Prøv avisen
Udstilling

Klimakrisen, racisme og ulighed får kunstnere til at slå alarm

Der er mange stærke værker – det gælder både på temaudstillingen og i de nationale pavilloner – og man noterer sig, at et stort antal ikke-vestlige lande er repræsenteret, skriver Kristeligt Dagblads kunstanmelder. – Foto: Ugo Carmeni

Den 58. biennale i Venedig former sig som et opråb om den globale klimakrise, den fortsatte racediskrimination og den skæve og uretfærdige internationale fordelingspolitik, som efterlader store befolkningsgrupper og nationer i den dybeste armod og desperation

Venedig er verdens mest eventyrlige by; et rent fatamorgana, som i århundreder har hvilet på pæle i Adriaterhavets smaragdgrønne lagunevand. Især i år er byen en optimal ramme om verdens største kunstudstilling, Venedigbiennalen, som fremviser kunstværker, der i høj grad udtrykker bekymring for klimakrisen. Et stort antal af de udstillede værker påminder os om, at klokken for længst har slået 12, og at det er ved at være for sent, hvis vi skal bevare vores nuværende livsgrundlag, der er truet af ingen andre end os selv.

”Hvornår ligger Venedig under vand?”, spørger mange af biennalens bekymrede gæster. ”Bliver der overhovedet en 59. biennale?”. Svaret blæser i vinden, men især mange yngre kunstnere er dybt anfægtede af klimakrisen. Mange værker omhandler også grådigheden, kynismen og undertrykkelsen af en stor del af menneskeheden, hvor millioner af mennesker lever i et rent helvede og leder efter skatte i bjerge af plastic på lossepladser uden for millionbyerne.

Den skæve sociale rollefordeling mellem racerne er tillige et gennemgående tema. Også rent organisatorisk bemærker man den sociale ulighed: Biennalens rengøringspersonale og skraldemænd er sorte, mens bartenderne, pressemedarbejderne og tjenerne er hvide. På vej rundt til biennalens mange udstillingssteder ser man ud af øjenkrogen milliardærernes voluminøse og skinnende rene yachter ved kajen, hvilket sætter forskellene i et yderligere uhyggeligt relief.

Det er nationernes kappestrid eller kunstens olympiske lege, når de 90 nationale pavilloner dyster om den eftertragtede Gyldne Løve, som i år gik til den litauiske pavillon for værket ”Sun & Sea (Marina)”. Det er en original og poetisk operaperformance, hvor sangerne ligger på en kunstig indendørs strand, mens publikum står oppe på en svalegang og kigger ned på ”scenen”. Den sorgmuntre, minimalistiske opera handler om dagligdagens mange glæder og sorger, men også her udtrykkes bekymring for vores klode, som gisper efter vejret på grund af de mange udfordringer, som vi mennesker udsætter den for.

De nationale pavilloner befinder sig dels rundt om i byen, dels i Giardini (haverne), foruden i Arsenale, et cirka en kilometer langt skibsværft fra 1500-tallet. Danmark råder over en centralt beliggende pavillon i selve haven – og endda over to bygninger – som denne gang er indtaget af den dansk-palæstinensiske kunstner Larissa Sansour, der i en toskærms video ”In Vitro” (i reagensglas) i sort-hvid har skabt en science fiction om Betlehems udslettelse som følge af en øko-katastrofe.

Filmen handler om to generationer af kvinder, der forsøger at bevare, genskabe og videreføre liv i en bunker under jorden. Det stærke værk vises sammen med en stor og truende sort kugle, der optræder i det tilstødende rum, men den indgår også i filmen. Det samlede værk bærer titlen ”Heirloom” (arvestykke) og handler overordnet om traumer, identitet og erindring. Det er et kunstnerisk gennemført og indholdsmæssigt nuanceret og mangelaget bidrag til biennalen. Fra december kan værket opleves i Copenhagen Contemporary på Refshaleøen i København.

