Ved den årlige efterårsreception hos forlaget Gyldendal kommer man altid hinanden ved – og i år mere end tidligere. Regnen over Klareboderne i Københavns indre by tvang nemlig de mange gæster helt tæt sammen under de opstillede havepavilloner i forlagets gård torsdag eftermiddag.
For Gyldendals litterære direktør, Johannes Riis, betød det, at han havde regnens banken mod teltdugene at konkurrere imod, da han bød folk velkommen med sin årlige tale. I år med identitetsforståelse som tema.
”Den ekstremt subjektive identitetsforståelse er besnærende, men den kan være et skråplan og en blindgyde for den enkelte, for – som den kloge Jakobe siger til Per i Henrik Pontoppidans ’Lykke-Per – ’det er ikke paa det tilfældige, det særegne, men paa det almenmenneskelige i os, at vi skal opbygge vort eget og Nationernes Liv!’,” sagde Riis blandt andet.
Det er problematisk, når teaterfolk som Christian Lollike og Madame Nielsen bliver kritiseret for at lade en hvid kvinde optræde på scenen som sort kvinde i det meget omtalte teaterstykke ”White Nigger/Black Madonna”, sagde han videre.
”Kunsten har til alle tider gjort verden større for os, og det har den kunnet gøre, fordi den gav os andre vinkler at se den fra. Det er ikke kun teater og film, der bliver til ved, at nogen optræder som en anden end den, de er; også litteratur opstår ved, at forfatteren sætter sig i andres sted og bringer deres forskellige livs- og verdensopfattelse i spil med hinanden. Vi kan ikke undvære kunstnerne til at fortælle os, hvem vi er.”
Selvom noget af det, kunsten ifølge Johannes Riis kan, er at bringe forskellige perspektiver sammen for at udfordre ens eget verdensbillede, så er det ikke noget, der optager folk i dag, lød reaktionen fra forfatter Suzanne Brøgger.
”Folk er ikke så interesserede i at kigge ud mod fællesskabet nu om dage. Det har de ikke overskud til. Og når man kun kigger på sig selv, så sætter depressionen ind. Litteraturen tror jeg sådan set allerede kigger udad, men der er meget få romaner i dag som ’Lykke-Per’, der samler så mange forskellige samfundsaktuelle aspekter i personerne. Og de fleste mennesker i dag kender kun deres eget miljø,” sagde hun.
Filosofiprofessor Vincent Hendricks fandt temaet i talen højaktuelt:
”Jeg tror, det er vigtigt at snakke om identitet. Ikke mindst, fordi – og det er jo en ting, han gør noget ud af i talen indirekte – man bliver nødt til at gå tilbage til at finde individet og ikke bare det relationelle jeg. Det er ikke holdbart at have et jeg, der hele tiden spejler sig i, hvad man tror, at andre tror om en, og hvad man har af forventninger til, hvad andre skal tro om en selv.”
For digteren Pia Tafdrup var der især ét punkt i talen, hun bed mærke i.
”Det nye perspektiv, som Johannes er kommet med, er det, at man ikke må skrive om hinandens område. Og det synes jeg virkelig er en vigtig problematik at tage op, for det er dybt problematisk for et samfund, at man ikke skal kunne leve sig ind i de andres verden og læse hinandens litteratur og skrive om mennesker forskellige fra en selv,” sagde hun og tilføjede:
”Det vigtige er, at man skriver fra et sted, hvor man er i stand til at skrive sådan, at mennesker forskellige fra en selv eller fra ens segment også kan læse den litteratur for at leve sig ind i hinanden og få noget at vide om, hvordan andre mennesker tænker. Man læser jo ikke kun for at blive bekræftet i, hvem man selv er,” sagde hun.
Hvorefter også hun bevægede sig ud i regnen og tilbage i ly for den, fra den ene samtale til den næste. Måske i virkeligheden som et billede på Johannes Riis’ pointe: At litteraturen kan nå ud og røre ved det, der er større end os. Den kan samle folk og minde om alt det, vi har tilfælles.
