Prøv avisen

Kunsten at modtage barmhjertighed

– Det er en roman om venlige fremmede. John og Putte tager sig af hovedpersonen, fordi det er de nødt til, siger Helle Helle om hovedpersonerne i ”Ned til hundene”. – Foto: Linda Henriksen.

Helle Helles nye roman er en radikalisering af næstekærlighedsbuddet, som kan formuleres: Du skal elske din næste, skønt du hader dig selv. Vi har mødt forfatteren til ugens bedst anmeldte roman, "Ned til hundene"

Vi er så langt ude, at man stadig spiser kinesergryde. Der er ikke skyggen af forretninger i miles omkreds, og man gør klogt i at have en bil, for rutebilen har kun en daglig afgang. Her ankommer en forfatterinde, som "leder efter et godt sted at græde", og nu har hun næsten fundet det: Fra den fjerne lokalitet kan hun nemlig se ud til en endnu fjernere kvieø, og der drømmer hun om at slå sig ned.

Men to lokale Putte og John opdager den forsvarsløse kvinde, og da det er ved at blæse op, inviterer de kvinden hjem. De spørger ikke om kvindens baggrund og heller ikke om, hvorfor hun er havnet i denne udørk. De kan bare se, at hun ikke kan klare sig selv, og "Det kan vi ikke have", som John siger.

Det minder påfaldende om en moderne udgave af lignelsen om den barmhjertige samaritaner, men Helle Helle har slet ikke tænkt i de baner, da hun skrev sin nye roman.

Det er en roman om venlige fremmede. John og Putte tager sig af hovedpersonen, fordi det er de nødt til, og de gør det på den måde, at de tager hende med hjem og installerer hende i deres hjørnesofa og deler deres kaffe og sandkage med hende, forklarer Helle Helle, som i øvrigt foretrækker det mere jordnære ord "gæstfrihed" frem for det tungtklingende barmhjertighed.

Det er rigtigt, at John og Putte bare tager imod hende, og det gør de selvfølgelig også, fordi det giver dem noget, tror jeg. Men venligheden er skelettet i hele romanen: det chok, der består i, at nogle fremmede faktisk bare kommer og tager imod en. Her drager man ud i verden med sit raseri og sine frustrationer, og alt hvad man bliver mødt med, er venlighed fra fremmede mennesker, der rækker én en hånd. Men man skal heller ikke underkende, at John og Putte også får noget ud af at hjælpe fortælleren.

Noget spænding simpelthen. Der sker jo ikke så meget?

Nej, det gør der ikke. Putte har et lørdag-søndags-job på en gammel tankstation, hvor hun sælger brugte sager. John lever lidt af at arbejde for en murer, der hedder Karsten. Og så cykler de hele tiden, for de har ingen bil. Så der sker ikke så meget, og på den måde bliver romanen dobbelt, for fortælleren bryder jo den trivielle hverdag. Ikke fordi jeg tror, at John og Putte er utilfredse med den hverdag. Jeg tror, at de på en måde lever det liv, som de gerne vil leve, men alligevel byder de da en forandring velkommen. Putte siger jo et sted: "Du er lige sådan en veninde, jeg har gået og manglet."

Som udgangspunkt var det slet ikke Helle Helles intention at skrive en roman om det, som hun i et andet interview har kaldt for "næstekærlighed i ren form". Putte og Johns ubetingede venlighed var ganske enkelt et nødvendigt litterært kneb for at få gang i handlingen, men Helle Helle indrømmer, at også forfatteren bliver klogere i takt med, at stoffet former sig, og da først næstekærligheden var sat i spil, viste det sig og viser det sig i romanen at det faktisk er sværere at modtage barmhjertighed, end det er at udvise den.

Det er vældig meget sværere for fortælleren. Hun vil hele tiden gerne betale tilbage, men det eneste, hun tilfører, er småulykker: Nogen bliver kørt ned, nogen mister en lotto-kupon, nogen bliver fyret og nogen taber en fløjtenisse. Så hun bringer en masse skidt med sig.

Slangen i Paradiset?