I de øvrige pavilloner venter de største kunstoplevelser især i den franske, israelske, canadiske, australske og også i den koreanske pavillon. I sidstnævnte viser den dansk-koreanske videokunstner Jane Jin Kaysen to tankevækkende videofilm, hvori hun udforsker en gammel koreansk myte om Bari. Her sætter hun fokus på, hvordan det er at være en kvinde, som lever i dia-spora.

En af pavillonerne i Giardini stikker ud fra alle de øvrige: det er den venezuelanske, som er tom. Den venezuelanske regering med præsident Neculás Maduro i spidsen har angiveligt ikke ønsket at lade landet repræsentere i år, da man fordømmer USA’s og EU’s indblanding i landets interne anliggender efter det seneste valg. Både USA’s og mange EU-landes pavilloner ligger tæt på den venezuelanske, så det er et tydeligt politisk vink med en vognstang om, at landet ikke ønsker indblanding i sin indenrigspolitik.

Det for mig mest bevægende værk i den nationale afdeling oplevede jeg i den indiske pavillon: Kunstneren Jitish Kallath har her gengivet et brev, som Mahatma Gandhi skrev til Hitler i september 1939. Heri advarer den indiske oppositionspolitiker i humanismens og fredens navn den tyske kansler imod at starte Anden Verdenskrig. Brevet læses stående, mens det langsomt fremrulles linje efter linje på et bagtæppe af tåge, som giver den skæbnesvangre appel en fysisk, omend flygtig form.

Ud over de nationale pavilloner byder Venedigbiennalen traditionen tro også på en kæmpemæssig international temaudstilling, der har fået titlen ”May You Live in Interesting Times”. I år er denne udstilling lagt i hænderne på den amerikanske kurator Ralph Rugoff fra Hayward Gallery i London, der ”kun” har udvalgt 80 kunstnere, hvilket er væsentligt færre end tidligere. Det er fornuftigt at vise flere værker af færre kunstnere, da man således får mulighed for at genkende kunstnere, som man har stiftet bekendtskab med tidligere på rundgangen. Det skaber større klarhed på en megaudstilling, hvor man let kan miste overblikket og gerne vil vide mere om kunstnerne. Der indgår også værker af de danske kunstnere Danh Vo, Peter Bonde og Jeppe Hein.

Man bemærker, at alle medier er i spil på denne store udstilling – installation, lydkunst, performance, skulptur – hvad angår det sidste, brillerer den schweiziske billedhugger Carol Bove – maleri og fotografi, og værkerne er skabt af alskens materialer fra ”readymades” (brugsgenstande, der placeres i kunstneriske sammenhænge) i plastic, værker i marmor, læder, træ, tekstiler og glas til papir og garn. Det sidste i form af hæklede koralrev.

Dertil kommer mange overbevisende video-værker. Videomediet er blevet voksent og byder på en uendelig række muligheder, når det eksekveres af de rette, som for eksempel amerikanske Christian Marclay, der har lagt 48 krigsfilm oven i hinanden, så de danner et finurligt æskesystem.

Fremhæves skal også den japansk-tyske kunstner Hito Steyerl, hvis to grænse-sprængende værker er en hyldest til Venedig og Leonardo da Vinci, som allerede i 1500-tallet opfandt en ubåd, tiltænkt Venedig by, men han holdt opfindelsen hemmelig hele livet af frygt for, at det ville blive et for destruktivt våben. I sin virtuose mangelagede lyd- og videoinstallation ”This is the Future” afsøger hun menneskenes overlevelsesmuligheder i en dyster fremtid. Når man dertil lægger hendes eminente evne til at installere videoerne i en meningsfuld arkitektonisk ramme, bliver oplevelsen fuldendt.

