altså det, som man kan gribe verden med. Vi har denne ekstra dimension i forhold til de andre primater.
Kunsten minder os om det, der ligger ud over blot at bygge rede og overleve. Jeg ved, det lyder romantisk, men vi må tage et værdistandpunkt i forhold til, hvad vi laver et sted som her. Tilbyder vi underholdning? Ja, det kan kunsten også være. Men den er også meget mere.
Der er dårlig kunst og god kunst, og der laves nok mest dårlig kunst. Man skal have en kvalitetsstandard. Institutionerne har en pligt her. De skal ikke bare gå efter de navne, som er oppe i tiden. Der findes en ny konformitet i institutionerne, man skotter meget til, hvad de andre laver. Man skal turde gå sin egen vej.
Kan du blandt nulevende kunstnere nævne nogle private favoritter?
Det er Olafur Eliasson, som jo står bag regnbuen heroppe på museets tag. Den er typisk for Eliassons begavede tilgang til kunsten. Folk kan gå rundt og glæde sig over den uden at regne den for kunst. Jeg kan nævne kinesiske Ai Weiwei, som jeg er optaget af. Jeg lavede i 2012 i Bergen udstilling med ham og en række andre nye kinesiske kunstnere. Hans tilgang til det at være kunstner er utrolig interessant. Han tænker så godt. Han er politisk, men aldrig flad, aldrig todimensionel, altid eksistentiel. Og det har enorm betydning i Kina, at en kineser vover at kritisere tilstandene i landet. Og jeg vil nævne norske Leonard Richard, der har udviklet sin helt egen måde at se på.
Du har lavet udstillinger i Norge med titler som Min Gud, min Gud, Fortapelsens kronologier og Guds ansikter. Har du et særligt forhold til kristendommen eller til religiøs kunst?
Jeg har en interesse for det. Men det har jeg også på mange andre områder. Min tilgang er nok mere filosofisk end religiøs.