Ja, det kan du godt sige, men ikke kun. Jeg tror faktisk, som jeg læser bogen lige nu, at hun undervejs bliver bedre og bedre til at tage imod det, som de vil give hende. Men det bliver svært for hende, hver gang hun bliver mindet om, at der er en stor forskel på hende og dem.

Forskellen ligger i romanens titel, "Ned til hundene". Den kan sådan som det i det hele taget gør sig gældende i Helle Helles bøger forstås dobbelttydigt. Helt konkret er der nemlig et par hunde, som bogens personer dagligt må ned at lufte og fodre. Men der er også tale om "en led titel", som Helle Helle udbryder, inden interviewet går i gang, for den kan hentyde til det sociale og intellektuelle skel, der ligger mellem forfatterfortælleren og de lokale, som fortælleren inderst inde deres venlighed til trods betragter som en samling hunde.

Det er Helle Helle ikke meget for at tale om.

Jeg sidder og tænker på, at jeg har en anden slags fortæller, end jeg plejer at have, siger hun tøvende.

Hun er ikke så enormt sympatisk. Hun er lidt træls på en måde. Men hun er også meget bevidst om, at hun er træls, for hun hader sig selv i modsætning til mange af mine andre fortællere, der måske bare kan være ureflekteret selvhadende. Men hende her siger: "Jeg er 42 år og ude af stand til at tage ved lære. Siden hen bliver jeg ikke klogere. Det kommer." Og sådan er det med hende. Hun ved, at hun er en idiot. Og jeg tænker også på, at det, hun kommer fra det liv, hun har haft med en mand, hvor hun har ligget på sofaen dagen lang og ikke lavet en pind der har hun været utrolig god til at modtage mandens hjælp. Han har sørget for hende. Han har købt ind og lavet mad, og hun har ligget der og taget sig til hovedet, og han har spurgt, om hun har fået arbejdet, men "åh, nej ikke i dag." Hun er udmærket klar over, at den ikke er så heldig, men det forekommer hende ikke så vanvittigt svært at tage imod andres hjælp i den situation. Det er langt sværere i forholdet til John og Putte.

Når Helle Helle ikke bryder sig om at tale om problematikken, skyldes det, at romanens fortæller har lånt ikke så få træk fra hende selv.

Jeg blev nødt til at skrive romanen for at få afklaret, hvordan jeg selv har det med sådan nogle som John og Putte. Udnytter jeg dem? Hvad er mit blik på dem? Og da må jeg sige, at de overvælder mig, fordi jeg præcis som fortælleren finder ud af, at jeg på en måde ville ønske, at jeg var i deres liv.

Som vel er, hvad man kalder for "simple living"?

Jo, det er det! De er med på en trend, men det ved de bare overhovedet ikke! udbryder Helle Helle grinende, men vender hurtigt tilbage til ligheden mellem hende selv og bogens fortæller.

For mig handler "Ned til hundene" om at blive opløst i sit eget stof. Den kvindelige forfatter kommer ud og smager på en virkelighed, som hun plejer at beskæftige sig med, når hun skriver. Og så bliver hun til den virkelighed. Hun bliver rullet ind i John og Puttes liv og langsomt begynder hun at føle en kærlighed til det. Et af hendes problemer er jo, at hun ankommer med en skriveblokering. Hun har siddet fast i ikke at have kunnet få skrevet en bog, og hun fortæller, at når hun skriver, kan hun holde op med at eksistere. Og det er jo sådan, det er. Det er en af grundene til, at jeg selv skriver, nemlig at der ligger en selvforglemmelse i det. Man kan give sig hen til noget stof, som er noget andet, end man selv er. Men her får fortælleren smagt stoffet i virkeligheden, mener Helle Helle, som også tror, at det er virkeligheden den helt elementære dagligdag med alle dens pligter der betyder, at fortælleren langsomt bliver i stand til at modtage John og Puttes barmhjertighed.

Det er der ingen tvivl om. Hun får lov til at smage sin egen grød.

kultur@kristeligt-dagblad.dk