Man kan diskutere udstillingstitlen ”May You Live in Interesting Times”, som nogle kritiserer for at være arrogant, da de opfatter den som et udsagn fra en person, der på sikker afstand iagttager de turbulente tider – som var virkeligheden en gyserfilm. På engelsk betyder ordet ”interesting” nemlig også noget foruroligende eller truende. Men de facto er sætningen, som er formet i optativ – ønskeform – en gammel kinesisk forbandelse.

På kajen foran Arsenale står skroget af en fiskekutter, der er bragt hertil af den schweiziske kunstner Christoph Büchel, som med denne ruinøse ”readymade” påminder os om flygtningekrisen, der toppede i 2015, hvor kutteren forliste 96 kilometer ud fra den libyske kyst efter et sammenstød med et portugisisk fragtskib. Om bord var mellem 700 og 1100 afrikanske migranter, hvoraf kun 28 overlevede.

De italienske myndigheder hævede den efterfølgende fra flere hundrede meters dybde. Man ser det dybe hul i skroget og undrer sig samtidig over, hvordan kutteren kunne have så mange mennesker om bord. Men størsteparten var låst inde som ballast. På biennalen fungerer kutteren, der har titlen ”Barca Nostra” (vores båd) som en tragisk rekvisit og en alvorlig påmindelse om den økonomiske og sociale ulighed i verden.

Der er mange stærke værker – det gælder både på temaudstillingen og i de nationale pavilloner – og man noterer sig, at et stort antal ikke-vestlige lande er repræsenteret.

I dag føles dette helt naturligt, for kunst-scenen er som helhed blevet mere inklusiv i den postkoloniale æra. Alle udtryk og nationaliteter kan i dag komme til orde, når blot der kan præsteres kvalitet. Eksempelvis indgår der mange værker af afrikanske eller afroamerikanske kunstnere. Her skal især fremhæves suveræne malerier af en kunstner, som det danske kunstpublikum for tiden også kan opleve på Statens Museum for Kunst på udstillingen ”Hammershøi by Elmgreen & Dragset”. Maleren er den nigeriansk-amerikanske Njudeka Akunyili Crosby, der i sine kollageagtige malerier skildrer interiører, som både viser tilbage til hendes oprindelsesland Nigeria og til den vestlige verden, som danner ramme om hendes liv i dag. Racetemaet ligger og ulmer under hendes æstetisk raffinerede værker, men foldes mere radikalt ud hos eksempelvis den individuelle vinder af Den Gyldne Løve, afroamerikaneren Arthur Jafa, hvis foruroligende video ”The White Album” viser racismens grimmeste ansigter.

Kunstnere er som seismografer, fintmærkende over for tidens problemer, som de sætter under debat ved at give dem et kunstnerisk udtryk. Stærke og præcise kunstværker kan i bedste fald få os til at forestille os – og måske også mærke på vores egne kroppe – de globale trusler, der er ved at indfinde sig. Men skal forholdene ændres, kræves der humanistisk indstillede, visionære og handlekraftige politikere.

På kajen foran Arsenale står skroget af en fiskekutter, der er bragt hertil af den schweiziske kunstner Christoph Büchel, som med denne ruinøse ”readymade” påminder os om flygtningekrisen, der toppede i 2015, hvor kutteren forliste 96 kilometer ud fra den libyske kyst efter et sammenstød med et portugisisk fragtskib. Om bord var mellem 700 og 1100 afrikanske migranter, hvoraf kun 28 overlevede. – Foto: Venedigbiennalen
Den mexicanske kunstner Teresa Margolles har opført en mur på udstillingen. – Foto: Venedigbiennalen
Under Venedigbiennalen råder Danmark over en centralt beliggende pavillon i selve haven – og endda over to bygninger – som denne gang er indtaget af den dansk-palæstinensiske kunstner Larissa Sansour, der i en toskærms video i sort-hvid har skabt en science fiction om Betlehems udslettelse som følge af en øko-katastrofe. – Foto: Ugo Carmeni